torsdag den 31. maj 2012

Spicy majsklatkager




Squash, chili, ingefær, hvidløg og skalotteløg svitses


Klatkagerne steges



Disse majsklatkager er fra Nanna Simonsens bog "Smag på Danmark"  De er rigtig lækre !
Jeg har ændret en anelse på opskriften, har bl.a. udeladt frisk koriander, som ikke lige er min favorit. Der skulle også citrongræs i, det kunne jeg desværre ikke finde i dag.

De er gode som tilbehør til al slags kød synes jeg. I dag fik vi muscovadoglaserede kyllingelår til (opskriften er et andet sted her på bloggen), samt salat med vinaigrette.

4 personer:

70 g. hvedemel
5 spsk. mælk
2 æggeblommer
1 1/2 spsk. thai fishsauce
salt og peber
1/2 tsk. sukker
2 fed hvidløg fint hakket
1 skalotteløg fint hakket
1 stykke frisk ingefær på ca. 1 cm. revet
1 rød chili fint hakket (med eller uden kerner, bestem selv styrken)
1/2 squash i tern på størrelse med majskorn
1/2 stilk citrongræs, snittet i papirstynde skiver
1/2 tsk. karry
2 spsk. olie
200 g. løse majs
reven skal af 1 økologisk lime
2 æggehvider
olivenolie til stegning
limebåde til servering.

Rør mel, mælk og æggeblommer til en dej. Tilsæt fishsauce, limeskal, salt, peber og sukker. Lad dejen hvile i ca. 20 min.

Sauter imens citrongræs, hvidløg, skalotteløg, ingefær, karry, squash og chili på panden i lidt olivenolie. Det skal kun sauteres i et par minutter. Sæt panden til side.

Vend majskernerne i dejen sammen med de sauterede grøntsager.
Pisk hviderne stive og vend dem forsigtigt i dejen.

Varm olien på en stegepande og sæt dejen i klatter med en ske. Steg dem til de er gyldne. De skal kun have et par minutter på hver side.
Læg dem på fedtsugende papir inden servering.

Sådan fik vi dem:








onsdag den 30. maj 2012

Fougasse med mozzarella & parmaskinke








Dette brød har gået sin sejrsgang hos os rigtig mange gange.
Det er super lækkert både som snack og som tilbehør til tomatsuppe, eller andet mad.
Gæster spørger altid efter opskriften, så kast dig bare ud i det, en sikker succes!


Fougasse -snackbrød til 6-8 personer.:

25 g. gær
4 dl. lunkent vand (bland 1 dl. kogende med 3 dl. koldt)
1 tsk. salt
150 g. durummel
ca. 400 g. hvedemel
ca. 150 g. grøn pesto min hjemmelavede pesto eller pesto verde fra Netto
70 g. lufttørret parmaskinke
200 g. frisk mozzarellaost
Olivenolie til pensling
Flagesalt til drys

Rør gæren ud i lunkent vand, tilsæt salt og durummel. Kom hvedemelet i lidt ad gangen.
Ælt dejen godt igennem og lad den hæve i 1/2 time dækket med plastfilm.

Rul dejen ud til en stor firkant (se ovenfor) og smør med pesto. Fordel parmaskinke og mozzarellaost i tynde skiver på den ene halvdel og fold den anden halvdel hen over.
Skær nogle snit i brødet og lad det hæve i 30 min.

Pensl med olivenolie og drys med flagesalt. Bages ved 250 g. i ca. 15 min.

Spis det lunt. Brødet er fryseegnet.


Sådan ser Pesto Verde ud:

Findes på køl i Netto


tirsdag den 29. maj 2012

Sommergryde med oksekød, pasta og kål




Mager creme fraiche og sød chilisauce på toppen



Denne ret hedder også Amagergryde eller Hollandsk biksemad, men jeg har dog udeladt kartofler og toppet med en mager cremefraiche samt sød chilisauce.

Jeg køber normalt ikke gulerødder i denne tid, før de nye danske kommer, de er nemlige både smag- og farveløse. Har dog gjort en undtagelse i dag til denne ret, og det går an, da retten er krydret.


