mandag den 15. oktober 2012

Budapestrulle



Massen inden den kommes i ovnen
Den bagte bund med flødeskum, mandariner og hakket dajm


Denne kage har fulgt mig i mange år. 
De kolleger jeg har haft gennem årene kender kagen godt, den har nemlig været serveret mange gange på job.
Kagen stammer fra Sverige, er vist en klassiker dér, og har intet med Ungarn at gøre, som navnet ellers antyder.

Jeg har reduceret sukkermængden i forhold til den originale opskrift, og så har jeg tilføjet hakket dajm til flødeskummet. Du kan sagtens bruge andre frugter, eks. frisk ananas i små tern, kiwi, eller gode danske jordbær.

Det er en fordel at lave kagen dagen før den skal serveres, den smager bedst når den har trukket.

Budapestrulle:

Bund:
5 æggehvider
2 dl. sukker
150 g. hasselnøddekerner
1 dl. mel

Fyld:
2  1/2 dl. piskefløde
1 lille dåse mandariner, godt drænet.
1 dobbelt dajm hakket / eller hakket chokolade

Pynt:
Smeltet mørk chokolade

Start med bunden:
Pisk hviderne helt stive, kom sukkeret i lidt ad gangen og pisk godt.

Blend nødderne til fint mel, bland hvedemel i nøddemelet og vend det i æggemassen.

Læg bagepapir på en bageplade og pensl det med olie og drys et tyndt lag mel over.

Fordel marengsmassen ud over det hele. Vær grundig med at få den jævnt fordelt.

Bag bunden midt i ovnen ved 175 grader (IKKE varmluft)  i 15-20 min. Bunden skal være let gylden, men må ikke blive for mørk, så bliver den svær at rulle.

Vend den ud på et nyt stykke bagepapir med bunden opad og træk forsigtigt papiret af.
Lad den køle af.

Pisk fløden til skum, dræn mandarinerne godt i en sigte. Bred fløden ud over bunden og drys med mandariner og hakket dajm.

Nu skal den rulles, her bruger du papiret til hjælp. Starten er den sværeste, det kan ikke undgås at bunden krakelerer lidt, men du kan du presse den sammen når kagen er rullet færdig.

Hæld smeltet chokolade i en frysepose og klip et lillebitte hul i det ene hjørne. Dekorer kagen med chokoladen. Stil den på køl indtil den skal bruges.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar