mandag den 31. december 2012

Kransekage med nougat


Her er mit bud på årets kransekage. I forhold til andre opskrifter, er der kun 7 spsk. flormelis i marcipanmassen, som ellers kan være alt for sød efter min smag.
Kransekagestykkerne er lækre bløde i midten og med en knasende overflade.


12 stykker:

500 g. ren rå marcpian
3 mellemstore æggehvider
7 strøgne spsk. flormelis

Fyld:
200 g. nougat

Pynt:
150 g. flormelis
1 pasteuriseret æggehvide
1 spsk. citronsaft (eller eddike)

Del nougaten i 12 stænger os sæt dem i fryseren i 2 timer (så smelter de ikke i ovnen)

Ælt marcipan, æggehvider og flormelis sammen til en ensartet masse. Start med at bruge 2 æggehvider, og justér med den sidste, så massen ikke bliver for blød.

Kom massen i en sprøjtepose evt. med en stor stjernetyl, men du kan også nøjes med at klippe et hul.
Sprøjt massen ud i 12 stænger a 8 x 2 cm. Tryk de frosne nougatstænger ned i.

Sprøjt resten af marcipanmassen over.

Bag kransekagestykkerne gyldne ved 170 g. i ca. 15-20 min. midt i ovnen.
Afkøl.

Rør flormelis, æggehvide og citronsaft sammen til en lind, men ret fast glasur. Hold lidt æggehvide tilbage, indtil du fornemmer konsistensen er rigtig.
Hæld glasuren i en plastpose beregnet til madvarer. Klip et mikroskopisk hul i det ene hjørne og dekorér hvert stykke med glasur.


Rygeostdip til Bugles


Denne rygeostdip lavede min mor tit i min barndom. Den passer perfekt til Bugles, og vi får den ofte til et glas vin eller andet før maden, når vi har gæster.
Selv ikke-rygeost-spisere er vilde med dippen, så lad dig ikke afskrække, hvis du ikke er til rygeost.


1 portion dip:

175 g. rygeost
175 g. god mayonnaise
2 spsk. (sød) paprika
salt og peber.

Rør ingredienserne godt sammen og smag til med salt og peber.

lørdag den 29. december 2012

Burger med frikadellebøf og hjemmelavet rødkål


Vi har fået denne lækre - og børnevenlig burger til aften. Den hjemmelavede rødkål med æble og tranebær smager rigtig dejligt i burgeren. Du kan evt. supplere med et par skiver bacon, men den smager dejlig som den er.

4 pers.
Bøffer:
800 g. hakket kalv og flæsk
1 æg
1 stort revet løg
2 dl. mælk
1 spsk. timian
1 dl. rasp eller havregryn (måske lidt mere, farsen skal være så fast at du kan forme den)
salt og peber

Rødkål:
400 g. fintsnittet rå rødkål
2 økologiske æbler i små tern
1 rødløg i små tern
4 spsk. balsamico
4 spsk. rørsukker
4 spsk. tørrede tranebær (eller rosiner)
1 tsk. salt
peber
1 spsk. smør

Smelt smørret i en gryde. Svits rødløg bløde og tilsæt æbletern og tranebær.

Tilsæt kålen samt balsamico og rørsukker. Kog det igennem i et par minutter imens du rører i gryden.
Skru ned for varmen og læg låg på. Lad det simr for svag varme i 8-10 min.
Tag låget af gryden og stil det tilside, så det kan køle af imens du steger bøfferne.

Rør alle ingredienserne sammen til farsen og form 8 bøffer. Steg dem i ca. 5 min. på hver side.

Tilbehør:

Grove burgerboller, evt. mine Burgerboller

Samt remoulade til at smøre bund og top på bollen med (kan dog udelades)






tirsdag den 25. december 2012

Ris a´la mande


Jeg elsker ris a´la mande! Det er helt klart en af de bedste ting ved julen.
Og efter at Selleberg kirsebærsauce er opfundet, har det ført desserten til et endnu højere niveau - ingen jul uden den bedste kirsebærsauce, som er dyb rød, ægte og med en ikke for sød smag.


Risalamande til 4 pers.

7 dl. sødmælk
1 dl. vand
1 dl. grødris
1 vanillestang af god kvalitet, evt. polynesisk vanilje
30 g. smuttede og finthakkede mandler
2 spsk. rørsukker
1 nip salt
2 dl. piskefløde

Tilbehør:
God kirsebærsauce fra Selleberg


Polynesisk vanilje

Fremgangsmåde:

Kog vand og ris op med et nip salt i 2 minutter. Tilsæt mælken.

Flæk en vanillestang, skrab kornene ud og tilsæt både korn og stang til mælk og ris.

Lad det koge ved svag varme under låg i ca. 30 min. Tag låget af og kog grøden færdig.
Tag vanillestangen op og kasser den. Afkøl grøden.

Pisk fløden til blødt skum. Rør flødeskum, mandler og sukker i grøden. Smag evt. til med mere sukker.

Tilsæt en hel smuttet mandel, hvis der er mandelgave.

mandag den 24. december 2012

Glædelig jul til alle

Glædelig jul og godt nytår
 
Glædelig jul og godt nytår til alle mine trofaste bloglæsere !
Tusind tak fordi I har lyst til at kigge forbi min blog.
Kærlig hilsen Eva <3
 
 

Waldorfsalat


Her er en klassisk waldorfsalat til juleanden. Den kan laves i mange versioner, både med fløde, mayonnaise eller fed creme fraiche. Jeg foretrækker den som nedenstående med lidt grove stykker æble og gerne lavet på en 9% creme fraiche. Jeg elsker waldorfsalat og spiser det gerne til and, flæskesteg, oksesteg, vildt, mørbrad, forloren hare osv. og alt med brun sauce.

Waldorfsalat, tilbehør til 4 pers.

2,5 dl. cremefraiche 9% eller 18 %
2-3 stængler bladselleri i tynde skiver
25 stenfri druer, halverede
1 øko. æble i små tern, bare lad skrællen være på
1 håndfuld valnøddekerner (ca. 60 g.) hakkede
1 tsk. rørsukker
1 nip salt

Rør cremefraice, sukker og salt sammen. Tilsæt resten og vend det godt rundt.
Pynt evt. med druer og valnøddekerner.

Luksus havregrynskugler med marcipan & kaffe


De her havregrynskugler, med marcipan og kaffe, mmmmm!

De er simpelthem så lækre og kaffesmagen er ikke dominerende, men giver en smule bitterhed til sødmen i dem, så udelad endelig ikke kaffen. Jeg vil mene at de sagtens kan spises af kaffefornægtere.

Havregrynskuglerne bliver lavet flere gange op til jul hjemme hos os, for de forsvinder som dug for solen.


Havregrynskugler med marcipan & kaffe, ca. 30 stk.:

100 g marcipan, groftrevet
75 g havregryn
50 g blødt smør
2 spsk. stærk kold kaffe
4 spsk. flormelis
2 spsk. usødet kakao
1 spsk. vaniljesukker

Kom alle ingredienserne i en skål og rør det godt sammen.

Lad massen stå på køkkenbordet i 15 minutter inden du arbejder videre med den.

Tril til kugler og rul dem i kokos eller i flormelis, så får du fine små snebolde.

Opbevar kuglerne på køl i lufttæt beholder.

søndag den 23. december 2012

Bountykugler


Lækre bountykugler, som er nemme og hurtige at lave og gør sig godt både på julekonfektfadet eller som en lille snack til kaffen.

Jeg har tidligere lavet dem med lys mælkechokolade, så bliver de lidt for søde efter min smag.
I dag har jeg overtrukket dem med 70 % chokolade det blev rigtig godt, den lidt bitre chokolade klæder den søde kokossmag godt.


Bountykugler ca. 25 stk.

150 g. kondenseret mælk
100 g. kokosmel
1 spsk. vanillesukker

Overtræk:
200 g. 70 % chokolade
evt. guldstøv

Hæld den kondenserede mælk samt vanillesukker i en skål. Tilsæt kokosmel og ælt massen godt sammen.
Sæt kokosmassen på køl i 1/2 time.

Gør dine hænder våde ind imellem at du former massen til kugler eller små bars, i den størrelse du foretrækker.

Smelt chokoladen i en chokoladesmelter eller i en skål over vandbad.
Overtræk stykkerne med chokolade og lad dem størkne på bagepapir. Drys evt. med guldstøv.

