torsdag den 28. juni 2012

Pizza med lam og gorgonzola -på grill

1. version: parmaskinke - tomater - artiskokker - mozzarella - chorizo


2. version: lammemørbrad - kartofler - gorgonzola - hvidløgsolie (billedet yder den ikke retfærdighed, den var SUPER lækker !)

Noget af fyldet




I dag har vi indviet vores nye pizzasten til grillen. En gave til min mand fra vores gode venner Jakob & Charlotte.
Pizzaerne blev meget bedre end på sten i ovnen, helt autentiske og bagt nedefra med sprød og lækker bund. Fremover skal vores pizzaer bages på grill, det er helt sikkert.


Indkøbsliste:

Gær
Pizzamel eller durummel (jeg brugte Tipo 0)
Hvedemel
Mozzarella
Gorgonzola
1 lammemørbrad
Grillede artiskokker i olie
Tomater
Chorizo
Tomatsauce fra De Cecco (en rigtig god tomatsauce til pizza, hvis du vil gøre det lidt nemt)
Oregano
Basilikum
1 kold kogt kartoffel i tynde skiver
Olivenolie
Hvidløg

Hvidløgsolie: blend 3 fed hvidløg i 1 dl. olivenolie.

Lav en pizzadej af 4 dl. vand, en halv pakke gær, groft salt, halvt pizzamel og halvt hvedemel.
Lad den hæve lidt - eller gå direkte i gang med at dele dejen i to, og rulle hvert stykke ud på  bagepapir, så du får to store pizzabunde.

Pizza 1: 

Smør bunden med tomatsaucen og drys med oregano og basilikum. Læg chorizo, tomatskiver, artiskokker og mozzarella på og drys med salt og peber. (parmaskinken skal først på efter den kommer af grillen)

Pizza 2: Krydr lammemørbraden godt med salt og peber og steg den et par minutter på hver side på en pande ved høj varme. Skær den ud i tynde skiver.
Smør pizzabunden med tomatsauce, drys med oregano og basilikum. Læg skiver af lam, kartoffelskiver samt gorgonzola på og drys med salt og peber.

Grillning af pizzaerne:
Vi fyldte grillstarteren helt op med kul, da de var rødglødende lagde vi dem i en ring rundt i grillen, så de lå lidt ind under pizzastenen hele vejen rundt. Pizzastenen skal varmes i grillen i 10 min. før du lægger den første pizza på.
Klip bagepapiret rundt om pizzaen, så der er ca. en cm. synligt i kanten. Træk pizzaen over på stenen og læg straks låget på. Spjældet i låget skal være helt åbent under bagningen.
Bag pizzaen i 10-12 min. Se ikke til den under vejs - i hvert tilfælde ikke før der er gået 10 min.

Hæld hvidløgsolie over pizzaen og evt. rucola. 

Velbekomme !



onsdag den 27. juni 2012

Sommerkarbonader




Med nye gulerødder og ærter

Vi har besøg af min søde svigermor på 84 år i disse dage, så i dag synes jeg at vi skulle have "farmormad".
Jeg har brugt panko-rasp til karbonaderne, det giver en lidt sprødere skorpe. Det kan købes hos asiatiske købmænd.

4 pers:

600 g. hakket kalv og flæsk
Nye små gulerødder, vasket og skåret i mindre stykker.
Friskbælgede ærter (en lille skålfuld)
Nye kartofler
Smør
Panko rasp (eller alm. rasp)
Persilledrys.

Gør kartoflerne klar. Kog dem ved svag varme i 12 min. under låg. Sluk for varmen og lad dem trække færdig i 8 min, hvorefter du hælder vandet fra.

Rør kødet med salt og peber og form 4 karbonader.
Vend dem først i mel, derefter i sammenpisket æg og til sidst i (panko) rasp.
Steg dem i olivenolie på en pande.

Bælg ærterne

Kog gulerødderne i 3 min. i 1/2 liter saltet vand. Gem kogevandet til sovsen.