Til 2 godt spisende voksne + 1 barn i to dage


600 g. magert hakket oksekød fra slagteren
4 store gulerødder, skåret i mønter
300 g. strimlet hvidkål (eller spidskål)
2 porrer i ringe
1 æble i tern
evt. en håndfuld rosiner
4 spsk. karry
3 spsk. olivenolie
1/2 tsk. cayennepeber
250 g. kogt fuldkornspasta
Salt & peber

Topping:
6 % creme fraiche
Sød chilisauce

Kog pastaen, overhæld den med koldt vand og lad den dryppe af i en si.

Varm olien i en gryde og "brænd" karryen af heri. Tilsæt oksekødet og svits det ved høj varme.
Tilsæt gulerødder, kål, porrer og cayennepeber og lad det simre for middel varme i ca. 10 min. Der skal stadig være "bid" i grøntsagerne. Vend pastaen i til sidst og varm igennem i et par minutter.
Smag til med salt og peber.



torsdag den 24. maj 2012

Sprøde snacks med feta, daddel og pinjekerner



Filodej delt i 4 stykker


Pensles med æggehvide og fyld fordeles


Rulles og halveres

Sprøde snack velegnet til en buffet eller velkomstdrink.

Jeg var på åfart i går og havde lavet disse snacks til sejlturen. De blev dog bløde af at blive pakket ned, så det kan ikke anbefales. De skal nydes umiddelbart efter de er kommet ud af ovnen, sprøde og varme.

Ca. 20 stk.

125 g. dadler med sten (eller 100 g. uden sten)
2-3 cm. skrællet og revet ingefær
300 g. god feta
70 g. ristede pinjekerner
1 æggeblomme
3-4 plader filodej
1 æggehvide til pensling

Udsten dadlerne og hak dem fint.
Mos osten og bland den med ristede pinjekerner, revet ingefær samt hakkede dadler og rør det sammen med æggeblommen.

Del filodejen i 4 dele. Pensl med æggehvide og læg fyldet på som vist ovenover. Bøj den anden ende over fyldet og rul den stramt sammen.

Pensl. alle rullerne med æggehvide og bag ved 180 g. i ca. 15-20 min til de er gyldne og sprøde. Afkøl på en rist.


Små omeletter med chili con carne



Denne ret er fra bogen "Lækker mad uden kulhydrater"
En slankebog med vildt lækre retter i rigelige portioner !

Opskriften er på denne ret, svarer egentlig til et aftensmåltid, hvor resterne så skal bruges til denne frokostret dagen efter.
Det er en ret stor portion, men det er det som kuren handler om; få (eller ingen) kulhydrater og masser af protein. Og det er bare effektivt, hvis du skal tabe dig !
Hvid det ikke handler om vægttab, så serverer du bare ris og brød til.

Chili con carne:

1 kg. hakket oksekød ca. 3-7 % fedt (køb ordentligt kvalitetskød hos slagteren)
2 løg
3 store fed hvidløg
lidt olivenolie
1/2 aubergine
2 røde chili
1 lille dåse koncentreret tomatpuré (70 g.)
1 dåse hakkede tomater
2 tsk. oregano
1 tsk. spidskommen
1 tsk. kakao
1 stor squash
1 rød + en grøn peberfrugt (jeg skiftede dog den grønne ud med en gul)

Creme fraiche 18 %
Tabasco sauce
Salt og peber.

Skær auberginen i skiver og drys dem godt med salt og stil dem til side.

Steg kødet ved kraftig varme imens du rører hele tiden. Tilsæt hakkede løg, salt, peber og hvidløg samt de andre krydderier.
Tilsæt tomatpuré og fyld dåsen herfra med vand tre gange og tilsæt dette (det kan umiddelbart virke som om at det er for lidt vand, men det passer fint, for grøntsagerne afgiver også vædske)
Tilsæt til sidst de hakkede tomater.

Retten simrer under låg i 20 min.

Skyl saltet af aubergineskiverne og skær dem + squash i tern på ca. 1,5 x 1,5 cm.
Peberfrugterne befries for kerner og skæres i tern. Chilierne skæres i skiver (du skal ikke fjerne kernerne) Alle grøntsagerne svitses godt og tilsættes retten som simrer yderligere i 10 min.