Sæt dem på køl, til de skal spises.


torsdag den 20. december 2012

Perlespelt-otto med rødbede og feta


Dette er en variation af risotto, lavet på perlespelt, som er lidt grovere end ris. Jeg har tilsat rødbeder og god ost. Retten har en rigtig dejlig umami smag. Nyd den enten som selvstændig ret, eller med en rest kød. Vi fik et par skiver kalkun til, som vi havde til rest fra i går.


2 pers.:

100 g. perlespelt (kan købes i Brugsen)
5 dl. kyllingefond/bouillon
1 lille hakket løg
2 rødbeder i små tern
1 dl. fetaost i små tern
1/2 dl. friskrevet parmesan
2 spsk. æbleeddike
salt og peber
2 spsk. smør
evt. lidt hakket persille som drys

Skyl perlerne godt i en si i koldt vand, og lad dem dryppe godt af.
Svits løget i en gryde, uden at det tager farve. Hæld perlerne i, svits i to minutter og hæld derpå fond/bouillon ved.
Lad det simre under låg i 25 min. Tilsæt rødbederne og lad dem koge med i yderligere 10 min.
Tag gryden fra varmen, tilsæt 2 spsk. smør og parmesanosten. Smag til med æbleeddike, salt og peber og evt. mere parmesan for at fremhæve umamismagen.

Hjemmelavede flødeboller med marcipanbund - de bedste !


Så fik jeg omsider taget mig sammen til at lave de flødeboller, som jeg har haft planer om at lave i flere år. Mums de er gode !! og virkelig nemme at lave. Det som tager længst tid, er at overtrække dem med chokolade. Jeg har taget udgangspunkt i opskriften fra Odense Marcipan, men har ændret på forholdet af ingredienser, da jeg havde guf tilovers til en hel plade kyskager, efter at have fulgt deres opskrift. Jeg har ligeledes tilføjet vanillesukker til skummet.

16 store flødeboller med marcipanbund:

80 g. pasteuriserede æggehvider
150 g. sukker
1/2 dl. vand
1 spsk. vanillesukker

3/4 rulle marcipan (bunde)

Overtræk:
400 g. god mørk chokolade

Drys: kokos, violer, hakkede pistacier, nødder eller andet.

Skær marcipanen ud i 16 stk. 3/4 cm. tykke skiver. Læg dem på bagepapir og bag dem i 8 min. ved 180 grader.

Imens marcipanen bager, koger du sukker og vand op i en lille gryde, til sukkeret er smeltet, ca. 2 min. tager det. Sæt gryden til side.

Pisk æggehviderne let i en røremaskine, og hæld den lune sukkermasse i, i en tynd stråle, imens der piskes ved jævn hastighed. Tilsæt vanillesukker. Pisk nu massen i 15 min. ved høj hastighed.

Hæld guffen i en sprøjtepose (eller frysepose) klip et hul i hjørnet og sprøjt massen ovenpå de afkølede bunde så de står som små toppe

Når du er færdig med at sprøjte guffen på, skal flødebollerne i ovnen igen ved 180 grader i 5 min. Lad dem afkøle i 10 min. før du overtrækker dem.

Smelt chokoladen over vandbad eller i en chokoladesmelter.
Nu skal flødebollerne overtrækkes. Det gøres nemmest ved at holde en flødebolle ind over skålen med chokolade og bruge en ske til at hælde chokoladen over dem. Du får dejlige chokoladefingre, men fortsæt til du er færdig og slik så fingrene, uhmm... !



Drys evt. med kokos, violer eller andet...

Sæt flødebollerne på køl, så de er kolde og chokoladen knækker når du sætter tænderne i dem.
Kan holde sig i 2-3 dage på køl.


Braiseret kalkunbryst


Denne ret har fulgt mig i mange år, den er helt speciel, pga. saucen som kødet simrer i. Det er en intens sauce, som klæder det lyse kød rigtig godt. Prøv den og du vil blive afhængig !
Jeg havde ikke hvidvin i huset da jeg lavede retten forleden, og brugte i stedet en rest hvidtøl. Til min store overraskelse, blev saucen præcis lige så god som den plejer, så hvis du ikke vil ofre en flaske hvidvin på retten, kan du med fordel bruge hvidtøl, eller almindelig øl.
Tilbehøret kan du lave lidt mere spændende, som du ønsker det. Vi fik grov pasta, dampede gulerødder og forårsløg til, for nemheden skyld, og til fordel for familiens yngste.

4 pers.

1 snøret kalkunbryst
4 fed hvidløg i skiver
2 spsk. dijonsennep
1 lille dåse koncentreret tomatpure (70 g.)
3 spsk. balsamico
2 dl. hvidvin, martini, eller hvidtøl
2 dl. hønsefond/bouillon
1 dl. fløde eller 18% madfløde

Snør kalkunbrystet. Dup det tørt, krydr med salt og peber og brun det godt på alle sider i en gryde
Bland hvidvin, sennep, tomatpuré, balsamico, hønsefond og hvidløg, og hæld det i gryden
Lad det simre ved svag varme under låg i 35-40 min.
Tag kødet op og hold det varm under folie.
Hæld fløde i saucen og varm godt igennem.
 
Server evt. med pasta og grøntsager, eller hvad du foretrækker.


fredag den 14. december 2012

Langtidskogt bolognaise med rødvin


Denne bolognaise er kraftig og intens i smagen. Det er ikke en lynret, den skal simre i minimum 1- helst 2 timer, men så får du også smag for alle pengene.
Ingredienserne varierer lidt fra gang til gang, når jeg laver retten. Jeg bruger hvad jeg har i køleskabet, men basis vil være: selleri, gulerødder og evt. champignon. I dag har jeg brugt bladselleri, gulerødder, persillerod og champignoner.

Til 4 sultne voksne:

800 g. hakket oksekød
125 g. bacon i tern
1 stor persillerod, revet
2 hakkede løg
2 hakkede fed hvidløg
3 gulerødder, revet
2 stængler bladselleri, revet
250 g. champignon, hakkede
2 små dåser koncentreret tomatpuré
5 dl. rødvin
kalvefond eller vand
2 laurbærblade
1 spsk. oregano
1 spsk. basilikum
1/2 tsk. cayennepeber (kan udelades)
1 tsk. sukker
Salt og peber.
1-2 dl. fløde

Tilbehør:
Fuldkornspasta, eller spaghetti
(jeg har brugt fuldkornssløjfer fra Barilla)

Svits bacon i en stor gryde. Hæld fedtet fra.
Svits oksekødet godt, tilsæt løg, hvidløg og krydderier.
Tilsæt tomatpuré og rør godt. Tilsæt rødvin og lad det simre i et par minutter, før du tilsætter alle grøntsagerne og det stegte bacon.
Hæld fond/vand ved, til det næsten dækker kødet, der må ikke komme for meget vand i, så forsvinder smagen.
Læg låg på gryden. Lad det SMÅsimre i minimum en time, helst to.
Tag låget af gryden, hæld fløden i og varm godt igennem.

Server med pasta og friskrevet parmesanost.

torsdag den 13. december 2012

Citronfromage med makronfløde


Jeg har egentlig aldrig brudt mig om citronfromage. Husker den fra min barndom som en sur og uinteressant dessert, med trevler af husblas.
Men da jeg så en version lidt a´la denne en dag jeg sad og googlede, med makronfløde på toppen, fik jeg helt vildt lyst til at prøve at lave det selv.
Ifølge mine gæster, min morbror og tante, så sad den lige i skabet. Den smager rigtig friskt af citron, og makronfløden med knas, klæder den rigtig godt.
Jeg bruger trygt friske æg til desserten, der er ikke salmonella i danske æg og jeg bryder mig simpelthen ikke om smagen af pasteuriserede æg.


Citronfromage til 6 personer:
3 æggeblommer
3 æggehvider
3 økologiske citroner, skal og saft heraf
3 blade husblas
110 g sukker
2 dl piskefløde 

Pynt: 
2 dl. piskefløde
75 g knuste makroner

Fremgangsmåde:
Læg husblas i blød i koldt vand i et par minutter, til det er blødt.

Del æggene i blommer og hvider.

Pisk æggeblommer og sukker lyst og luftigt.

Vask citronerne godt og tør dem med køkkenrulle. Riv skallen af alle tre citroner ned til æggesnapsen.

Læg husblassen med det vand som følger med, i en lille gryde og smelt det ved svag varme. Rør den smeltede husblas i æggesnapsen og pisk det godt sammen. Tilsæt presset citronsaft fra de tre citroner.

Pisk hviderne stive og vend dem i æggesnapsen.

Pisk fløden til blødt skum og vend den ligeledes i æggeblandingen.

Anret i portionsskåle eller i en stor skål og sæt fromagen på køl i mindst 2-3 timer før den skal spises. Den kan med fordel også laves dagen før.

Pynt med flødeskum med knuste makroner og spiselige blomster og evt. små kyskager.

onsdag den 12. december 2012

Lammekrone med jordskokkepuré


Har længe haft planer om, at lave lammekroner. Vi elsker lam, og fik det ofte da vi boede på grønland, hvor det bedste lam i verden opdrættes, efter vores smag. Kødet er meget lysere end andet lam, pga. den vegetation de spiser, hvor de opdrættes i det sydlige grønland. Men det er ikke grønlansk lam det handler om i dag.
Kronerne blev købt hos slagteren. Du skal beregne 2 lammekroner til 4 personer. Jeg havde købt tre, for en sikkerheds skyld, men det var alt for meget.
Lammekronen er lammets rygfilet med ribbenene på. Det er et utroligt mørt og velsmagende stykke kød. Sørg for at få et stykke uden rygben, så man kan skære kammen i skiver mellem ribbenene.
Tilbehøret var fennikel og svampe.

4 pers.:

2 lammekroner uden rygben
dijon sennep
honning

Urtetopping:
20 g. smør
2 skiver daggammelt brød uden skorpe
1 spsk. estragon
10 blade basilikum
1 fed hvidløg.

Blend ingredienserne til urtetoppingen.

Drys salt og peber på kødet.
I en stor pande brunes lammet godt på alle sider i olie.


Læg kødet over i en bradepande med skindsiden opad. Smør skindet med sennepen, og derefter med et lag honning.
Pres urteblandingen fast ovenpå sennepen og honningen i et jævnt lag.


Stik et stegetermometer i en af kronerne og sæt dem i en 200 grader varm ovn. Hold godt øje med dem, når stegetermometeret viser 60 grader er kronerne rosa og færdige.

Imens kødet er i ovnen, kan du lave jordskokkepuréen.

Jordskokkepuré:
1 kg. kartofler
300 g. jordskokker
2 fed hvidløg
fløde
Citronsaft, salt og peber.

Kog kartofler, hvidløg og jordskokker møre i vand UDEN salt. Hæld vandet fra, men gem 3/4 dl. af kogevandet.
Mos kartofler, hvidløg og jordskokker med den lille del kogevand du gemte. Passér evt. massen gennem en sigte. Justér med piskefløde til konsistensen er passende og smag til med salt og peber, og lidt citronsaft for at nedtone sødmen i jordskokkerne.

Sauce
1 tsk sorte peberkorn
1 tsk stjerneanis
1 dl rødvinseddike
1 liter lamme- eller kalvefond
1 spsk smør, koldt
Salt og peber
Citronsaft, efter smag

Rist peberkorn og stjerneanis i en gryde, til det begynder at dufte dejligt i køkkenet. Tilsæt rødvinseddike, og kog eddiken, til den bliver helt tyk og sirupsagtig.
Tilsæt lamme- eller kalvefond, og kog ned, til der er ca. 1-2 dl tilbage. Lad det simre uden låg. (det tager lidt tid, men du kan evt. lave saucen dagen før, eller tidligere på dagen)
Si saucen over i en gryde, pisk smør i lige inden servering, og smag til med salt og peber og lidt citronsaft.
Jeg lagde lidt brombær i saucen lige inden servering.

Tilehør:
Ristede svampe og fennikel

Rødbede æblesalat med tahindressing


Salaten her har jeg fundet på bloggen  http://vanloseblues.blogspot.dk/ Hun kalder salaten for tøsesalat, jeg synes nu ikke at den er specielt tøset. Salaten kan laves hele året.
Dressingen er helt speciel med dominans af tahin.
Har lavet lidt ændringer til opskriften, skriver den som jeg lavede den.


Tilbehør til 4 pers.:
3 gulerødder
2 rødbeder
1 revet æble
1/4 fint snittet kål ( hvid, rød eller spidskål)
evt. 1/2 dåse røde kidneybønner
2 spsk sesamfrø

Dressing:
50 g tahin
1 fed hvidløg
Saften af 1 citron
1 lille håndfuld persille (kan udelades)
Salt og peber
1/2 dl vand
Evt et nip cayennepeber
Piskes godt sammen til den er ens og cremet.


Skræl gulerødder og rødbeder og riv dem groft.
Snit kålen fint og vend dem med gulerødder, revet æble og rødbeder.
Vend dressing i og drys med sesamfrø.

Asiatisk salat


Forleden dag, var jeg så heldig at få lov til at kokkerere sammen med eleverne, på den efterskole hvor jeg arbejder. Deres søde lærer Birgitte, foreslog at vi skulle lave mad efter opskrifter fra bloggen her, og valget faldt på hjemmelavede forårsruller og crispy peanutbutter/chili kylling.
Disse to retter skulle ledsages af en salat, gerne en grov og asiatisk præget, så jeg fandt på denne salat, bestående af gulerødder, snackpeber, friske sukkerærter og hvidkål.
I skolens køkken fandt jeg den dejligste sesamolie/sesamvinaigrette, som jeg blandende med sød chilisauce, citronsaft og soya. Den dressing der kom ud af det smagte bare fantastisk. Sesamolien som var fra Hellmanns (og vist nok kun sælges til storkøkkener) smagte meget intenst af ristede sesamfrø, og tilførte dressingen en helt speciel smag. Har lige bestilt en flaske, og glæder mig vildt til at få den, så jeg kan eksperimentere med flere dressinger.


Asiatisk salat:

Fintsnittet hvidkål
Gulerødder, rød peber og sukkerærter skåret i julienne.
Evt. bønnespirer
Ristede sesamfrø til drys.

Bland alle grøntsagerne i det forhold du bedst kan lide.

Rør en dressing af:

1 dl. sød chilisauce
3/4 dl. sesamolie
2 spsk. citronsaft
2 spsk. soya

Hæld dressingen over salaten og bland den godt sammen.
Drys med ristede sesamfrø.

Følg mig på Facebook. og så mange flere opskrifter i bonus, samt små glimt fra mit liv.



søndag den 9. december 2012

Gratinerede ciabattabrød


I dag skulle aftensmaden være hurtig og nem. Disse ciabattabrød lavede jeg tit, da jeg i sin tid boede på Frederiksberg og skulle leve af en elevløn.
Denne variant er med skinke, champignoner, tomater ost, osv. men fyldet kan varieres efter smag.
Til børn, kan du evt. udelade dijonsennep.

Ciabattabrød, evt. grove
Skinke i strimler
Tomater i skiver
Champignon i skiver
Revet ost
Tomatpuré, en lille dåse
Dijonsennep
Timian og oregano til drys

Tænd ovnen på 260 grader.

Halvér brødene. Smør et tyndt lag dijonsennep på, derefter et lag tomatpure, så champignoner, skinke, tomatskiver og ost. Drys med krydderier og bag i ca. 8-10 min.

Karamelkonfekt med ristede hasselnødder og chokolade


Inspirationen til denne lækre, lækre konfekt, har jeg fået af min veninde Camilla.
Den består af en mørdejsbund - jeg har brugt den fra pæretærten som også er her på bloggen og fyldet er karamel lavet på kondenseret mælk, samt masser af ristede hasselnødder og hvid og mørk chokolade på toppen - whats not to like ?
Jeg har reduceret sukkermængden i karamellen til det halve, er nemlig ikke til alt for sød konfekt.
Hvis man kan lide snickerskage vil denne også være et hit !


Til en springform eller tilsvarende firkantet form

Mørdejsbund:
150 g. mel
75 g. mandelmel (blend mandlerne fint)
100 g. koldt smør
50 g. flormelis

1 æg

Karamelmasse:
1 dåse kondenseret mælk
50 g. lys muscovadosukker (det havde jeg ikke, så brugte farin, men alm. sukker eller rørsukker kan bruges)
100 g. smør

75 g. ristede hasselnøddekerner
Ristes i ovnen i ca. 8-10 min. ved 200 g. (hold øje med dem, ovne varmer forskelligt)
Nuldres fri for de mørke hinder i et viskestykke, hakkes rimelig fint.

Chokolade til pynt:
50 g. hvid smeltet chokolade
50 g. mørk smeltet chokolade

Skær smørret i mindre stykker og smuldr det i melet. Tilsæt flormelis og derpå æg.
Ælt det hele sammen. Form en klump af dejen, svøb den i husholdningsfilm og læg den evt. i køleskabet i 30 min.
Dejen er meget blød, så det er nemmest, bare at presse den ud i formen med hænderne og med hjælp fra filmen.
Sådan ser den ud når den er presset ud i formen.
Bag den nederst i en 175 grader varm ovn i ca. 20 min. Hold øje med at den ikke bliver mørk.

Hæld kondenseret mælk, smør og sukker i en gryde, og varm det langsomt op. Lad det stå og simre ved svag varme, indtil konsistensen er som tyk og flydende karamel. Du kan lave en prøve, ved at hælde en lille klat i et glas koldt vand, hvis den holder på formen, er karamellen klar.

Hæld den varme karamel over den bagte mørdejsbund og drys hakkede nødder ovenpå
Sådan ser den ud, nu er den klar til at komme på køl.

Tag den ud efter et par timer og pynt med streger af mørk og hvid chokolade.
Skæres ud i små firkanter.


Og nu ville den normale kagespiser skrive, at kagen skal spises i små stykker og ikke for mange ad gangen, for så bliver det vammelt. Den stopklods har jeg dog ikke hvad angår kage, desværre :-)
God fornøjelse !



Citronpasta lynhurtig


Denne pastaret er lækker og lynhurtig at lave. Vi fik den som tilbehør til en rest frikadeller fra fryseren, på en af de dage, hvor køleskab og fryser blev indevendt, for at undgå at handle.
Ofte får vi den som tilbehør til grillet eller stegt laks, eller blot som selvstændig ret.


2 pers.

250 g. fuldkornsspaghetti, eller anden pasta
2,5 dl. piskefløde eller 18 % madfløde
Saft og skal fra en økologisk citron
1/2 dl. friskrevet parmesan eller peccorino
1 æggeblomme
Salt og peber

Kog pastaen til den er al´ dente. lad den dryppe af i en si imens du laver saucen.

Varm fløden godt igennem i en gryde. Tilsæt ost, citronskal og saft og rør til osten er smeltet. Tag gryden fra varmen og pisk æggeblommen i. Tilsæt spaghetti og varm den i saucen i et par minutter, men pas på at saucen ikke koger. Smag til med salt og peber.

Servér med et drys parmesan og evt. lidt citronskal.

Har fået denne LÆKRE ost af vores italienske venner. En af de bedste oste jeg til dato har smagt, tusind tak Birthe og Michi ! Den er brugt i ovenstående pastaret og gav retten rigtig meget smag.

fredag den 7. december 2012

Brunkager Blomsterbergs


Så er det tid til at julebage. Denne opskrift af Mette Blomsterberg, har udkonkurreret den gamle, og ellers meget populære familieopskrift. De er super gode, indeholder hele mandler og pistacienødder, og en masse andet godt.

Til mange brunkager:

250 g smør
125 g lys sirup
250 g farin
3 tsk stødt kanel
1 tsk stødt nellike
2 tsk stødt ingefær
1 tsk stødt allehånde
500 g hvedemel
60 g syltet appelsin i tern
150 g hele mandler (smuttede)
40 g usaltede pistaciekerner
2 tsk potaske
1 spsk koldt vand


Smør, sirup og farin smeltes for middel varme, til det er ca. 70 grader.
Tag gryden af varmen.
Bland kanel, nelliker, ingefær, allehånde og hvedemel, tilsæt syltet appelsin, mandler og pistacienødder.



Hæld smør/sukkermassen sammen med melblandingen. Potasken og vand røres sammen i en kop og hældes i dejen, der æltes ensartet i en røremaskine.

Kom dejen i en brødform, foret med bagepapir eller film på både bund og sider. Pres den godt ud i formen, og dæk toppen med film.
Afkøles ved stuetemperatur til næste dag, hvor den udskæres i 2 lange baner. Hver bane skæres i tynde, men hele skiver, bages på bagepapir ved 180 grader ca. 9-12 minutter.
Afkøles på bagerist og opbevares i dåse med tætsluttende låg.

torsdag den 6. december 2012

Græskarsuppe


Der findes rigtig mange opskrifter på græskarsuppe. Dette er til dato den lækreste suppe i den kategori, at jeg har smagt.
Den er på samme tid sød og syrlig og den knasende topping klæ´r suppen og fuldender smagen.
Og så er den lynhurtig at lave. Når græskarret er bagt, er arbejdsgangen bare 10 min.

Forret til 4 pers:
1 hokaido-græskar
6 dl hønsebouillon eller vand
1/2 - 1 dl. piskefløde eller madfløde (jeg brugte 18 % madfløde)
1 fed hvidløg
4 spsk æbleeddike
salt og peber
1 lille bundt basilikum
4 skiver brød
50 g græskarkerner
1 spsk olivenolie og salt


Vask græskaret, og sæt hele græskaret i ovnen i ca. 50 min. ved 200 grader.
(Sådan ser græskar´et ud når det er bagt)
Flæk det og tag kernerne ud. Skrab kødet ud med en ske og hæld det i blenderen. Tag gerne skrællen med.
Kom kogende bouillon og hvidløg i blenderen. Blend det hele godt igennem og smag til med eddike, salt og peber. 
Hæld det over i en gryde, tilsæt fløde og varm suppen igennem.

Riv brødet i mindre stykker og rist dem sprøde i 1 spsk. olivenolie på en pande sammen med græskarkernerne. Drys salt ud over og rør rundt.

Vend brød og græskarkerner med grofthakket basilikum og drys det over suppen ved servering.

onsdag den 5. december 2012

Farsbrød med timian, hasselnødder og bacon


En klassiker, og en dejlig vinterret, som hele familien kan lide.

4 pers.

500 g hakket kalv og flæsk
1 stort løg, revet
100 g knoldselleri, fintrevet
1 spsk timian, finthakket, eller 1 spsk. tørret
1,5 dl mælk
2 skiver daggammelt brød uden skorpe, smuldret
100 g. fetaost i mindre stykker
1 dl. hasselnøddekerner, hakket groft
100 g bacon i skiver
salt + peber
ca. 800 g kartofler
2-3 spsk jomfruolivenolie
evt. 1 spsk tørret timian

Tilbehør: stegte champignon med bacon og råkost, se nedenfor.

Bland kød, løg, knoldselleri, timian, mælk, smuldret brød, feta, hasselnødder, salt og peber.
Rør farsen til den er godt blandet, og form den derefter til et aflangt, bredt farsbrød, som lægges i en bradepande med bagepapir. Læg baconskiverne over farsbrødet.

Skræl og skær kartoflerne i stave eller både og læg dem sammen med farsbrødet. Dryp med olivenolie og og drys med salt, peber og tørret timian. Bag farsbrød og kartofler ved 180 grader i ca 1 time.


Råkost:

1/4 hvidkål, snittet fint
1 rød grapfrugt, skåret i fileter
1 lille håndfuld tørrede tranebær
lidt hakkede hasselnøddekerner.
Bland alle ingredienserne og pres hinderne fra den fileterede grape over råkosten.




lørdag den 1. december 2012

Mexicanske tortillas med oksekød fedtfattig


Inspirationen til denne opskrift har jeg hentet i en opskrift fra hjerteforeningen. Har dog ændret en del på den. Hvis du ønsker den helt fedtfattige version, så udelader du bare cheddarosten.
Guarcamolen smager rigtig godt, når den blendes med en peberfrugt.

4 pers.

8 fuldkorns tortillaer
500 g. hakket oksekød 3-7 %
4 store gulerødder, revet
1 løg, revet
1 fed hvidløg, presset
1 glas medium (eller hot) tacosauce
1 spsk, oregano

Grøntsager:
majs
salat
tomater
forårsløg

Cheddarost.

Grøn salsa:
2 modne avocadoer
1 gul peberfrugt
Saften fra 1/2 citron
1 fed hvidløg
evt. lidt syltet jalapeno

Blend alle ingredienser til salsaen. Smag den til med salt og peber.


Svits kødet godt. Tilsæt gulerødder, løg, hvidløg og oregano. Derefter tacosauce. Varm igennem i 5 min.

Gør grøntsagerne klar, skær dem i mindre stykker.


Varm tortillaerne (se pakkens anvisning) jeg varmer hele stakken i microovnen i 1 min.

Læg salat, kød, grøntsager, salsa og ost på og rul.