Smelt 20 g. smør i en gryde, rør 3 spsk. mel ud heri og rør godt til det bliver sammenhængende og sejt.
Tilsæt kogevandet fra gulerødderne lidt ad gangen, under konstant omrøring, indtil sovsen tykner til en passende konsistens. Smag til med salt og peber.
Tilsæt gulerødderne og varm det igennem i 1 min. Hæld de friskbælgede ærter i, i det øjeblik du serverer maden.

Velbekomme !


mandag den 25. juni 2012

Fyldte kyllingebrystfileter med spidskålssalat



Fileterne bankes ud og der drysses ost på samt basilikumblade


Bukkes sammen, bacon omkring og fæstnes med kødnåle



4 pers.

4 kyllingebrystfileter
Revet ost
Basilikumblade
1 pakke bacon
Salt og peber

Tilbehør: nye kartofler, kogt og vendt i stegefedtet på panden i et par minutter.

Fjern overflødigt fedt fra kyllingefileterne. Læg dem i en plastpose og bank dem flade med en kødhammer, eller kagerulle.

Kværn salt og peber ud over dem og drys med revet ost og basilikumblade. Fold dem en gang sammen og stik kødnåle i.

Steg dem på en pande indtil de er gennemstegte.

Spidskålssalat:

1 spidskål
1 spsk. groft salt, f.eks. Maldon
spsk. citronsaft
1 dl .græsk yoghurt 10 %
½ bundt bredbladet persille

Snit kålen fint, kom det i en skål og vend det med salt og citronsaft. Lad kålen trække ved stuetemperatur mindst 1 time. Hak persillen. Tryk kålen fri for væde og bland det med yoghurt og den bredbladede persille. Smag salaten til med peber.

Tip til at skære salat og kål fint og ensartet:
Rul de skyllede blade som en cigar og snit det fint




Frugtcocktailkage


Før ovnen



Denne kage fik vi serveret hos Inger & Steen i Tasiilaq på Østgrønland, hvor vi boede i 2010.
Så udover et dejligt bekendtskab, fik vi også denne opskrift med os ; )

Der er slet ikke fedtstof i kagen, frugterne giver en saftig kage og toppet med skyr, ja så er den jo næsten i kategorien "sund"


Til en springform:

220 g hvedemel
1 lille dåse frugtcocktail incl. saft
190 g sukker
1 let sammenpisket æg
1 tsk. natron
1 tsk. salt

Drys:
Hakkede mandler
Farin
Kanel

Alt blandes sammen og kommes i smurt form.
Bages ved 175 gr. i ca 40 min.

Serveres med skyr, rørt op med vanille samt lidt rørsukker.



fredag den 22. juni 2012

Spaghetti med laks og persillepesto



Vi elsker denne ret hjemme hos os, som består af yndlingsingredienserne i forening, enkelt og lækkert!

4 pers.

400 g. fuldkornsspaghetti (jeg bruger altid Barilla´s)
4 laksesteaks
1 bundt hvide asparges (eller grønne)
1 bundt forårsløg
1 økologisk citron
1 håndfuld ristede pinjekerner
2 dl. friskbælgede ærter (kan erstattes af edamamebønner)

Persillepesto:

60 g. pinjekerner, tørristede på en pande, til de er lysebrune
2 fed hvidløg
1 bakke bredbladet persille
Ca. 50 g. parmesan, revet
ca. 1-2 dl. olivenolie
evt. en smule citronskal og –saft fra en usprøjtet citron
salt og peber
ekstra parmesanost og olivenolie

Rist pinjekernerne gyldne på en pande og lad dem køle let ned.

Blend alle ingredienserne til pestoen sammen og smag til med salt, peber og evt. lidt citron.
Hvor fin eller grov du ønsker den er op til dig, men jeg synes smagen kommer optimalt frem, hvis pestoen blendes til en lidt finere konsistens.

Sæt spaghettien over at koge. Rist imens laksen på en varm pande, et par minutter på hver side.
Snit forårsløgene i skrå snit.
Knæk aspargesene hvor de naturligt knækker, skræl dem (hvis du bruger hvide) og skær dem i mindre stykker. Blancher dem i 1 minut.

Anret spaghettien i en tallerken, dryp pestoen over i cirkler. del laksen hvor lamellerne naturligt er og læg den ovenpå spaghettien. Top med asparges, forårsløg, pinjekerner, revet citronskal, friskbælgede ærter og til sidst dryp citronsaft udover det hele.


Nyd!

onsdag den 20. juni 2012

Græsk bradepandetærte med oksekød


Denne kødtærte er rigtig lækker og dejligt mættende, smager som en blanding af oksekødspizza og madtærte.
Hvis du ønsker en lidt mere mager version, kan du udskifte tærtedejen med en fedtfattig dej.

Græsk bradepande tærte til 4 pers.:

400 g. hakket oksekød
2 hakkede løg
2 fed hvidløg, hakkede
1 dåse hakkede tomater
lidt flydende kalvefond (jeg bruger Oscar´s)
1 spsk. græsk krydderi, fra Santa Maria (Kan du ikke finde det, kan du lave din egen, af 1 tsk. oregano, 1 tsk. timian og 1/2 tsk. hvidløgspulver)
1 tsk. sukker
salt og peber
10 Cherrytomater, halveret
fetaost  ca. en halv bøtte
1 lille rød snackpeber i ringe
15 kalamataoliven, udstenede
100 g. revet mozzarella

Tærtedej:
3 dl. hvedemel
1 dl. grahamsmel
100 g koldt smør skåret i små tern
1½ - 2 spsk. koldt vand

Fremgangsmåde:
Bland de 2 slags mel i en skål med det kolde smør.
Smuldr blandingen sammen, til det er helt grynet. Tilsæt det kolde vand og saml dejen. 
Sæt dejen i køleskabet i ½ times tid.

Forvarm ovnen til 225 grader varmluft. Tryk dejen ud i en lille bradepande og prik den med en gaffel. Forbag den ca. 8 minutter i ovnen.

Svits oksekødet i en gryde. Tilsæt løg og hvidløg og lad det svitse med i 5 min. 
Dræn de hakkede tomater i en sigte og tilsæt dem sammen med sukker, kalvefond og græsk krydderi. 
Smag til med salt og peber og evt. mere græsk krydderi.
Lad det simre i 10 min. UDEN låg - det er vigtigt for at evt. væde kan fordampe, inden du breder fyldet ud på tærtedejen.

Hæld fyldet over tærtedejen og læg halve tomater, udstenede oliven, fetaost og snackpeber på. 
Drys til sidst med revet ost og lidt mere græsk krydderi. 


Sæt fadet i ovnen i ca. 15 min. eller til overfladen er gylden (stadig ved 225 g. varmluft)



Server en god blandet grov salt til.

mandag den 18. juni 2012

Wasabi-kartoffelsalat


Edamame bønner i bælg

Uden bælg

De øvrige ingredienser



Denne kartoffelsalat er rigtig lækker, med en gennemtrængende smag af wasabi.
Wasabi smager som peberrod og bruges bl.a. som smagsgiver til sushi.
Jeg har altid wasabi-paste i køleskabet, er helt vild med det.

Edamamebønner kan du finde på frost i de fleste supermarkeder, Netto har bl.a. fået dem som fast vare, skønt !

4 pers.

1 kg. nye kogte kartofler
1 bundt grønne asparges, blancheret og snittet i mindre stykker
1 bundt forårsløg,  snittet i mindre stykker
1 stor håndfuld edamamebønner
2,5 dl. syrnet fløde - eller cheasy fraiche
2 spsk. god mayonnaise
2 tsk. karry
3 tsk. wasabi-paste (prøv dig frem, efter hvor stærk du ønsker den)
1/2 tsk. sukker
salt og peber.

Kog kartoflerne i 12 min. under låg. Tag dem af komfuret og lad dem trække i endnu 8 min. under låg. Hæld vandet fra og lad dem køle af.

Læg de frosne edamamebønner i en dyb tallerken og giv dem 5 min. i microovnen ved 500 w. - eller kog dem i 4 min. i en gryde med vand.
Pop dem ud af bælgene, du kan ikke spise bælgen.

Skær kartoflerne i mindre stykker.

Rør syrnet fløde med mayonnaise, wasabi, sukker, karry, salt og peber. Vend kartoflerne i dressingen og derpå forårsløg og asparges. Top med lidt forårsløg samt edamamebønnerne.

Sådan fik vi kartoflerne i dag, med kalveculotte og langtidsbagte tomater






Langtidsbagte tomater


Før de kommer i ovnen



Disse tomater har en meget intens smag. De er søde og krydrede og passer til al slags mad synes jeg.
Hvis Du laver en stor portion kan du komme dem på glas og hælde olivenolie over, så kan de holde sig længe på køl.


Tomater
Balsamico
Olivenolie
Rørsukker
Timian
Salt
Peber


Tænd ovnen på 125 g.

Skyl og halvér tomaterne og læg dem med skæresiden opad i en bradepande.
Dryp med balsamico og olivenolie og drys med lidt rørsukker, timian samt salt og peber.

Bag dem i ca. 1 1/2 time, eller til de er skrumpet og smager rigtigt.

Følg mig på Facebook og få de nyeste opskrifter først, samt små glimt fra mit liv.

søndag den 17. juni 2012

Pølsepasta




Løg og pølser svitses i olie og karry

Tomatpuré tilsættes (70 g.)

Mælk tilsættes




Navnet på denne pastaret lyder ikke særlig tillokkende, men ikke destro mindre smager den faktisk ret godt.
Det er en rigtig herreret, eller en "dagen derpå ret".
Eller en ret som kan laves over bål eller trangia i naturen, så skal man bare bruge pølser fra dåse samt langtidsholdbar kaffefløde i stedet for mælk. Og det fungerer rigtig fint iflg. min mand ; )
Retten blev vi præsenteret for i 90´erne, hos Nico og Tina, et "gammelt" vennepar fra Assens.

Det er en ret som kommer på bordet hos os, på dage hvor vi ikke har fået købt ind, eller spiser sent, så der skal hurtigt mad på bordet.
Der skal nemlig bruges få ingredienser, pølser, tomatpüré, løg, karry og mælk, og vi har altid wienerpølser i fryseren.


4 personer:

8 wienerpølser af god kvalitet, skåret i mindre stykker
2 store løg i i tern
1 lille dåse koncentreret tomatpüré (70 g.)
4 dl. mælk
1 spsk. olie
1 stor spsk. karry
Salt og peber

Tilbehør:
Fuldkornspasta

Start med at sætte pastaen til at koge.

Varm olien op i en gryde og brænd karryen af heri. Tilsæt pølser og løg og svits det til det får farve. Tilsæt tomatpuréen og lad det svitse med i et minuts tid.
Hæld mælken på, rør rundt i et par minitter, smag til med salt og peber og servér straks.
Vigtigt at du ikke lader det stå at koge, så bliver pølserne kogt til smat !

Anret ovenpå pasta og drys med purløg.



Amerikanske boghvedepandekager med banan




Min toårige søn er vild med Rasmus Klump for tiden, og har i flere dage plaget om at få pandekager.
Jeg fandt denne opskrift i Alt For Damerne, det er en sundere version med boghvede, der bl.a. indeholder calcium, jern, magnesium, kalium og kisel.


Ca. 10 stk.

1/2 moden banan
100 g. boghvdemel (fås hos Urtekram)
150 ml. mælk
1/2 tsk. bagepulver
1 æg
lidt salt
lidt smør til stegning

Mos bananen helt og pisk den sammen med resten af ingredienserne.

Lad dejen hvile på køkkenbordet i ca. en halv time.

Bag pandekagerne på en teflonpande i lidt smør. Pandekagerne skal være små og tykke og ca. 10 cm. i diameter.

Server med friske blåbær og ahornsirup og evt. et drys kanel.

fredag den 8. juni 2012

Æblebrownie







Denne brownie er FANTASTISK !
Jeg sidder her i skrivende stund og guffer stykke nr. 2 i mig, mums !!
Den er propfyldt med æbler, det anes knap nok i kagen, men det giver en svampet konsistens og holder kagen frisk i mange dage. Samtidig er den chokolade-intens, absolut en af mine yndlingskager.

8 store stykker.

225 g. blødt smør
75 g. muscovadosukker (kan erstattes af brun farin)
125 g. rørsukker
2 æg
100 g. 70 % chokolade
200 g. mel
2 spsk. kakaopulver
2 tsk. bagepulver
1 knsp. salt
3 syrlige æbler i små tern

Topping:
100 g. 70 % chokolade
25 g. smør
100 g. grofthakkede valnødder

Pisk smør og begge slags sukker til det er cremet. Tilsæt æggene og pisk godt. Smelt chokoladen over vandbad (eller i en chokoladesmelter hvis du har én) og rør det i sukker- og æggemassen.
Bland mel, bagepulver og salt og sigt det i dejen og rør det grundigt sammen.
Vend æbleternene i og fyld kagemassen i en smurt form på 20 x 30 cm.

Bag ved 175 g. i ca. 40-45 min. Lad kagen køle af.

Smelt smørret i en gryde og tilsæt chokoladen og rør ved svag varme indtil chokoladen er smeltet.
Fordel det på kagen og drys med valnødder.

Karry-kylling med æbler, kokos og Chili





Kyllingen brunes godt i olie og karry



Grøntsager tilsættes



Saucen til denne karrykylling er helt speciel. Den er fyldt med æbler, løg, porrer, ingefær, chili og kokos. Kyllingen står og mørner i saucen lige så stille. Lav bare en stor portion, for den smager næsten bedre dagen efter.
Jeg bruger normalt grønne chilier i retten. Det kunne jeg ikke opdrive i dag, så har brugt røde chili i stedet.
Rød og grøn chili er dog vidt forskellige. De er nogenlunde ens i styrken, men ellers kan de sammenlignes med rød og grøn peberfrugt, hvor den grønne er bitter og den røde er sødlig.


4 personer

1 stor frisk kylling - eller tilsvarende lår og overlår
1 spsk. olie
salt og peber
2 spsk. karry x 2
1 stort hakket løg
1 stor porre, i ringe (kan udelades)
2 fed hakkede hvidløg
2 grønne chilier i strimler
2 store æbler i tern -syrlige egner sig bedst til mad
2 spsk. friskrevet ingefær
3 spsk. kokosmel
2 dl. yoghurt naturel (kan erstattes af kokosmælk)
3 dl. hønsefond -eller bouillon

Tilbehør:
2-4 bananer
Ris
Mangochutney

Skær kyllingen ud i passende stykker (hvis du bruger en hel kylling) Klip overflødigt skind og fedt af kyllingestykkerne.
Brun stykkerne godt i olie og karry i en gryde, krydr godt med salt og peber. Tag dem op og kassér fedtet.
Svits løg, æbler, hvidløg, porre, chili, hvidløg og ingefær kort i 2 spsk. karry.
Læg kyllingestykkerne tilbage i gryden og hæld yoghurt og bouillon ved. Tilsæt kokosmel. Læg låg på gryden, dæmp varmen og lad det simre stille i ca. 45 min.. 
Tag låget af og lad det småkoge i 15 min. ekstra til saucen bliver reduceret lidt.

Steg to bananer i på en pande i lidt smør til de er brune.

Servér med ris, bananer, chutney, kokosdrys og evt. hakkede peanuts.

torsdag den 7. juni 2012

Banan-is til børn




Et lille tip til anvendelse af overmodne bananer.
Pind på, rul evt. i drys (de fungerer dog ganske fint uden drys ! ) film om og i fryseren.
Stort hit hos os, og så er de jo sunde : )

onsdag den 6. juni 2012

Verdens bedste opskrift på forloren hare med flødesauce og tyttebær som mormor lavede den


Denne opskrift på forloren hare er efter min mening den eneste rigtige.

Den stammer fra min mormor og jeg fandt den i 90´erne håndskrevet på en lille lap papir, gemt i en meget gammel og slidt udgave af Frøken Jensens Kogebog.
Har fået retten serveret hos hende mange gange i min barndom, og det var én af livretterne.

Den er proppet med røget spæk - det er det som giver den helt specielle gode smag. Jeg kasserer spækket fra kødet inden servering, men det er jo en smagssag om man ønsker at spise det. Jeg bryder mig ikke om smagen hvis det spises "rent".

Og sovsen ! Ja den er jo et helt kapitel for sig, bacon, fløde, spæk og ribsgelé -mums !


Forloren hare til 4 personer i to dage:

1 kg. hakket kalv og flæsk fra slagteren
1 dl. sødmælk
2 løg, revet
2 æg
4 spsk. hvedemel
2 tsk. salt
Friskkværnet peber
Lidt rasp til at rulle haren i.

100 g. røget spæk i mindre stykker.
150 g. bacon i skiver.
3 dl. sødmælk.
2 - 2 1/2 dl. piskefløde.
2 spsk. ribsgelé
Sovsekulør

Tilbehør:
Agurkesalat
Tyttebærsyltetøj
Kartofler
evt. waldorfsalat

Rør kødet med mælk, æg, revet løg, salt, peber og hvedemel.
Form kødet til et farsbrød og rul det i rasp.


Læg det i et ovnfast fad, som lige netop rummer det, bliver fadet for stort fordamper mælken under tilberedningen.
Stik stykker af røget spæk ned i "haren". Når spækket ligger i overfladen er det lettere at tage ud ved servering.
Drys lidt mere rasp på toppen og læg baconskiver hen over, stik enderne ind under "haren"
Hæld mælken i bunden af fadet og læg et par skiver spæk i mælken.


Bag ved 200 g. i ca. 50 min. Endelig IKKE varmluft, så fordamper mælken hurtigt.
Tag fadet ud efter ca. 40 min. og si væden over i en lille gryde.
Imens du laver saucen, stiller du "haren" tilbage i ovnen og giver den 10 min. mere uden væde. Tænd evt. for grillvarme til sidst, hvis "haren" mangler sprødhed på toppen.

Hæld fløden ved væden i gryden og tilsæt 2 spsk. ribsgelé samt lidt sovsekulør.
Varm sovsen godt igennem, smag til med salt og peber og evt. mere ribsgelé. Jævn evt. med lidt maizena rørt op i vand.

Servér med kartofler, sovs, agurkesalat og tyttebærsyltetøj. Og evt. sprød salat med mormordressing.

Lynsyltet agurkesalat:

2 agurker i meget tynde skiver
4 dl. æbleeddike
100 g. sukker
10 sorte peberkorn
1 laurbærblad
1 tsk. salt

Kog eddike, sukker, peberkorn, laurbærblad og salt i en gryde over jævn varme, til sukker og salt er opløst.

Hæld den varme lage over agurkeskiverne og lad det trække på køkkenbordet i mindst en halv time, eller indtil du skal bruge det.
Holder sig længe i en lukket beholder på køl.

Følg mig på Facebook og få de nyeste opskrifter først, samt små glimt fra mit liv :-)

Lækre sager



Har i dag været i H.I.Hansens vinhandel i Odense.
Var gået tør for min uundværlige valrhona kakao, men faldt lige over et par andre ting.
Den butik er SÅ lækker, kunne købe mig fattig dér. (og det gør jeg så også med jævne mellemrum)
Jeg fandt en Gastrik fra "Meyer" som jeg skal eksperimentere med, samt en lakridssirop som jeg skal prøve at lave lakridsis af, det har jeg lovet Helene.
Krydderidåsen er bare så fin, der findes en hel serie af disse søde tindåser. De koster 45 kr. pr. stk. så det må blive et samleprojekt ; )

søndag den 3. juni 2012

Citronmåne





Denne opskrift er Brdr. Prices. Hold op en kolesterolbombe ! så er det sagt.
Et halvt kilo smør og ditto sukker samt 8 æg.
Er faktisk helt fint tilfreds med at jeg ikke skal spise med, den er nemlig bagt til min mand, som skal på tur med nogle kolleger.
Når det så er sagt, skal jeg røbe, at jeg har smagt en lille slice, man kan jo ikke sende noget afsted som man ikke selv har godkendt, og den smager faktisk ret godt. Som en sandkage sprængfyldt med citron og sukkercitron på toppen, ikke værst ; )

Opskriften svarer til to springforme, altså 4 halve citronmåner, hvis man ønsker at lave dem i den originale form. Og det forsvarer vel også de store mængder æg, smør og sukker.

500 g smør
500 g sukker
500 g hvedemel
8 æg
1/2 tsk bagepulver
3 tsk. vaniljesukker
Saften af 1 citron
Skallen af 2 øko. citroner

Smørret røres blødt, sukkeret drysses i under omrøring. Æggene tilsættes, et ad gangen.
Mel, bagepulver og vaniljesukker sigtes sammen et par gange og blandes i dejen lidt efter lidt. Til sidst tilsættes citronsaft og revet skal.
Dejen kommes i to runde smørsmurte kageforme, der sættes i kold ovn. Temperaturen sættes til 165 grader, og kagerne bages ca. 1 time.
Lad kagerne køle af, halvér dem og lav en glasur af citronsaft og florsukker og meget gerne et par dråber knaldgul frugtfarve.

Nye danske kartofler i krydderurtevinaigrette





Kan serveres sådan



Disse marinerede kartofler har gjort glæde hos os i rigtig mange år.

Jeg husker at have lavet dem siden jeg som 18 årig var flyttet hjemmefra.
De er lige så gode dagen efter, så lav bare en stor portion.


Til 4 pers.

1 1/2 kg. nye kartofler, små i størrelsen og kogt i ca. 15 min.
1 bundt persille
1 bundt dild
1 bundt purløg
evt. et bundt kørvel
1 stort rødløg (eller 4 forårsløg)

Dressing:
1 1/2 dl. koldpresset olivenolie
1/2 dl. æbleeddike eller hvidvinseddike
1 spsk. dijonsennep
1 spsk. rørsukker
Salt
Peber

Kog kartoflerne og lad dem køle af. Hak løg og krydderurter.
Rør dressingen sammen og vend løg og krydderurter i.
Bland det hele og lad det trække lidt inden servering.


fredag den 1. juni 2012

Marmorkage

 (eller mormorkage)



Denne kage er fra bogen "Sødt Sådan" og er en opdatering af den gamle klassiker marmorkage, som de fleste nok har fået serveret hos deres bedsteforældre i tidernes morgen.

Jeg har faktisk aldrig været vild med kagen, men fik alligevel lyst til at bage denne version, som både indeholder valrhona kakao og 70 % hakket chokolade i den mørke dej.
Den smager så englene synger, det er den øvrige familie også enige med mig i :-)

Jeg har dog ændret lidt på opskriften, jeg skriver den som jeg lavede den:

Til 12-14 skiver (1 sandkageform)

250 g. smør (stuetempereret)
250 g. sukker
4 æg
1/2 tsk. salt
250 g. hvedemel
1 tsk. bagepulver
2 spsk. usødet kakaopulver (jeg bruger valrhona´s)
50 g. hakket god mørk chokolade (70%)

Pisk smør og sukker lyst, cremet og luftigt. Pisk æggene i et ad gangen. Vend mel, bagepulver og salt i dejen.
Hæld en tredjedel af dejen i en mindre skål og vend kakaopulver og hakket chokolade i den lille portion.
Fordel halvdelen af den lyse dej i bunden af en godt smurt sandkageform. Fordel kakaodejen ovenpå og derpå den sidste lyse dej øverst og stik en strikkepind eller lignende i dejen, og træk en slange fra den ene, til den anden ende af dejen.
Glat overfladen og bag kagen v. 175 g. i ca. 45-60 min. Tjek med en strikkepind om kagen er færdigbagt. den skal komme ren ud.

Kylling i krydret mandelsauce




Tilbehør: Bulgur med grøntsager




En lækker ret med smag af mange krydderier. Mandelsaucen klæ´r kyllingen rigtig godt.

Brug de grøntsager du har i køleskabet til bulguren. Jeg har brugt snackpeber, grønne asparges, squash og rødløg, men du kan bruge stort set alle grøntsager, så vælg dem du bedst kan li´.
En håndfuld rosiner ville også gøre sig godt i den færdige bulgursalat.



Mandelkylling:

4 kyllingebrystfileter
75 g. mandler, halvdelen hakket fint, den anden halvdel hakket groft
1 spsk. olivenolie
2 skalotteløg (eller et lille zittauerløg) hakket
2 fed hvidløg, hakkede
1 cm. friskrevet ingefær
1 tsk. farin
1 stykke hel kanel
1 rød chili med kerner skåret i skiver
1 laurbærblad
1 knsp. stødt allehånde
1 knsp. stødt nellike
2 1/2 dl. hønsebouillon
Salt og peber.

Kylling: Rist mandlerne på en tør pande i ca. 5 min. hak halvdelen fint og den anden halvdel groft.
Del hvert kyllingebryst i tre aflange stykker og krydr dem med salt og peber. Brun dem på en pande til de er gyldne og stil dem til side.

Steg skalotteløg, hvidløg, chili og ingefær på panden og tilsæt de fintgakkede mandler samt krydderier, sukker og bouillon. Kog saucen igennem og tilsæt kødet, og lad det simre i 7-8 min. til saucen tykner lidt.

Bulgur:

1 rødløg, hakket
1 fed hvidløg, hakket
1 snackpeber, hakket
5 grønne asparges, i mindre stykker
1/2 squash i tern
3 dl. fuldkornsbulgur
3 dl. hønsebouillon
1 bundt bredbladet persille, vasket godt og hakket.

Skyl bulguren i en sigte. Kog den i bouillon ved svag varme i ca. 15 min. (eller til bouillonen er opsuget)
Steg imens grøntsagerne i lidt olie på en pande. Bland dem i bulguren og lad det køle af før du rører den hakkede persille i.

Sådan så vores tallerken ud her til aften:

Vi fik også Mojo til.


Mojo

 ( Mo´hro )



Dette er mit bud på den spanske kolde sauce Mojo (udtales: Mo´hro )

Jeg har lavet den fedtfattig, well mandlerne er jo fede i sig selv, men på den gode måde. Modsat basilikumspesto er der kun tilsat lidt olivenolie i denne sauce.
Den er meget lækker, både som sauce til kød men også som dip til et godt italiensk brød, eller til grøntsagsstave.
I spanien spises den hovedsalig til saltkartofler.


1 stor rød økologisk peberfrugt
1 håndfuld mandler
2 fed hvidløg
1 tsk. paprika
1 tsk. flagesalt
1/2 tsk. sukker
1 spsk. spidskommen (stødt kommen!)
4 spsk. olivenolie
1 spsk. æbleeddike (eller hvidvinseddike)

Befri peberfrugten for kerner og skillevægge. Skær den i mindre stykker og kom alle ingredienserne i en blender og blend til mandlerne er blevet meget findelte.
Justér evt. med mere salt og eddike.