Serveres rygende varm med en klat cremefraiche på toppen. (Husk INGEN ris, hvis det handler om vægttab!!)

"Crepes" til næste dag:

1 spsk. hvedemel med top (ca. 25 g.)
2 æg
2 dl. sødmælk
olivenolie
salt og peber.

I opskriften står der at man får 7 crepes ud af denne portion. Jeg fik kun fem -på en lille pande endda, så de skal vist være ret tynde.

Bland alle ingredienserne i en foodprocesser (eller i skål med håndmixer)
Mæt et stykke køkkenrulle med olivenolie og "tør" panden af før hver stegning.

Til frokosten næste dag anrettes to crepes pr. person, med snittet iceberg, lunet chili con carne samt cremefraiche på toppen.

Sådan ser bogen ud:




tirsdag den 22. maj 2012

Bearnaise sauce





Jeg var til middag hos min søde veninde Mette i lørdags. Hun havde lavet det lækreste mad, som jeg stadig drømmer om. Vi fik bl.a. hjemmelavet bearnaise.
Jeg har faktisk aldrig lavet en bearnaise før, har flere gange taget tilløb til det, men pga. den store mængde smør som skal i, har jeg hver gang fundet et andet alternativ.
Men nu skulle det altså være, og den står jo slet ikke mål med købe bearnaiser, så du er hermed advaret; hvis du prøver denne sauce, så køber du aldrig mere en færdig sauce !
Lad dig ikke afskrække af processen, som umiddelbart ser lidt svær ud, det er den ikke ! Det du skal passe på er, at saucen ikke koger.


Til 3-4 pers.

250 g. økologisk smør
4 spsk. hvidvinseddike
4 spiseskefulde hvidvin (kan erstattes med vand)
1-2 skalotteløg
1 bundt estragon eller 2 spsk. tørret –hvis du ikke kan opdrive frisk !
3 æggeblommer
Lidt citronsaft
Salt
Hvid peber

Klar smøret: Smøret opvarmes langsomt. Når det er smeltet hældes den klare del over i en ny skål og det hvide bundfald kaseres.

Kog den hjemmelavede bearnaiseessens: Stokke fra den friske estragon, eddike, hvidvin, finthakket skalotteløg, lidt salt og peber kommes i en gryde og koges indtil lidt under halvdelen er tilbage. Si essensen over i en ny gryde.
Pisk æggeblommerne i gryden med essensen til det skummer og stivner lidt. PAS PÅ at det ikke koger !
Pisk herefter smørret i, i en tynd stråle, imens du pisker konstant.
Sidst men ikke mindst tilsættes hakkede estragonblade, citronsaft og salt og peber efter behov.

søndag den 20. maj 2012

Blomkålssalat




De fleste kender broccolisalat med bacon, rosiner og solsikkefrø. Denne salat er en variant over samme tema - bare med blomkål, små grove pastaer og en mager dressing.
Det er oprindelig en Lone kjær opskrift, som jeg har ændret lidt på, ved bl.a. at tilføje 4 gange så meget bacon som i den originale opskrift, da jeg har en meget baconhungrende mand i huset ; )


Tilbehør til 4 personer

100 g. små grove pastaer, kogt aldente
200 g. bacon i tern, sprødstegt og afdryppet på køkkenrulle
2 spsk. ristede græskarkerner
1 lille blomkål, delt i små buketter
1 rødløg, hakket fint
50 g. rosiner.

Dressing:

1 dl. yoghurt naturel, eller skyr
2 spsk. god mayonnaise
1/2 spsk. rødvinseddike
1/2 tsk. dijonsennep
salt & friskkværnet peber.

Bland alle ingredienserne i en stor skål. Rør dressingen godt sammen og vend den i salaten. Drys på toppen med lidt bacon og græskarkerner.

Egner sig som tilbehør til al slags kød.

fredag den 18. maj 2012

Pulled Pork


Flå kødet med to gafler


I burgerbolle med coleslaw



I aften har vi fået pulled pork, som er en af mine livretter.

Opskriften på marinaden har jeg hentet fra Klidmoster  http://klidmoster.dk/ 

Jeg har dog nogle gange brugt en færdig barbecuesauce til marinade, her kan jeg anbefale Kraft Barbecuesauce

Burgerbollerne er mine egne grove.

12 store burgerboller

3 dl. lunkent vand
25 g. gær
½ dl. olie
1 æg
3 spsk. Sukker
1 tsk. Salt
100 g. fuldkornshvedemel
500 g. hvedemel
Pynt:
1 æg til pensling
Sesamfrø

Opløs gæren i det lunkne vand og tilsæt de øvrige ingredienser. Ælt dejen godt og lad den hæve i ca. 30 min.
Form 12 boller, tryk dem flade og prik overfladen med en gaffel. Lad dem hæve til dobbelt størrelse i ca. 40 min. Pensl med æg og strø sesamfrø på.
Bages ved 225 g. i ca. 10 min –eller til de er fint gyldne !

Marinaden til pulled pork:

2 dl ketchup
2 spsk ahornsirup
2 spsk HP sauce
2 spsk sennep (dijon eller French's)
2 spsk soya
2 spsk olivenolie
2 tsk røget paprika
2 tsk Rash el hanut eller lidt cayenne, oregano og spidskommen
2 fed hvidløg
1 stk frisk rød chili
1 stk tørret chili
1 kg nakkefilet
Dagen før grissebassen skal bruges skal den marineres. Blend alle ingredienserne til marinaden og kom den i en frysepose sammen med nakkefileten. (Jeg stikker nakkefilet med en tynd skarp kniv, så marinaden bedre kan trænge ind). Læg kødet i køleskabet og lad det trække mellem 6-18 timer.

På selve dagen tændes ovnen på 110°C. Kom kødet med marinaden i en stegegryde som kan gå i ovnen og tilsæt 2 dl vand, læg låg på (her skal du sikre dig at dit låg kan gå i ovnen, hvis der er plastgreb på, kan det på de fleste gryder skrues af)

Efter ca 7-10 timer er kødet færdigt (det skal ha' en centrumtemperatur på mindst 94°C).
Si stegeskyen og gem den.
Hiv nakkefileten fra hinanden med 2 gafler (deraf navnet pulled pork). Kom det op i et fad og dryp lidt af stegeskyen over.

Server kødet i gode boller sammen med coleslawen og barbecuesauce.



Coleslaw, 1 stor skål:

400 g. fintsnittet hvidkål
200 g. revet gulerod
4 spsk skyr eller mager cremefraiche
2 spsk. mayonnaise
1 spsk. ravigotte eller sød sennep
1 tsk dijonsennep
1 spsk. æblecidereddike
1/2 tsk. spidskommen
Salt & friskkværnet peber
Bland dressingen sammen, hæld den over grøntsagerne og bland godt. Lad det trække i mindst 1/2 time før du skal spise det.

tirsdag den 15. maj 2012

Appelsin-Is



Denne is er min yndlings is. Makronerne giver en marcipanagtig smag, appelsinen er syrlig og sød på samme tid. Og så er den hurtig at lave : )


Ca. 6 pers.

3 pasteuriserede æggeblommer
1 dl. flormelis
5 dl. økologisk piskefløde
fintreven skal af 1 økologisk appelsin
2 spsk. Grand Marnier (kan udelades)
50 g. hakket mørk chokolade 70 %
100 g. makroner, let knuste (jeg putter dem i en frysepose og slår på dem med en kødhammer)

Pisk æggeblommer og flormelis lyst og skummende. Pisk fløden stiv.
Bland likør og appelsin i æggemassen og vend fløden i med lette tag.
Vend knuste makroner og hakket chokolade i til sidst.

Frys isen i en egnet beholder i mindst 5 timer før den skal bruges.

Quesodillo´s med kylling, ost og spinat




Tomat- og mangosalsa



Plukket kylling


Inden den foldes



Klar til panden




I aften har vi fået Quesodillo´s som er en ret tidskrævende ret. Hvis Du har hjælp til at snitte, vil det gå langt hurtigere, men jeg synes det er indsatsen værd.


8 quesodillo´s

250 g. hvedemel
100 g. speltmel
6 spsk. jordnøddeolie
lidt salt
2  1/2 dl. lunkent vand

Fyld:

400 g. kyllingefilet, kogt i bouillon og plukket i stykker
75 g. frisk babyspinat (svarer til en lille salatbakke) Skyl grundigt og hak let.
2 fed hvidløg, presset
100 g. revet emmentaler
16 soltørrede tomater i olie

Tomat-mango salsa:

1 mango
400 g. tomater
1/2 agurk, skrællet og fri for kerner
2 forårsløg
1/2 dl. jordnøddeolie
1 finthakket rød chili
lidt stødt spidskommen, rørt op med saften fra 1 økologisk lime.
Evt. 1/2 bundt frisk koriander

Guarcamole

1. Stil mangofrugten på højkant og skær de to frugtsider af, ved at skære igennem så kniven følger stenen. Skær skrællen væk. Skær mango, agurk, tomater og chili i små tern og vend det hele sammen.
Hæld limesaften over og stil det på køl imens du laver fyldet.

2. Rør alle ingredienser til dejen sammen og ælt den til en fast dej. Del den i 8 dele. Rul hver del ud til en pandekagefacon.

3. Smør dejen let med presset hvidløg og riv ost på og byg færdig med spinat, kylling, 2 soltørrede tomater, samt friskkværnet salt og peber til sidst.
Fugt kanten med vand og fold den over og pres den sammen med en gaffel.

4. Varm en pande godt op og hæld lidt olie på til 1. stegning (ikke nødvendigt med mere olie til de næste). Steg quesodillo´erne et par minutter på hver side, til de er sprøde og gyldne. Tryk dem mod panden når du lægger dem på.

Servér med salsa og guarcamole.



Svampelasagne med spinatbechamel





Svampelasagne med spinatbechamel

8 pers.

1 kg. hakket oksekød
18-20 fuldkorns lasagneplader
1 løg
3 fed hvidløg
1 spsk. tørret rosmarin
2 spsk. tørret timian
500 g. marksvampe (eller blande svampe eller champignon)
3 ds. koncentreret tomatpuré (a ca. 150 g. pr. stk.)
5 store tomater
100 g. reven parmesanost
salt & peber

Spinatbechamelsauce:

75 g. smør
3 spsk. mel
8 dl. mælk
revet muscatnød

300 g. babyspinatblade - skyllet grundigt i flere hold vand.

Salat af:
Romainesalat
Små søde tomater
Rødløg
Grønne bønner i små stykker
Avocado
Saft af 1/2 citron samt 1 tsk. honning piskes sammen til dressing.

Kødsauce:

Svits kødet i en gryde, tilsæt hakket løg og hvidløg, samt rosmarin og timian, lad det brune godt imens du rører hele tiden. Tilsæt grofthakkede svampe og tomatpuré og lad det sautere i 5-10 min.
Smag til med salt & peber. Sluk for kødsaucen og tilsæt tomater i grove tern. Tilsæt evt. lidt vand, hvis saucen føles for "tør".

Bechamel:

Smelt smørret i en gryde ved svag varme. Tilsæt melet og rør klumperne ud. Tilsæt mælken lidt ad gangen og bag saucen op til den har en passende konsistens. Hak spinaten groft, tilsæt den og lad den "koge" med i et par minutter. Smag til med salt, peber og muscatnød.

Byg lasagnen op, med sauce, bechamél og lasagneplader. Slut af med bechamel og drys parmesan over hele toppen.

Bages ved 200 g. i ca. 35-40 min.

Server salat til.



Fødselsdags-mormor-boller


Fødselsdags-mormor-boller

Rigtig bløde og lækre : )


18 store boller:

600 g. hvedemel
2 dl. mælk
250 g. smør
3 æg
50 g. gær
45 g. sukker
1 tsk. salt

(1 æg til pensling)

Smelt smørret i en lille gryde, tilsæt mælken og rør til den er "lillefingervarm"
Hæld mælken i en skål og opløs gæren heri.
Tilsæt sukker, salt, mel og æg til sidst.
Ælt dejen godt og lad den hæve lunt og tildækket i 45 min.
Slå dejen ned og form 18 boller. Lad dem hæve i ca. 20 min.
Pensl med æg og bag i ca. 10-12 min. ved 200 g. varmluft.

fredag den 11. maj 2012

Muscovadoglaserede kyllingelår


Muscovadoglaserede kyllingelår med ovnkartofler og avocadosalat

4 pers.

15 kyllingelår

250 g. muscovadosukker
2 spsk. vand
4 tsk. friskrevet ingefær
1 finthakket rød chili

Tænd ovnen på 180 g. varmluft.

Læg kyllingestykkerne i en bradepande beklædt med bagepapir og sæt dem i ovnen i 30 min.

Kom muscovadosukker og vand i en gryde og kog det op, indtil sukkeret er smeltet. Tilsæt frisk ingefær og chili og kog blandingen i yderligere 5 min. til det begynder at tykne.

Fordel blandingen over kyllingelårene og steg dem yderligere i et kvarter, til lårene er gyldne.

Kartofler:

Skær kartofler i mindre stykker og kog dem i 7 min. i saltet vand.
Bred dem ud på en bageplade med bagepapir og hæld olivenolie over, drys med salt, peber og rosmarin. Bag dem sammen med kyllingelårene til de er sprøde.

Avocadosalat:

Babyspinat
små aromatiske tomater
avocado i tern
saltede græskarkerner eller ristede pinjekerner
evt. feta i tern, skåret af et helt stykke.
Dressing: 4 spsk. olivenolie, 2 spsk. æbleeddike, 1 tsk. dijonsennep, 1 tsk. honning, salt og peber. Piskes sammen og hældes over salaten lige inden servering.






Toscansk Pastaret




Inspirationen til denne ret, har jeg fundet i Sif Orellana´s bog "Krudtugler og Kanelsnegle.

Jeg bladrede forbi den mange gange, før jeg kastede mig ud i at lave den, der skal nemlig bruges hakket svinekød i retten, og det synes jeg ærligtalt lød uforeneligt til en kødsauce, men tag ikke fejl, det smager vidunderligt. Opskriften er dog ikke helt som Sif´s, jeg har ændret lidt på den. Skriver den som jeg lavede den;


Toscansk Pastaret 4 pers.:

500 g. hakket svine- eller kalvekød 3-7 %
100 g. mager bacon
100 g. chorizo
4 fed hvidløg
1 stort løg
250 g. champignon
2 dåser økologiske hakkede tomater
1 tsk. sambal oelek (eller 1 spsk. hvis du ønsker retten lidt spicy)
1 1/2 dl. fløde (eller fløde 13%)
1 tsk. oregano
1 tsk. sukker
Salt og peber

Hak hvidløg, løg, chorizo og bacon fint. Svits det i en gryde og tilsæt det hakkede kød og brun det godt.
Tilføj finthakkede svampe og sambal oelek og lad det varme godt igennem med de øvrige ingredienser.
Tilsæt tomater, fløde, sukker og krydderier og lad det simre 10 min under låg.

Server med fuldkornspasta, drys af frisk parmesan og en god salat : )

søndag den 6. maj 2012

Hjemmelavede hotdogs



Fritérede løg




Hjemmebagte pølsebrød

Har du én gang disket op med hjemmebagte pølsebrød, hjemmelavet agurkesalat og ditto ristede løg, vil en hotdog aldrig være det samme igen - et sikkert hit !

Jeg køber wienerpølser hos Mesterslagteren, det er de bedste, men ellers Gøl pølser.

Hotdogbrødene blev vildt gode ! Store og bløde og med gods i  -ikke som købebrød, som mest af alt smager af eddike.

12 hotdogbrød:

2 1/2 dl. mælk
25 g. gær
1 tsk. salt
1 tsk. sukker
1 æg
25 g. smeltet smør
200 g. kamutmel (eller en anden grov melsort f.eks.: grahamsmel eller rugmel)
300 g. hvedemel
1 æg til pensling.

Smelt smørret i en gryde, tilsæt mælken og lun til den er "lillefingervarm". Rør gæren ud heri og tilsæt sukker & salt.
Tilsæt først det grove mel, rør rundt og tilsæt så de øvrige ingredienser. Hold lidt igen med hvedemelet. Jeg havde lidt tilbage efter at have færdigæltet dejen.

Skal hæve i 1 time.

Del dejen i 12 dele og tril dem til aflange pølsebrød. Lad hæve i 30 min. Pensl med æg og drys evt. med sesam.

Bag en plade ad gangen v. 210 grader i ca. 10 min.


Ristede løg:

2 løg
hvedemel
1 1/2 dl. majs- eller vindruekerneolie.

Del løgene i to og skær tynde ringe. Vend dem i hvedemel og fritér dem i den varme olie. Lad dem dryppe af på køkkenrulle.

Lav en agurkesalat eller køb en færdig.

Husk gode slagterpølser, rå løg, remoulade, sennep og ketchup.

Byg din hotdog som du ønsker den. Velbekomme !!


Müslibars

Nedenfor: Massen inden den kommer i ovnen

Kondenseret mælk på dåse

Müslibarerne her er et hit hos både store og små i familien. Vi har altid en dåse müslibarer i køleskabet, til den lille sult og til eftermiddagsmad i børnehaven.
Opskriften er min egen, med de ingredienser jeg godt kan lide, men den kan jo varieres efter smag.

1 bradepande ca. 23 x 30 cm.:

1 dåse kondenseret mælk ca. 400 g. (fås i større supermarkeder, nogle gange som spotvare i Netto, eller hos etniske købmænd)
250 g. havregryn (jeg bruger grovvalsede)
125 g. hele mandler (eller peanuts)
100 g. 70-80 % chokolade, hakket i grove stykker
60 g. rosiner
60 g. solsikkekerner
4 spsk. kokosmel
4 spsk. sesamfrø

Tænd ovnen på 130 g.

Rør de tørre ingredienser sammen i en skål, tilsæt den kondenserede mælk og bland det godt sammen.

Fordel massen i en lille bradepande (ca. 23x30 cm.) foret med bagepapir. Massen er ret klistret, men du kan presse/glatte overfladen med våde hænder.

Bag i en time, lad hvile i 15 min. og skær ud i passende stykker - velbekomme !

Opbevares i en lufttæt beholder på køl.

lørdag den 5. maj 2012

Grove pitabrød med oksebøffer


Vi har alle dage, hvor aftensmaden ikke må være for tidskrævende. Dage som disse, kunne det være dette som kom på bordet, pitabrød i en lidt luksusagtig version med oksebøffer af lækkert frilandskød, samt masser af råkost, gedefeta og en lækker hjemmelavet lyserød dressing.

Coop har de lækreste stenovnsbagte pitabrød (som du finder på frost) de er bagt i Israel og er virkelig gode. Dem bruger vi oftest, men får du lyst til at bage dine egne, kan du se en opskrift her nedenfor.

8 store grove pitabrød
15 g gær
3 dl vand
1 tsk salt
300 g. sigtet speltmel (eller hvedemel)
150 g rugmel, grahamsmel eller spelt

Til at fylde i pitabrødene:
Godt oksekød fra slagteren, steges til bøffer
Rødløg
Masser af fintrevne gulerødder
Avocado
Salat eller kål
Fetaost i blok.
Burgerdressing, hjemmelavet eller en god købe-dressing.

Pitabrød:
Gæren opløses i vandet sammen med salt. Melet tilsættes, og der æltes godt.
Dejen hæver og deles ud i 8 boller som rulles / trykkes flade til størrelse som en underkop.
Efterhæver 10 minutter
Bages ved 250 grader i 6-8 minutter. Bedst med 1 plade af gangen, evt. ved alm. ovnvarme.

fredag den 4. maj 2012

Kylling Danoise (gammeldags grydestegt kylling)



Denne ret er smagen af sommer! Nye kartofler, rabarber fra haven og hjemmelavet agurkesalat, så bliver det ikke bedre.
Jeg vil vove at påstå, at alle kan lave en grydestegt kylling, det er en meget simpel ret.

Jeg har brugt fløde i sovsen i dag, det plejer jeg ellers ikke, du kan sagtens lave en velsmagende sovs uden fløde.

Grydestegt kylling til 4 personer:

1 kylling (jeg brugte en på ca. 1600 g.)
3 dl. vand
Kogeurter; et lille bundt persille, 1 gulerod og et løg, evt. 1 stængel bladselleri
1 1/2 dl. piskefløde
en smule sovsekulør
evt. lidt sukker
salt og peber.

Tilbehør:
nye kartofler
agurkesalat
bagte rabarber

Klip flommefedt, og gumpe af kyllingen, samt overflødigt løst skind. Skyl den godt indvending og dup den tør med køkkenrulle.

Krydr kyllingen med salt og peber, udvendig og indvendig.
Brun den godt på alle sider i smør i en stegegryde.

Tag kyllingen op og brun kogeurterne i stegefedtet, til der dufter skønt i køkkenet og de har fået en smule  farve.
Læg kyllingen tilbage i gryden og tilsæt 3 dl. kogende vand.

Lad kyllingen simre ved svag varme under låg, med brystsiden opad i ca. 75 minutter.
Hold øje med at vandet ikke koger væk undervejs, så skal du tilsætte lidt ekstra.
Kyllingen er færdigstegt når lårene har sluppet og ligger ned langs bunden.

Flyt kyllingen over på et skærebræt med saftrende og dæk den til med folie imens du laver saucen.

Si fonden og giv det et opkog i et par minutter. Tilsæt fløde og kog et par minutter uden låg.
Tilsæt lidt sovsekulør og smag til med salt, peber og sukker.
Jævn evt. sovsen med maizena rørt op i vand.

Lynsyltet agurkesalat:

1 agurk
1 dl. æbleeddike
1 dl. vand
70 g. sukker
1/2 tsk. salt
5 sorte peberkorn
1 laurbærblad

Kog eddike, vand, sukker, salt og krydderier i 5 minutter, til sukker og salt er opløst.
Skær agurken i meget tynde skiver, evt. på mandolinjern. Hæld den varme lage over agurkeskiverne og lad det trække på køkkenbordet i min. 30 min. eller til du skal spise det.

Bagte rabarber:

12 stængler rabarber
200 g. sukker
1 vaniljestang

Tænd ovnen på 200 grader.

Rengør rabarberstilkene. Skær dem i 3-4 cm. skrå skiver og læg dem i et ovnfast fad.
Skrab kornene ud af vaniljestangen. Bland vaniljekorn med sukkeret og bland det godt sammen med rabarberne. Læg også den tomme vaniljestang ved.
Læg stanniol over fadet og bag dem i 40 min. Tag fadet ud af ovnen og læg et viskestykke over fadets stanniol. Lad rabarberne stå og afkøle langsomt.

Server kyllingen med kartofler med persilledrys, agurkesalat og de bagte rabarber, velbekomme : )

torsdag den 3. maj 2012

Pesto


Pesto

De fleste ved nok hvordan man laver en pesto, men her er mit bud på en god pesto.
Det smager bare SÅ fantastisk, og det er på menüen hos os hver uge hele sommeren. Mængden svarer til ca. 250 g. pasta, hvis man ønsker at anvende den sådan.


1 potte basilikum
50 g. pinjekerner
30 g. peccorino - eller parmesanost
1 fed hvidløg (jeg bruger et stort kinesisk, det svarer nok til 3 alm. fed)
olivenolie (ca. 1 til 1 1/2 dl.)
salt og peber.

Start med at riste pinjekernerne på en tør pande. Det er ret afgørende for smagen at pinjekernerne er ristede, det giver en lidt sødere smag. Hvis du ligesom mig er danmarksmester i at brænde pinjekerner på, så bliv ved panden i de få minutter de skal ristes.
Lad dem afkøle på et stykke køkkenrulle.

Pluk blade og stilke af basilikummen og put dem i en minihakker sammen med ost, hvidløg og de afkølede pinkekerner. Blend og tilsæt olivenolien ved næste omgang. Hvor meget olie du skal bruge, er lidt på gefühl. Pestoen skal have en grødet konsistens, prøv dig frem.
Smag til med salt og peber.

Vores Pesto blev blandet med Barilla-skruer, som er en grov pasta. Barilla Pasta er vores yndlingsmærke. Det kan desværre ikke fåes i Danmark længere, så vi køber det i Tyskland i Citti.


Velbekomme !