søndag den 24. marts 2013

Kajkager med jordbærmousse


Vores treårige søn elsker kajkager. Og efter at have købt adskillige kajkager hos forskellige bagere, må vi bare konstatere at 9 ud af 10 er af virkelig ringe kvalitet. 
Sidste kajkage, købt hos bageren i Rosengårdcentret var den hidtil mest vamle vi til dato har smagt. Smørcremen var så syntetisk, at den ikke kunne smelte i munden. Efter den oplevelse besluttede vi os for at lave vores egne kajkager, med mousse i stedet for smørcreme, og sådan blev disse til.

Vi har gjort arbejdsgangen lidt kortere, ved at købe færdige lagkagebunde, samt bruge en mousse i pulverform. Min mand synes at det er den bedste kage han til dato har smagt, men vurdér selv ;-)

Kajkager, ca. 10 stk.

3 lagkagebunde, choko- eller lyse (køb hos bageren, her får du den bedste kvalitet)
1 brev mousse med jordbær- eller vanillesmag fra Dr. Oetker (jeg kunne kun finde vanillemousse, så jeg rørte to spsk. jordbærmarmelade i, det fungerede fint)
2  1/2 dl. letmælk
korn fra en vanillestang

1 glas jorsbærsyltetøj uden store bær (evt. Cremet jordbærmarmelade fra Den Gamle Fabrik)
400 g. marcipan 
rød og grøn frugtfarve / eller grøn pastafarve

flormelis

Brug en udstikker på ca. 5 cm. i diameter til at stikke 20 små bunde af lagkagebundene.
Har du ikke en udstikker, så brug et glas


Læg to små bunde sammen med 1 spsk. jordbærmarmelade imellem.

Mousse: pisk brevets indhold med 2  1/2 dl. letmælk og kornene fra en vanillestang (følg pakkens anvisning) Du skal piske i 3-4 minutter, så er moussen fast. Hæld moussen i en sprøjtepose og klip et 3 cm. hul i hjørnet.
Sprøjt toppe på hver bund


Tag lidt af marcipanen fra til tungerne (ca. en lille håndfuld) Bland lidt rød frugtfarve i og ælt det godt sammen.

Resten af marcipanen ælter du grøn frugtfarve i. Prøv dig lidt frem, til den rigtige grønne farve fremkommer.

Læg et stykke bagepapir på bordet læg en håndfuld marcipan derpå og læg et stykke husholdningsfilm over. Rul marcipanen tyndt ud.



Smør lidt mousse på kanten af bunden. Læg marcipanen over kagen og pres den ind til kanterne. Skær overskydende marcipan af og genbrug det til næste udruldning.


Fortsæt sådan.
Når du er færdig skærer du et snit i hver frø, som en mund. Tungen sættes ind her i den form du vælger at lave.

Sådan ser den ud indvendig:


Pynt med øjne af glasur og en lille chokoladeperle eller lignende.


Kagernes bund kan med fordel dyppes i smeltet mørk chokolade, det gør jeg nogle gange, det holder lidt bedre på kagen og smager skønt!

Her har jeg lavet er XL kajkage til min venindes søns barnedåb. Kagen er lavet med chokoladelagkagebunde og smurt op med jordbærmousse, proppet med 70 % hakket chokolade. Bundene er strintet med jordbær-vaniljesirup. Øjnene er lavet af fondant og chokoladeknapper fra callebaut. Nederst er kagen pyntet med smeltet 70 % chokolade.

Følg mig på facebook og få opdateringer ved nye indlæg.

16 kommentarer:

  1. Hihi, hvor er de fine.
    Hvilken bager er det du snakker om ? Jeg er nemlig selv fra Odense og har kun købt brød fra den på store torv. Kan ikke huske hvad den hedder.
    Jeg har smagt en kajkage en gang og der var i Skagen. Husker det ikke som en god oplevelse. Mener jeg gav den til en af de andre.

    VH Hanne/KunstnerKram

    SvarSlet
    Svar
    1. Kajkager fra Nordjylland er meget anderledes end på fyn. Jeg slev flytte til fyn også synes det er noget helt andet.

      Slet
    2. Kajkager fra Nordjylland er meget anderledes end på fyn. Jeg slev flytte til fyn også synes det er noget helt andet.

      Slet
  2. Kære Hanne !

    Tak ;-) Bageren i Rosengårdcentret ligger over for Panduro Hobby, og ved siden af slagterbutikken, tror det er gul gade, men er ikke sikker. Den ligger på et hjørne.
    Kh. Eva

    SvarSlet
  3. Det lyder som en rigtig god opskrift. Jeg har engang smagt en hjemmelavet kajkage, den smagte vidunderligt og ligner din på en prik. Jeg prøver at lave den i dag. God hjemmeside du har.

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej :-) Jamen så håber jeg da at dine kajkager blev gode, kh. Eva

      Slet
  4. Jeg har tænkt mig at lave en stor Kaj kage til min søns fødselsdag. Jeg smører hindbærmarmelade på to bunde fra bageren, lægger bananskiver og optøet, siede hindbær på samt friske blåbær og dækker det med flødeskum pisket med lidt af hindbærene og lægger dem selvfølgelig i lag til en lagkage med hindbærflødeskum øverst. Har så tænkt at dække den med grøn marcipan og øjne og mund som en Kaj kage.
    Ved ikke hvor svært det bliver at rulle så stort et stykke marcipan ud og få den dækket?
    Forsøger det næste uge, gode tips modtages gerne inden jeg går i krig:)
    MVH, Caroline D

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Caroline, det var da en super god idé, den vil jeg også prøve på et tidspunkt. Jeg synes det er nemmest at rulle marcipanen ud, hvis den har stuetemperatur. Brug lidt flormelis, som du sigter i et tyndt lag på bordpladen inden du ruller marcipanen ud. Held og lykke, du må da gerne skrive om resultatet, hvis du gider? Kh. eva

      Slet
  5. Kan de laves dagen før servering?
    Opbevares på køl,,uden at blive tørre?

    SvarSlet
  6. Hej Jesper, ja de kan med fordel laves dagen før, ligesom en lagkage trækker de smag efter er døgns tid :-) held og lykke, Eva

    SvarSlet
  7. Hej Eva

    Jeg elsker også Kajkager, især på grund af jordbærcremen :-)

    Følger du med i Den store bagedyst? Der lavede de Kajkager i det seneste afsnit. Det må jeg helt sikkert også få afprøvet en dag. Jeg har faktisk aldrig smagt den hjemmelavet version.
    De ser fine ud dine kager, flot farve og ansigt du har fået på dem :-)

    Hilsner fra Mie

    SvarSlet
  8. Hej Mie :-) ja jeg så godt udsendelsen, jeg har i dagene efter, haft ca. 1900 besøg på kajkagerne pr. dag, så danskerne er rigtig i gang med at bage kajkager i disse dage :-) tak for de pæne ord, kh. Eva

    SvarSlet
    Svar
    1. Wow hvor sejt Eva med mange besøg :-)
      Kh. Mie

      Slet
  9. Er det fydende frugtfarve, som man også bruger til bolcher, du bruger? For i Panduro siger de at det ikke kan bruges til marcipan, hvilket jeg synes lyder mærkeligt...

    SvarSlet
  10. Hej og undskyld mit sene svar! Jeg har brugt flydende frugtfarve, det som kan købes i supermarkeder. Det går fint an, dog skal du passe på, at marcipanen ikke bliver for våd, dvs. hold igen med farven, ellers kan den være svær af forme, da den så vil krakkelere. Hvis du skal være helt på den sikre side, vil jeg anbefale dig at bruge pastafarve, kh. eva

    SvarSlet