torsdag den 30. maj 2013

Svampelasagne med porrer



Her er en opskrift på en dejlig svampelasagne med en god hjemmelavet bechamelsauce. Der er ikke kød i lasagnen, men lufttørret kød som tilbehør.


Svampelasagne 4 pers:

1 pakke friske lasagneplader, gerne fuldkorns (ca. 250-300 g.)
400 g. champignoner, østershatte eller kantareller, eller en blanding af alle 3 slags
3 porrer

Bechamelsauce:
30 g. smør
3 spsk. mel
1 lille løg, hakket
7 dl. letmælk (evt. forvarmet i microovn)
1 dl. friskrevet parmesanost
lidt revet muscatnød
salt og peber

Tilbehør:
rucolasalat
soltørrede tomater i olie
ristede pinjekerner
lufttørret kød i tynde skiver (beregn 3-4 stykker pr. pers.)

Start med saucen, smelt smørret, tilsæt finthakket løg, drys melet på og pisk det godt sammen til en dej. Spæd med 1 dl. af mælken, lad det tykne lidt og hæld langsomt resten af mælken i. Bliv ved gryden og pisk hele tiden, indtil saucen har den rette konsistens. Tilsæt ost og krydderier og smag til med salt og peber. Sæt saucen til side.

Skyl porrerne grundigt og  skær dem i 1 cm. skiver. Rens svampene og skær dem i skiver. Østershatte og kantareller skal helst ikke skylles, men børstes fri for jord, med en lille børste.
Smelt lidt smør i en dyb pande og rist svampe og porrer. 

Hæld lidt af saucen i et ildfast fad på 20 x 30 cm. bare for at smøre bunden så lasagnepladerne ikke sidder fast. 
Læg et lag lasagneplader og hæld der halve af svampe- og porreblandingen på og 1/3 af bechamelsaucen over. Fortsæt sådan til du har 3 lag lasagneplader og slut ag med bechamelsauce på toppen. Drys med lidt parmesanost. 
Bag lasagnen til den er let gylden i ca. 25 -30 min. ved 210 grader.

Server tilbehør af: rucolasalat, toppet med lufttørret kød, soltørrede tomater og ristede pinjekerner.

søndag den 26. maj 2013

Bønne-tapenade med mandler, citron og chili



Denne tapenade er rigtig lækker! Den er pestoagtig i konsistensen og meget frisk og syrlig af den store mængde citronsaft- og skal som den indeholder. Brug den som tilbehør til grillet kød, ovenpå ristede brød (bruchetta) som sandwichspread eller som dip til rå grøntsager.
Opskriften har jeg set hos Plat du jour men har ændret lidt på forhold af ingredienser og fremgangsmåde, skriver den som jeg lavede den:

Bønne-tapenade, 1 stor skål:

500 g. grønne bønner / haricots verts
1 stor håndfuld mandler
2 fed hvidløg
1 rød chili (eller 1 tsk. sambal oelek)
2 økologiske citroner, skal og saft heraf
salt og peber.

Kog bønnerne i 4 minutter. Brus dem over med koldt vand i en sigte.

Blend først mandler, hvidløg og chili. Blend nu bønnerne med, til en lidt grov konsistens. Rør citronsaft og revet citronskal i og smag til med salt og peber.


Squashboller


Bollerne her holder sig friske i mange dage, pga. squash og hytteost. Du skal lade bollerne afkøle helt før du spiser dem, ellers kan de virke våde i midten.


Squashboller 12 stk.:

3 dl. vand, bland 1 dl. kogende med 2 dl. koldt
1/2 pakke gær
1 tsk. sukker
1 tsk. salt
2 spsk. olie
3 spsk. loppefrøskaller eller husk (kan udelades, men tilfører ekstra fibre til bollerne)
1 dl. havregryn
200 g. hytteost
1 håndfuld solsikkekerner
1/2 revet squash
4 dl. hvedemel - måske lidt mere, dejen skal være for klistret til at forme, men ikke så lind så den flyder ud
1 dl. rugmel

Opløs gæren i vandet, tilsæt sukker, salt, olie, havregryn og loppefrøskaller.
Tilsæt hytteost, squash og solsikkekerner og de to slags mel.

Ælt dejen godt sammen. Lad den hæve i ca. 30 min.

Sæt bollerne på en bageplade med en gaffel. Lad dem hæve i ca. 15-20 min.

Bages ved 220 grader, fik ikke taget tid på mine, men de skal være ret brune før du tager dem ud, da de indeholder meget fugt pga. squash og hytteost.
Lad dem afkøle før du spiser dem.

lørdag den 25. maj 2013

Luksus romkugler med marcipan


Her komme de så, de efterspurgte romkugler. Jeg har prøvet mig lidt frem, og synes selv at resultatet blev godt. De blev meget chokolade-intense, jeg brugte 4 spsk. kakao, men selv en chokoholic som mig kunne kun spise én, så jeg har i nedenstående opskrift kun skrevet 1 spsk. kakao, hvis du bruger chokoladekage som basis til kuglerne. Bruger du andre lyse kagerester, så tilsæt 4 spsk. kakao.

12 store romkugler:

500 g. kagerester (jeg brugte denne chokoladekage, men hvis du vil spare en arbejdsgang, så køb en chokoladekage hos bageren ) OBS! bruger du andre lyse kager, så skal du tilsætte 4 spsk. kakao i stedet for 1 spsk.
100 g. revet marcipan
100 g. smeltet chokolade
1 spsk. kakao (jeg bruger Valrhona)
4 spsk. hindbærmarmelade
4 spsk. kokosmel
2 spsk. romessens

Til overtræk: 200 g. smeltet chokolade (eller blot rul i krymmel eller kokos)
200 g. kokosmel

Kør kageresterne til krummer i en blender eller minihakker.

Så ser det sådan ud.

Tilsæt de øvrige ingredienser og rør massen godt sammen, med elpisker eller på røremaskine. Smag til, måske skal der lidt mere romessens i.

Tril 12 kugler og lad dem evt. ligge og tørre lidt før du overtrækker dem.

Til overtræk:
Smelt chokoladen og tril kuglerne heri, og derefter i kokosmel (eller krymmel, hakkede pistacienødder eller andre hakkede nødder)
Sæt kuglerne på køl, så chokoladen størkner. Opbevar dem på køl, men tag dem ud en halv time før de skal spises.






Følg mig på Facebook og få lidt glimt fra mit liv, samt de nyeste opskrifter først.

torsdag den 23. maj 2013

Kartoffelsalat med rygeostcreme


Denne salat blev lagt på Marie Melchiors Blog tidligere i dag. Jeg synes at den så SÅ lækker ud og jeg kunne nærmest smage ingredienserne i forening. Den skulle bare laves i dag, og det blev den. 
Den smager virkelig dejligt, og bliver helt sikkert en favorit her i huset! 
Vi fik en grillet lakseside til, som efter grilningen blev toppet med rød pesto -perfekt match til kartoffelsalaten.
Næste gang jeg laver den, vil jeg udskifte bønnerne med grønne asparges, eller bruge halvt af hver, det ville klæde den godt.
Jeg har ændret en smule på opskriften, skriver den som jeg lavede den.

Kartoffelsalat med rygeostcreme til 4 pers.:

650 g. små nye kartofler, kogt i ca. 15 min. og halveret
200 g. grønne bønner (hvis friske, nippet og blancheret i kogende vand i 5 min.)
200 g. fine ærter
1 bundt radisser i skrå skiver
1 bundt forårsløg, i skrå skiver
1 bundt dild, hakket fint
1 stor håndfuld græskarkerner, ristet på en tør pande til de popper.

Dressing:
1 dl. rygeost, gerne fra Løgismose
2 spsk. god mayonnaise
4 spsk. mælk
Salt og peber

Bland kartofler og alle grøntsagerne i en stor skål, bortset fra græskarkernerne.
Rør dressingen sammen, smag til med salt og peber og læg dressingen i klatter på toppen af salaten.
Drys de ristede græskarkerner over.

Følg mig på Facebook og få de nyeste opskrifter først og lidt ekstra fra mit liv :-)

mandag den 20. maj 2013

Artiskokcreme med soltørrede tomater


Dejlig artiskokcreme med soltørrede tomater, persille og hvidløg. Kan f.eks. bruges på en tapastallerken, på rugbrød eller på små ristede toastbrød. Jeg har spist denne på knækbrød de sidste par dage.
Hvis du ikke er vild med soltørrede tomater, så prøv at erstatte dem med en håndfuld cashewnødder.



Artiskokcreme:

1 glas grillede artiskokker i olie (ca. 280 g. drænet vægt)
1-2 fed hvidløg
4 soltørrede tomater i olie
1 spsk. olie fra tomaterne
1 lille håndfuld persille
lidt salt


Dræn olien fra artiskokkerne. Blend dem sammen med de øvrige ingredienser til en lidt grov masse. Smag til med salt - nyd!

tirsdag den 14. maj 2013

Sommertarteletter med grønne asparges, ærter og gulerødder


Jeg er eksamensvagt i disse dage, det betyder at jeg først er hjemme ved 18 tiden. I går lavede min mand mad til os, dejlig pasta med kylling og fløde, luksus at komme hjem til, men tre dage i streg med ham bag gryderne er uoverskueligt for ham, så i morges satte jeg en kylling til at koge, som så blot skulle plukkes da jeg kom hjem her til aften. Så var der mad på under en halv time.
Jeg laver altid tarteletter med ærter og gulerødder. Kan godt lide at der er lidt mere grønt at tygge på, modsat den originale udgave, som typisk kun indeholder hvide dåseasparges.
De fedtreducerede grahams-tarteletter smager virkelig godt synes vi.


1 lille fersk kylling (1200-1300 g.) befriet for skind
(kogeurter: gulerod, løg, laurbærblad, 6 hele peberkorn, evt. persillestilke)
4 gulerødder i små tern
6 grønne eller hvide asparges, i mindre stykker (hvis hvide, så skal du skrælle dem)
2 dl. fine ærter fra frost
8-9 dl. siet suppe
25 g. smør
3 spsk. hvedemel
salt og peber

Fedtreducerede grahams-tarteletter

Læg kyllingen i en stegegryde, hæld vand ved, så det står 2/3 op af kyllingen. Læg lidt kogeurter ved og lad kyllingen småsimre under låg i ca. 1  1/2 time. Skum for urenheder undervejs.














Tag kyllingen op og si suppen. Kassér kogeurterne.
Pluk kyllingekødet af og læg det til side.
Kog asparges og gulerodstern i suppen i 3 min. Hæld ærterne i og si med det samme suppen over i en stor skål. Lad grøntsagerne dampe af i sien.

Mål 8 dl. suppe af (resten af suppen kan du fryse ned)
Smelt smørret i en gryde, tilsæt melet og rør godt rundt. Tilsæt suppen gradvist imens du pisker konstant. Bag op til saucen har den rette konsistens.
Kom kød, ærter, gulerødder og asparges i saucen og varm det forsigtigt igennem i 1 min. Ikke længere, så trevler kyllingekødet.
Servér med det samme i lune tarteletter, med et dys af purløg eller persille.

lørdag den 11. maj 2013

Blomkålssalat til grill


Salaten her er nærmest en blomkålscoleslaw, den blev lavet til en grillet t-bone steak i aftes.
Inspiration til opskriften har jeg fundet på denne norske blog. Jeg har ændret dressingen, ved at fedtreducere den, samt tilføje ravigotte sauce og en anelse sukker.


Blomkålssalat til 4 pers.;

1 lille blomkålshoved
4 mellemstore gulerødder, revet
1 lille rødløg, hakket
1 håndfuld rosiner

Dressing:
4 spsk. skyr, creme fraiche eller græsk yoghurt
2 spsk. god mayonnaise (Hellmanns evt.)
1 spsk. ravigotte sauce (eller sød fransk sennep)
1 spsk. æbleeddike
1/2 tsk. sukker
salt og peber.

Fjern stok og blade på blomkålen. Skær det i tynde skiver, som skar du af en skinke. Skær skiverne i mindre mundrette stykker. Bland blomkålen med revet gulerod, hakkede løg samt rosiner.

Rør alle ingredienser sammen til dressingen og smag til med salt og peber.
Hæld dressingen over grøntsagerne og rør det godt sammen.


torsdag den 9. maj 2013

Hindbærlagkage med vanillefrosting


Min lillesøster fylder 37 år i morgen, så jeg har været i gang med projekt-lagkage siden i morges jeg stod op. Det er første gang at jeg laver en lagkage helt fra bunden med hjemmebagte bunde, hjemmelavet creme, frosting osv. Og det ER noget af et arbejde, så jeg håber at kagen smager dejligt, den skal jo først spises i morgen, så I må vente med at høre om resultatet :-)

Opskriften på kagen har jeg lånt fra denne blog Ulrik og Lynne laver de skønneste kager! Tak for opskriften! Jeg har ændret lidt på opskriten, har bl.a. reduceret sukkermængderne.


Hindbærlagkage med vanillefrosting:

Her finder du opskrift på Lagkagebunde

Kagecreme:
4  1/2 dl. mælk
1  1/2 dl. fløde
4 pasteuriserede æggeblommer
100 g. sukker
1 vanillestang
4 spsk. maizena
300 g. hindbær
1 dl. fløde, pisket til skum (skal piskes i den færdige creme til sidst.

24 små makroner. (fylder sådan på en spiseske)










Start med hindbærrene, varm dem op i en gyde, indtil de bliver mosbare. Passér dem gennem en sigte så kornene bliver siet fra. Lad dem afkøle.

Hæld fløde og mælk i en gryde. Skrab vanillekornene ud af vanillestangen og tilsæt både korn og den tomme stang til mælk/flødeblandingen. Varm det op under konstant piskning til det er lige under kogepunktet.
Tag gryden fra varmen og fisk vanillestangen op.

Bland æggeblommer, sukker og maizena. Hæld den afkølede hindbærsauce i og rør det godt sammen.
Varm igen mælke/flødeblandingen til lige under kogepunktet. Hæld hindbær/maizenablandingen i, under konstant omrøring. Pisk indtil massen begynder at tykne (men uden at det koger). Det skal have konsistens som yoghurt.
Tag gryden fra varmen og hæld cremen i en skål. Dæk cremen med husholdningsfilm. Filmen skal helt ned og ligge ovenpå cremen, så den ikke trækker skind. Sæt cremen på køl.














Når cremen er afkølet, blander du fløden i med lette tag. Nu er cremen klar til at blive brugt.

Chokoladeglasur:

100 g. 70 % chokolade, smeltet
150 g. flormelis
25 g. kakaopulver (jeg bruger Valrhona´s)
1-2 pasteuriserede æggehvider

Bland flormelis, kakaopulver og æggeblomme(r) hæld den smeltede chokolade i og rør det godt sammen. Hvis cremen bliver for tyk, så tilsæt lidt vand.

Vanillefrosting:

4 pasteuriserede æggehvider
4 dl. sukker
1/4 dl. lys sirup
1/2 dl. vand
1 spsk. vanillesukker
1/2 tsk. hvid eddike

Sæt en stor skål ned i et kogende vandbad. Pisk æggehviderne næsten stive og tilsæt sukkeret.
Pisk et minuts tid og tilsæt så sirup, vand og eddike. Pisk nu i ca. 5-7 min.
Hæld frostingen i en sprøjtepose.

Flæk lagkagebundene i tre dele.
Fordel halvdelen af hindbærcremen på den 1. bund og drys med 12 knuste makroner.
Læg den næste bund ovenpå og fordel resten af cremen + de næste 12 knuste makroner herpå.















Læg den sidste bund på og smør chokoladeglasuren øverst.

Dekorer med frostingen så kanterne bliver dækket og pynt ellers som du selv ønsker.
















Så har vi smagt kagen, den smagte rigtig dejligt og gæsterne roste den meget! Frostingen nåede desværre at flyde lidt ud over fadet efter transport af kagen, måske har jeg ikke pisket længe nok.
Sådan så kagen ud indeni:


Grundopskrift på 3 lyse lagkagebunde


Jeg glemte at tage et foto af bundene uden creme. 
Dejlige luftige bunde, som er hurtige at lave og med meget mere gods i, end de færdigkøbte!


3 stk. lyse lagkagebunde:

6 æg
150 g. sukker
150 g. mel
1  1/2 tsk. bagepulver
2 tsk. vanillesukker

Del æggene i blommer og hvider.
Hviderne piskes stive og sukkeret tilsættes lidt efter lidt. Pisk herefter æggeblommerne i.
Bland de tørre dele og sigt dem i æggeblandingen og vend det forsigtigt rundt, så luften ikke slåes ud af dejen.

Hæld dejen i en smurt springform og bag bunden ved 180 g. i ca. 20-25 min.
Afkøl og del bunden i tre dele.






lørdag den 4. maj 2013

Venskabskagen Herman


Kagen Herman stiftede jeg første gang bekendtskab med i starten af år 2000.
Jeg fik den foræret færdigbagt, og synes dengang at det var en af de bedste kager jeg nogensinde havde smagt.
Begejstringen er dog ikke helt på samme højde denne gang, men den er stadig rigtig god, og værd at vente på.
Til jer som ikke kender kagens historie, kan jeg fortælle, at det er en vandre-kage, som oprindelig er opstået i USA for mange år siden, som en "friendship-cake" blandt Amish-folket.
Jeg var så heldig at modtage en surdej til kagen sidste torsdag af Linda Traun-Eriksen, som jeg kender fra vores fælles dagpleje. Jeg blev meget glad for igen at møde Herman.

Men kagen kan heldigvis godt opstå uden at man skal vente over 10 år på at få en portion af vandre-dejen, du kan nemlig selv starte en surdej op, som nedenstående:

Surdej til Herman:

1 dl. kærnemælk
2,5 dl. mel
1 klump gær på størrelse med en stor ært
Rør sammen og stil dejen lunt på køkkenbordet i tre dage, og husk at røre i dejen 2 gange dagligt.

Dag 4: tilsæt:
2 dl. mælk
2 dl. hvedemel
2,5 dl. sukker

Dag 5, 6, 7 og 8: rør i Herman 2 gange hver dag, husk at skrabe kanterne når du rører.

Dag 9: Herman er sulten, giv ham igen:
2 dl. mælk
2 dl. hvedemel
2,5 dl. sukker
Del ham i 5 lige store dele og giv ham til 4 af dine venner.

Dag 10: Herman er sulten igen, giv ham:
3/4 dl. olie
1,5 dl. sukker
3 æg
Olie, sukker og æg piskes først sammen og tilsættes surdejen sammen med:
3,5 dl. hvedemel
2 tsk. bagepulver
1 tsk. salt
100 g. hakkede hasselnødder
100 g. hakket chokolade
2 revne æbler
2 tsk. kanel

Rør det hele sammen og bag Herman i en springform midt i en 175 g. varm ovn i ca. 40 min. eller indtil han er gylden og lækker.




Lammefrikadeller


Vi er vilde med lam i vores familie Frikadellerne her er super lækre med feta, soltørret tomat og oregano.
Du kan servere tzatziki og tomatsalat til, og evt. supplere med ovnstegte kartoffelbåde, vendt i olivenolie.


Lammefrikadeller:

400 g. hakket lammekød
1 æg
1 løg, revet
2 fed hvidløg, presset
1 lille håndfuld friskhakket oregano eller 1 spsk. tørret
100 g. feta i tern
8 soltørrede tomater i små tern
1 tsk. salt
peber
evt. lidt rasp, hvis farsen er for våd

Rør alle ingredienserne sammen.















Steg frikadellerne i lidt olie.

Serveringsforslag:
Tzatziki, ovnstegte kartofler, avocadosalat (tomater, avocado, persille, olie og balsamico)

Pho Vietnamesisk spicy suppe med masser af fyld


Jeg elsker Pho-suppe! Lækkert fyld, som ikke er udkogt, friske sprøde urter på toppen og godt mættende pga. kødet. Denne suppe er lidt spicy og god kraftig i smagen.


Til 2 pers:

1 liter god oksefond
3 hele stjerneanis
1 stang kanel
1 frisk rød chili i tynde skiver
3 spsk. fiskesauce
1 tsk. farin
3 cm. frisk ingefær i skiver
200 g. tørrede risnudler
1 håndfuld frisk koriander
1 håndfuld frisk mynte
1/2 bakke bønnespirer
6 champignoner i skiver
300 g. oksefilet eller lign. kød, skåret i ultra tynde skiver

Drys:
1 rød chili i skiver samt 3 forårsløg i skiver

Kog oksefonden op med chili, stjerneanis, champignoner, fiskesauce, kanel, farin og ingefær.
Lad suppen simre imens du tilbereder nudlerne efter pakkens anvisning.

Anret de færdige nudler, bønnespirer, friske krydderurter og tynde skiver oksefilet i to skåle. Hæld den kogende supper over.
Det er VIGTIGT at oksefileten er skåret ultratyndt, da den udelukkende bliver tilberedt af den varme suppe.

Drys med forårsløg og ekstra chili og server med det samme.