søndag den 3. juni 2012

Citronmåne





Denne opskrift er Brdr. Prices. Hold op en kolesterolbombe ! så er det sagt.
Et halvt kilo smør og ditto sukker samt 8 æg.
Er faktisk helt fint tilfreds med at jeg ikke skal spise med, den er nemlig bagt til min mand, som skal på tur med nogle kolleger.
Når det så er sagt, skal jeg røbe, at jeg har smagt en lille slice, man kan jo ikke sende noget afsted som man ikke selv har godkendt, og den smager faktisk ret godt. Som en sandkage sprængfyldt med citron og sukkercitron på toppen, ikke værst ; )

Opskriften svarer til to springforme, altså 4 halve citronmåner, hvis man ønsker at lave dem i den originale form. Og det forsvarer vel også de store mængder æg, smør og sukker.

500 g smør
500 g sukker
500 g hvedemel
8 æg
1/2 tsk bagepulver
3 tsk. vaniljesukker
Saften af 1 citron
Skallen af 2 øko. citroner

Smørret røres blødt, sukkeret drysses i under omrøring. Æggene tilsættes, et ad gangen.
Mel, bagepulver og vaniljesukker sigtes sammen et par gange og blandes i dejen lidt efter lidt. Til sidst tilsættes citronsaft og revet skal.
Dejen kommes i to runde smørsmurte kageforme, der sættes i kold ovn. Temperaturen sættes til 165 grader, og kagerne bages ca. 1 time.
Lad kagerne køle af, halvér dem og lav en glasur af citronsaft og florsukker og meget gerne et par dråber knaldgul frugtfarve.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar