lørdag den 29. september 2012

Lakseroulade


Røget laks bredes ud til en firkant på et stykke bagepapir
Laksemoussén smøres på og du ruller det sammen med hjælp fra papiret


Denne ret er hurtig at lave og velegnet som forret. Den kan tilberedes dage i forvejen, da den skal fryses for at "sætte sig"
Opskriften er fundet hos http://www.louisesmadblog.dk/
Jeg har ændret lidt på den, ved bl.a. at tilføje frisk dild til moussen.

Lakseroulade
6 personer, forret

Ingredienser
Rouladen
225 g. røget laks
200 g. laksefilet
4 spsk. creme fraiche 9 %
3 blade husblas
1 spsk. frisk hakket dild
salt
1 tsk citronsaft

Dressing
Cremefraiche 6 %
Ketchup
Citronsaft
Salt / peber
Paprika

Fremgangsmåde

Den ferske laks koges ca. 10 minutter. Efter kogning skal laksen afkøles.

Husblas sættes i blød i koldt vand. (Følg anvisning på pakken)

Den røgede laks lægges lagvis på et stykke bagepapir, så der dannes en firkant ca. 30 x 15 cm.

Når den kogte laks er afkølet skal der laves en laksemousse. Laksen findeles med en håndmixer. Den findelte laks tilsættes creme fraîche og dild og der smages til med salt og citron.

Den udblødte husblas knues fri for vand og smeltes over vandbad eller i microbølgeovn. (Følg anvisning på pakken) Derefter røres den smeltede husblas i laksemoussen.

Laksemoussen smørres oven på den røgede laks.

Dernæst foldes den røgede laks sammen omkring laksemoussen, så der dannes en rulle. Brug bagepapiret til at skubbe med. Når laksen er rullet sammen, foldes bagepapiret omkring lakserouladen så der holdes sammen på denne.

Lakserouladen lægges i fryseren i ca. 2 timer, og skæres i frossen tilstand i skiver af ca. 2 cm tykkelse.

Optøes og er klar til servering. (Skæres ca. 2 timer før servering og optøes i køleskab)

Ingredienserne til dressingen røres sammen, smag dig frem til hvordan du kan lide den.

Servér lakserouladen oven på lidt salatblade, med lidt rejer og dressing og hjemmebagte flutes til.


Kanelknuder / Kanelsnurrer


remonce fordeles på den ene halvdel
dimensionerne tjekkes
der rilles op
klar til at sno og knude
klar til ovnen



Lækre, lækre kanelknuder / Kanelsnurrer som vækker glæde hos både store og små.... 


Kanelknuder, 20 stk.
Ingredienser
100 g smør
5 dl mælk
1  1/2 tsk. salt
2 spsk. sukker
50 g gær
ca. 800 g mel

Fyld og pynt:
150 g blødt smør
150 g farin
2 spsk. stødt kanel
æg til pensling

Glasur af flormelis og vand

Fremgangsmåde

1. Smelt smørret, tilsæt mælken, og hæld den lunede mælk over salt, sukker og smuldret gær. Tilsæt ca. 400 g mel, og pisk dejen igennem. Drys mere mel over dejen, mens du ælter den færdig. Lad dejen hæve ca. 40 min.

2. Sigt mel ud over bordet og dejen, ælt dejen ganske let, og vend dejen ud på bordet. Del dejen i to lige store dele og rul begge ud i ca. 35 x 45 cm.

3. Rør fyldet sammen, og bred det ud over den ene lange halvdel af dejen. Fold den anden halvdel ind over fyldet, og skær dejen i ca 3 cm brede baner.
Skær en slids op til 2 cm fra samlingen, sno dejen, og lav en løs knude af den.
Lægges på pladen, og efterhæver i ca. 30 min.

Pensl knuderne med sammenpisket æg, og bag dem ved 180 gr. varmluft i ca. 15 min.

Pynt evt. med hvid glasur.

Tip, du kan tilsætte hakkede mandler, eller rosiner til fyldet.

torsdag den 27. september 2012

Klatkager med mandel og kokos



Disse klatkager blev til i aften af en lille rest risengrød fra i går.
Jeg har eksperimenteret med mandelmel i stedet for hvedemel, det gør dem lidt sundere og de smager bedre end almindelige klatkager synes vi.


8 stk.

2 dl. kold risengrød
1 æg
50 g. mandler, blendet til fint mel
2 spsk. kokosmel
1 spsk. vanillesukker

Rør det hele sammen og steg klatkagerne i lidt smør på panden.

Servér dem med ahornsirup, et drys kanel samt florsukker.

onsdag den 26. september 2012

Figner flamberet i honning og pernod




I øjeblikket kan du købe friske figner i butikkerne, det fik mig til at tænke på denne dessert som jeg lavede første gang som 18 årig da jeg var flyttet hjemmefra.
Man skulle tro at de smager af lakrids, men pernod og honning i forening giver en kanelagtig smag.
De er rigtig lækre !



4 pers.

6 friske figner
3 spsk. honning
2 spsk. smør
1/2 dl. pernod til flambering

Skær hver figen i 6 både. Smelt honning og smør på en pande. Læg fignerne i panden og steg dem i
3-4 min.
Tilsæt pernod og flambér med det samme.

Server dem lune til en god vanilleis. Jeg har i dag brugt yoghurtis som tilbehør.

tirsdag den 25. september 2012

Pandekager med spelt og appelsin


Jeg er hjemme i dag, med en feberramt dreng. Formiddagen er gået med at se Rasmus Klump film, og min søn spurgte om jeg mon kunne bage de samme pandekager som Rasmus Klumps mor. I den retning er jeg ikke svær at lokke.
Pandekagerne er improviserede og de blev SUPER lækre.


Ca. 10 stk.

3 dl. sigtet speltmel
4 1/2 dl. kærnemælk
25 g. smeltet smør
2 æg
revet skal og saft fra en økologisk appelsin
2 spsk. sukker
kornene af en vanillestang (eller 1 spsk. vaniljesukker)
1 tsk. kardemomme
1 tsk. natron
1/2 tsk. salt

Bland først de våde dele og sigt mel, natron og kardemomme i. Tilsæt det øvrige og pisk godt.

Bag pandekagerne på en meget varm pande. Det er kun nødvendigt at bage den første pandekage i lidt smør, hvis du bruger en teflonpande af god kvalitet. Der er jo smør i pandekagedejen.

Spis dem med det du bedst kan lide af følgende:

syltetøj
ahornsirup
bananskiver
smeltet chokolade / nutella
kokos- eller nøddedrys
æblemos
kaneldrys
rørsukker

Rugbrød uden surdej



I fjerde forsøg lykkes det mig endelig at få lavet et godt rugbrød.
De seneste 3 brød, af forskellige opskrifter, har bare drillet helt vildt. Alle brød har været våde i midten, og selv efter at have bagt det ene brød hele 3 gange, var det stadig klistret og uspiseligt.

Men denne gang gik det godt, opskriften fandt jeg hos: http://klappeklappekage.wordpress.com/
En fed blog !


2 rugbrød

750 g groft rugmel
250 g knækkede rugkerner
325 g frisk hvedemel
2 spsk groft salt
2 dl kærnemælk eller andet syrnet mælkeprodukt
7 dl lunt vand
2 spsk mørk sirup
15 g gær
50 g solsikkefrø
50 g sesamfrø
50 g hørfrø

Jeg vil anbefale at sætte rugkernerne i blød, natten før de skal bruges (sæt dem i blød, som beskrevet på den pakke du køber og brug den mængde vand der skal til iflg posen/pakken) – men hvis du ikke kan nå det, eller spontant beslutter dig for at bage, så giv dem et kort opkog, inden du går i gang med opskriften.
Bland væskerne, kærnemælk og vand, og opløs gæren og saltet heri.
Tilsæt sirup, frø, knækkede rugkerner og rugmel og bland det godt sammen. Tilsæt til sidst hvedemel og ælt, til det til det hænger godt sammen. Jeg bruger altid min røremaskine. Du skal ælte dejen i cirka 10 minutter, hvis du gør det i hånden, og cirka seks minutter, hvis du ælter dejen på en røremaskine.
Lad dejen hæve tildækket ved stuetemperatur natten over.

Næste dag deler du dejen i to dele og lægger halvdelen i rugbrødsforme. Tryk dejen godt og tæt sammen i formene. Dæk dem med et fugtigt viskestykke og lad brødene efterhæve to-fire timer ekstra.

Bag brødene ved 180 grader i cirka 1 time og 20 minutter.
Når du tager brødene ud af ovnen, er det vigtigt, at de får lov til at hvile sig. Lad dem køle af en-to timer.
Brødet egner sig rigtig godt til frysning.

fredag den 21. september 2012

Blåbærkage



Denne kage er fra Femina. Den er fyldt med blåbær, mandler og pinjekerner.

12 pers.
3 æg
150 g. rørsukker
1/2 tsk. kanel
korn af en vanillestang
1/2 tsk. revet muscatnød
1 1/4 dl. mælk
100 g. smeltet smør
150 g. mandler, blendet til fint mel
175 g. hvedemel
1 spsk. bagepulver
250 g. blåbær
50 g. pinjekerner

Tilbehør:
Cremefraiche med lidt vanillesukker

Pisk æg med sukker og krydderier.
Tilsæt mælk og smør. Vend mandelmel i, sigt mel og bagepulver i dejen og vend forsigtigt rundt.
Hæld dejen i en bageform på 25 x 15 cm. drys blåbær og pinjekerner over og tryk dem let ned i dejen.
Bag ved 180 g. i ca. 40 min.

Note: du kan undlade pinjekernerne, eller erstatte dem med mandelsplitter.

Grov go´e boller


Lækre grove boller med mange kerner. Bollerne holder sig friske længe, hvis du opbevarer dem på køl, og rister dem på brødrister, så smager de som nybagte.

36 stk.

2 dl. havregryn
3 dl. i alt af følgende (brug hvad du har) solsikkerkerner, hørfrø, sesam, knækkede rug- eller hvedekerner, 5 kornsblanding - jeg bruger sidstnævnte.
6 dl. vand
5 dl. ymer (eller andet surmælksprodukt)
1/2 pk. gær
3 tsk. groft salt
2 spsk. honning eller sukker
1/2 dl. olie
2 æg
3 dl. fuldkornsmel (spelt, rugmel, kamutmel eller lign.)
1 - 1 1/2 kg. hvedemel

Æg til pensling

Kog vandet og hæld det over kerner samt havregryn, lad det trække i 10 min. 
Tilsæt ymer og derefter gær.
Tilsæt de øvrige ingredienser og ælt godt.

Lad hæve i 30 min.

Form bollerne, der bliver ca. 36 stk. lad dem hæve i ca. 20 min. og bag dem ved 200 g. varmluft i ca. 15-20 min. til de er gyldne.

torsdag den 13. september 2012

Verdens bedste mazarinkage


Her kommer opskriften på den skønneste ægte mazarinkage, med intens smag af marcipan.
Kagen er uden essens, lavet på marcipan og kogte kartofler, som giver kagen tung, massiv og svampet konsistens.
Advarsel: kagen er meget vanedannende :-)

Mazarinkage:

100 g. smør
2 dl. sukker
2 æggeblommer
200 g. marcipan
100 g. kartofler
1 dl. mel
1 1/2 tsk. bagepulver
2 æggehvider

Skær kartoflerne i tern og kog dem møre i lidt vand UDEN salt.
Afkøl dem og mos dem med en gaffel.

Rør smør og sukker godt sammen og tilsæt æggeblommerne.

Riv marcipanen ned i massen og rør den og kartoffelmosen i smørblandingen.

Pisk æggehviderne stive og vend dem i sammen med mel og bagepulver.

Smør en springform og hæld dejen i. Bag den nederst i ovnen ved 200 g. i ca. 30 min.

Overtræk den afkølede mazarin med et tykt lag smeltet god mørk chokolade. Drys evt. med mandelflager eller kandiserede violer - NYD!

torsdag den 6. september 2012

Min PC er gået ned

Min PC er til reparation på 3. uge, kan defor ikke opdatere opskrifter p.t.

Jeg kan altid bruge ny inspiration, så modtager gerne opskrifter fra Dig, hvis Du har nogle gode ting Du ønker at dele :-)
Du kan sende dem til min mail: evarambrand@gmail.com
Hvis Jeg udvælger Din opskrift, bliver den afprøvet og kommer på bloggen, selvfølgelig med kommentar om, at den er fra Dig !

Kh. Eva !