mandag den 30. september 2013

Dejlige sprøde sunde grønkålschips


Så er der frisk dansk grønkål i butikkerne. Chipsene her har jeg set på flere madsider, og måtte bare prøve dem selv, nåede det nemlig ikke sidste år, hvor de hittede.
De er sprøde og lækre med smag af soya og lidt ost, fra gærflagerne. Hvis du ikke bryder dig om ostesmagen, kan du udelade gærflager.
Du kan med fordel blende lidt rød peberfrugt i marinaden, det vil give den sødme, men tilsæt endelig IKKE salt, chipsene bliver nemt for salte og soyaen skal helst være af god kvalitet, for ikke at være for salt. Her kan jeg anbefale Kikkoman´s Soya.

Grønkålschips, 1 skål:

150 g. friske grønkålsblade befriet for stokken og skyllet grundigt

Marinade:
3/4 dl. sesamfrø
saften fra 1 citron
2 spsk. sojasauce
3 dadler uden sten
7 spsk. gærflager (kan købes i helsekostforretninger)
1 nip cayennepeber.

Tænd ovnen på 85 grader varmluft.

Blend marinaden, en minihakker er bedst til det. Massér den godt ind i alle grønkålsbladene.

Fordel grønkålen på to bageplader med bagepapir. Bag dem i 1 time.
Vend dem og bag dem i yderlige 30 min. Nu skulle de gerne være sprøde.
Afkøl, spis!






Granola med 70 % chokolade


Så fik jeg omsider produceret en portion granola, det har længe været på to-do-listen.
Den skal fortrinsvis bruges oven på skyr, som vi spiser til morgemmad. En lille portion skyr kan holde mig mæt indtil middag, pga. det høje proteinindhold.
Jeg har tilsat lidt hakket 70 % chokolade, men det kan du evt. udskifte med tørret frugt, som rosiner, dadler, figner eller andet, hvis du bedre kan lide det.

Granola med chokolade:

100 g. trekornsflager (eller grovvalsede havregryn)
100 g. speltflager
20 g. hørfrø
20 g. solsikkekerner
20 g. græskarkerner
50 g. hasselnøddekerner, groft hakket
50 g. mandler, groft hakket
200 g. honning

Tilsættes efter afkøling:
50 g. hakket mørk chokolade

Bland flager, frø og nødder med honningen. Gør dine fingre våde før du starter og ælt det hele godt sammen i en skål, så honningen fordeles godt.














Fordel blandingen på en bageplade med bagepapir














Bag granolaen ved 175 grader i ca. 15-20 min. indtil den er let gylden. Pas på den ikke brænder på.
Den kan virke lidt blød når du tager den ud, men den stivner når den er kølet af.

Når den er kold, brækkes den til smulder (kan evt. skæres med en kniv) og den hakkede chokolade tilsættes.
Opbevares tørt i en lufttæt beholder (IKKE i køleskab!)

Isvafler med chokolade og krymmel


Her er et nemt lille trick, som forvandler isvafler til en himmerigsmundfuld.

70 % chokolade smeltes og vaflen dyppes deri. Drys med krymmel eller hakkede nødder og lad den tørre.

Broccolisuppe med topping af ristet laks, mango, chili og forårsløg


Jeg så denne lækre suppe på Instagram i aftes, og vidste at den måtte jeg bare lave i dag. Suppen smager skønt! Og toppingen klær´ den bare så godt.
Jeg fik desværre ikke hældt nok vand fra inden jeg blendede, så derfor blev den ret tynd. Den smagte dog dejligt alligevel, men den skal helst have konsistens som grød.
Opskriften er lånt fra denne skønne blog: Vanløse Blues
Jeg har ændret lidt på opskriften, skriver den som jeg lavede den.

Broccolisuppe til 2 pers.:

2 små bundter broccoli
1 liter vand
1 tsk. herbamare urtebouillon (eller en anden bouillonterning)
1 tsk. salt
4 spsk. skyr eller creme fraiche

Topping:
2 laksesteaks, ristet på panden
1/2 mango i tern
2 snittede forårsløg
1 rød chili, finthakket

Lidt limesaft til at presse over laksen.

Skær 1 cm. af det nederste af stokken på begge broccoli. Skær resten af stokken i skiver, og del toppen i buketter. Læg broccolistykkerne i en gryde med vandet, samt bouillon og salt. Når vandet koger, lægger du låg på og lader det koge i 7 min. Imens steger du laksen og snitter forårsløg, mango og chili.

Hæld vandet fra broccolien MEN gem 4 dl. Blend broccolien med de 4 dl. vand (med en stavblender hvis du har en) og tilsæt skyr eller creme fraiche. Smag til med salt og peber.

Anret den varme suppe i dybe tallerkener, top med laks i mindre stykker, mango, chili og forårsløg. Pres limesaft over toppingen.

torsdag den 26. september 2013

Syltede grønne tomater med vanilje


Som barn fik jeg de lækreste sødsyltede grønne tomater hos min mormor. Denne opskrift er dog ikke hendes, men den er også skøn.

Tomaterne spiser vi til sammenkogte retter, simremad eller på en leverpostejsmad. Kan også bruges i salater, som det søde indslag.

JEG HAR NETOP FÅET FINGRENE I MIN MORMORS OPSKRIFT PÅ VANILJESYLTEDE GRØNNE TOMATER, OG DEN ER ALTSÅ BÅDE BEDRE OG NEMMERE END DENNE OPSKRIFT, SÅ JEG VIL ANBEFALE DIG AT BRUGE DEN OPSKRIFT SOM DU FINDER HER!

Sødsyltede grønne tomater med vanilje:

1 kg. grønne tomater, bedst hvis de er små, men ellers kan de halveres

Eddikelage:
5 dl. vand
5. dl. eddike

Syltelage:
1/2 liter eddikelage
450 g. sukker
korn af 1 stang vanilje
1 kanelstang

Til skylning af sylteglas: atamon eller cognac










Skyl tomaterne og prik dem 4 gange hver med en gaffel. Hvis der er nogle store tomater imellem, kan du halvere dem.

Kog eddike og vand op i en gryde. læg tomaterne i og lad dem koge i 5 min uden låg. Tag dem op med en hulske.
Si den varme eddikelage og hæld 1/2 liter af den i en gryde sammen med sukker, vaniljekorn- og stang samt kanelstang. Kog lagen op indtil sukkeret er opløst.

Tilsæt tomaterne og lad dem småsimre i lagen uden låg i 8 min.










Tag tomaterne op med en hulske og læg dem forsigtigt i sylteglas som du har skyllet i atamon eller cognac.
Hæld lagen over og skru straks låg på. Opbevar glassene køligt.

Følg mig på Facebook og få en masse ekstra opskrifter i bonus, samt små glimt fra mit liv :-)

Farsbrød med pastinak og persillerod



Jeg glemte helt at få taget et billede af min tallerken, så her er et billede af et halvt spist farsbrød i bradepanden. Farsbrødet er rigtig lækkert med en sødlig smag fra pastinak og persillerod.
Tilbehøret kan være alt fra en kålsalat, til ovnkartofler eller flødekartofler, pasta osv.


1 mega stort farsbrød til 4 personer i 2 dage:

800 g. hakket kalv og flæsk
250 g. finrevet persillerod
250 g. finrevet pastinak
2 dl. mælk
2 dl. havregryn
2 æg
2 løg, revet
1 spsk. timian
1 spsk. merian
1 strøget tsk. revet muscatnød
2 tsk. salt
friskkværnet peber

1 pakke bacon

Rør alle ingredienserne sammen til farsbrødet. Det er en stor portion, så det gøres nemmest med fingrene.
Form til et "brød" og læg det i en bradepande.
Læg baconskiver henover.

Bages ved 200 grader i ca- 45 min. til en time, ovne varmer forskelligt, men bacon´en skal være sprød og gylden.

Server med det tilbehør du bedst kan lide.

tirsdag den 17. september 2013

Bircher Muesli / Køleskabsgrød


Køleskabsgrød - Bircher Muesli - kold grød - rå grød - raw food - kært barn har mange navne.
Min veninde Mette og jeg fik fornylig en lignende slags grød, som indgik i vores brunch på restaurant Under Lindetræet (du kan læse om det her ) Jeg har her forsøgt at lave en sundere version af grøden, hvor der indgår skyr i stedet for flødeskum. Ret lækkert, meget sundt og hurtigt ikke mindst, lige en morgengrød for mig !
Toppingen kan man variere efter smag, lidt finthakket 70 % chokolade eller kokosmel ville også smage godt på grøden.

2 portioner:

3 dl. havregryn, evt. glutenfri (økologiske havregryn indeholder kun en lille smule gluten)
3 dl. minimælk
1 revet æble

1,5 dl. skyr
2 tsk. vanillepulver (Den fra Urtekram er klart bedst - kan købes i Netto)
4 bløde dadler uden sten

Topping kunne være noget af dette:
Hindbær, blåbær, bananskiver, hakkede nødder/mandler, kokos, rosiner, kanel, 70 % chokolade, lidt ahornsirup.

Bland mælk, havregryn og revet æble i en skål. Dæk den med film og lad den stå på køl natten over.

Næste morgen blander du skyr, vanillepulver og hakkede dadler i. Rør godt rundt og server med den topping du ønsker.

søndag den 15. september 2013

Grove spelt snegle med marcipanremonce og mandelcrunch


Inspirationen til de her top lækre grove snegle, har jeg fundet i en Lone Kjær opskrift.
Jeg har haft opskriften liggende lææænge i min "to do skuffe" og i dag var det oplagt regnvejrs-bagedag så endelig blev de til.
Jeg har reduceret sukker- og gær-mængderne i forhold til den originale opskrift og så har jeg tilføjet hakkede mandler til remoncen. Jeg er overrasket over at sneglene bliver så bløde og luftige med en så stor mængde groft mel og lille mængde gær, men det spillede altså bare. Jeg tror faktisk at det er den lækreste marcipansnegl jeg nogensinde har smagt.
Sneglene kan lunes på brødristeren dagene efter de er bagt. Kan ligeledes fryses ned og lunes når de skal bruges, så skal du bare vente med at lægge glasur på dem.

Grove spelt snegle med marcipanremonce og mandelcrunch 12 store stk.;

50 g. smør
2,5 dl. mælk
25 g. sukker
25 g. gær
1 nip salt
2 tsk. kanel
1 tsk. vaniljesukker
1 tsk. kardemomme
1 æg
200 g. fuldkorns speltmel
300 g. hvedemel

1 sammenpisket æg til pensling
sukker til drys

Remonce:
125 g. blødt smør
100 g. sukker
125 g. revet marcipan
50 g. hakkede mandler
Røres sammen.

Glasur:
75 g. flormelis
1 spsk. kakao
lidt kogende vand
Røres sammen.

Smelt smørret i en gryde. Hæld mælken i og varm videre til væsken er lillefingervarm. Bliv ved gryden med fingeren i indtil den er klar.
Smuldr gæren i en røreskål sammen med krydderierne. Hæld mælken over og rør indtil gæren er opløst.
Tilsæt speltmel og æg og rør det sammen. Tilsæt hvedemel og ælt dejen godt sammen (her bruger jeg røremaskine) Lad dejen hæve tildækket i 1 time.

Rør remoncen sammen.

Rul dejen ud til en firkant på 40 x 50 cm. Smør remoncen på dejen.















Rul den forsigtigt sammen som en roulade.

Skær rullen ud i 12 stykker og læg dem tæt sammen i en lille bradepande beklædt med bagepapir.
















Lad sneglene hæve i 30 min.

Pensl med sammenpisket æg  og drys med sukker. Bag sneglene ved 200 grader i ca. 20 min. eller til de er gyldne.

Afkøl en smule og pynt med glasur.

fredag den 13. september 2013

Facebook er du tilmeldt min side dér ?


Hej kære faste læsere på min blog :-)

Lige lidt strøtanker her inden weekenden.

Vil lige gøre opmærksom på, at jeg har en facebookside som du kan følge. Den hedder "Evas Køkken" og du finder den her:  Evas Køkken

På facebooksiden poster jeg en ny opskrift hver dag, til inspiration til aftensmaden, bageprojekter, madanmeldelser og små glimt fra mit liv. Her får du langt flere opdateringer end blot ved at følge bloggen.
Så tryk "synes godt om" hvis du har lyst :-)

Har ligeledes en instagramprofil, den finder du ved at søge "evarambrand" i instagram.

Min blog har nu eksisteret i halvandet år, og har mellem 800-1200 læsere om dagen, det er jeg meget beæret over!

En rigtig dejlig weekend til dig, og tak fordi du følger min blog!

torsdag den 12. september 2013

Glutenfri sprøde Chiafrø knækbrød



Jeg så fornylig en artikel i et blad, hvor sangeren Julie Bertelsen bagte glutenfri knækbrød med bl.a. chiafrø.
Jeg syntes at opskriften så interessant ud, men jeg fik lyst til at lave en både grovere og mere fedtfattig udgave.
Det fik jeg så eksperimenteret lidt med i aftes, og resultatet blev bare så godt.
Knækbrødene bliver super sprøde og faktisk en hel del anderledes i smagen end knækbrød bagt med alm. mel.
Chiafrø og groft boghvedemel kan købes i helsekostbutikker. Jeg køber mit i Naturkost, Gravene i Odense.
(Ps. chiafrø er ret dyre, koster 125,- kr. for 500 g. men til gengæld super sunde og fulde af omega 3 fedtsyrer)

1  1/2 plade chiafrø-knækbrød:

3,5 dl. vand.
1 dl. chiafrø
1,5 dl. groft boghvedemel
1,5 dl. majsmel
4 store spsk. loppefrøskaller (eller HUSK fiberpulver)
1/2 dl. solsikkekerner
1/2 dl. græskarkerner
1/2 dl. god olivenolie
1 tsk. groft salt

sesamfrø til drys

Sæt chiafrøene i blød i vandet i 3-4 min. (de vil nu blive klistrede og lidt sammenhængende) tilsæt de øvrige ingredienser og ælt det godt sammen.

Læg 2/3 af dejen på et stykke bagepapir og pensl overfladen med lidt olie. Læg et stykke bagepapir over og rul dejen ud mellem papirene, til den er tynd og ensartet.

Gør det sammen med den sidste 3. del og rids dejen op i den størrelse du foretrækker dine knækbrød (så kan de nemmere knækkes når de er bagt) Drys evt. med sasamfrø.

Indstil ovnen til 150 grader varmluft og bag de to plader knækbrød i 45-60 min. eller indtil de er helt sprøde. Ovne varmer forskelligt, så hold øje med dem undervejs.

mandag den 2. september 2013

Pitabrød med hummus, rød pesto, kylling og karamelliserede rødløg


Opskriften her blev postet på Løgismoses facebookside i forrige uge. Den så vildt lækker ud, så den måtte bare prøves. Jeg har ændret lidt på fremgangsmåden, i stedet for bagte tomater og rødløg, som Løgismose foreslår, har jeg stegt og karamelliseret rødløg og brugt friske tomater, det synes jeg fungerer bedst, da bagte tomater godt kan blive våde og smattede i et pitabrød.
Jeg har selv bagt de grove pitabrød, men hvis du vil spare den arbejdsgang, så køb nogle af god kvalitet evt. fra frost.
Kyllingen jeg brugte var kyllingen jeg kogte suppe på i går, til denne svampesuppe
Jeg angiver ikke mængder til opskriften, men 1 kylling vil kunne mætte 4-6 personer.

1 rest kold kylling
3 spsk. olivenolie
stødt koriander
stødt spidskommen
1-2 fed hvidløg

Rødløg i tynde både
1 spsk. olie + lidt sukker

Hummus fra Løgismose (findes på køl i Netto) eller lav den egen humus
Pesto Rosso fra Løgismose (findes på køl i Netto)
Salat
Tomater

Grove pitabrød

Riv den kolde kylling i strimler.
Varm olien i en pande, riv hvidløget og svits det samt krydderierne i olien. Ikke ved for høj varme, så branker hvidløget og bliver bittert. Varm kyllingestrimlerne i olien, det skal bare lige varmes kort.

På en anden pande steger du rødløg i lidt olie, når løgene er bløde drysser du sukker på og lader sukkeret karamellisere.

Byg pitabrødet op således: Smør et godt lag hummus på begge sider inde i brødet. Læg salat i, så kylling, pesto, tomatskiver og de karamelliserede løg.


Pesto rosso og hummus ser sådan ud og findes på køl i Netto

Cremet svampesuppe


På efterårets første dag, som oven i købet faldt på en søndag i år (søndag = køkkendag hos mig) besluttede jeg mig for at koge suppe til en dejlig svampesuppe. Der vil blive postet en masse supper og simreretter i efteråret, for jeg elsker den tid, blus under gryden, en lang gåtur i skoven, hjem og nyde den gode mad, i varmen.
Suppen er lidt tidskrævende, men er det hele værd. Kyllingen som suppen koges på, kan du anvende til en dejlig hønsesalat eller til retten som jeg poster i morgen, grove pitabrød med hummus, rød pesto og kylling.


Cremet svampesuppe til 6 personer:

1 kylling
2,5 liter vand
300 g. champignoner i halve eller kvarte
2 løg i kvarte
4 fed hvidløg
2 laurbærblade
2 spsk. salt
10 sorte peberkorn

Fyld:
250 g. østershatte
250 g. brune markchampignoner
250 g. champignoner
1/2 l. piskefløde
muscatnød, salt og peber

Brødcroutoner laves af brød skåret i tern og ristet i olivenolie på en pande med salt til ternene er sprøde og brune.










Hæld 2,5 liter vand i en suppegryde og tænd for varmen imens du ordner kyllingen.
Klip overflødigt skind og fedt af kyllingen. Skyl den godt udvendig og indvendig. Læg den med brystsiden opad i vandet i gryden, sammen med de 300 g. champignoner, løg, hvidløg, laurbærblade, peberkorn og salt.
Læg låg på og lad suppen småsimre i 10 min. Tag nu låget af og skum af. Læg låg på igen og lad kyllingen simre videre i 2 timer.















Der skal bruges en stor portion svampe til suppen, i alt 750 g. i den færdige suppe, det tager lidt tid at rense dem, bruger du rodskårne champignoner, skal du give dem et rent snit i stokken.

Efter 2 timer tager du kyllingen op af suppen. Lad den afkøle imens du sier suppen, så den bliver klar.

Hæld den klare suppe tilbage i gryden og tilsæt de hakkede svampe.














Når suppen igen er kommet i kog, skal den simre med svampene i 15 minutter.

Imens suppen simrer kan du plukke kødet af kyllingen og sætte det på køl, til senere brug.

Herefter hælder du fløden i og varmer den godt igennem.
Smag til med salt, peber og revet muscatnød.

Server suppen rygende varm med brødcroutoner og et drys hakket kørvel eller persille.

Squash / gulerodsmuffins


Jeg har eksperimenteret mig frem til de her muffins med squash og gulerod, med moderate mængder sukker og fedtstof og en stor mængde squash/gulerod. Synes de er blevet ret gode, de er ikke særlig søde, sådan kan jeg bedst lide lyse kager.

Squash / gulerodsmuffins ca. 18 stk.

200 g. revet squash
200 g. revet gulerod
100 g. solsikkeolie
150 g. sukker
4 æg
1 spsk. stødte nelliker
2 spsk. kanel
1 spsk. vanillesukker
200 g. mel
3 strøgne tsk. bagepulver

Topping:
200 g. Philadelphia light rørt med 75 g. flormelis. evt. drys af usaltede hakkede pistacier, eller ristede mandelsplitter.

Pisk æg og sukker lyst og skummende. Tilsæt revne grøntsager og olie. Rør det godt sammen.
Bland mel, bagepulver. stødte nelliker, kanel og vanillesukker og sigt det i æggeblandingen.
Vend det i blandingen med lette tag.

Fordel dejen i muffinsforme så det fylder formen 2/3. (Du kan også bage en stor kage i springform.)

Bages ved 180 grader i ca. 30 min. Ovne varmer forskelligt, så tjek med en kødnål om kagerne er færdige.

Afkøl og pynt med toppingen

søndag den 1. september 2013

Brunch på Restaurant Under Lindetræet



Min dejlige veninde Mette, fyldte 40 år i foråret, og hvad giver man kvinden som har alt og som deler ens store passion for god mad -et gavekort til en restaurant selvfølgelig!

Oprindelig var gaven et gavebevis til nyåbnede restaurant Pasfall i Brandts, men de havde taget deres brunch af menükortet inden sommeren var omme, så jeg måtte finde et andet alternativ.

Brunch-caféerne i Odense er prøvet adskillige gange, favoritterne har været Themsens Café i Overgade og Gertruds i Jernbanegade. Men jeg har længe savnet et nyt sted og et nyt koncept som skiller sig ud fra det som caféerne har at tilbyde.

Så var det jeg kom i tanke om, at en gammel skoleveninde Lene Stave Grgic, skrev på facebook i foråret, at hun havde fejret bryllupsdag med brunch på Restaurant Under Lindetræet, tak for det Lene, det var pga. Din anbefaling at jeg valgte netop dette sted.

Mette havde ikke fået at vide hvor brunchen skulle indtages, så jeg satte hende i stævne på Fisketorvet, hvorfra vi fulgtes til restauranten. En gåtur på ca. 3 min.

Ingen af os havde været i restauranten før, så vi blev begge glædeligt overraskede over den vildt hyggelige atmosfære, i de lavloftede stuer med dukkehusstemning og udsigt til H.C. Andersens hus, som ligger lige overfor.

Vi fik anvist vores bord af en sød ung pige, som oplyste os om, at brunchen ville komme i 4 serveringer.
Vi bestilte en kande urtethe. Da servitricen gik, sagde jeg til Mette, at jeg ville bestille juice når hun kom tilbage. Men det blev ikke nødvendigt, for da théen kom, var den ledsaget af to glas æblejuice -husets egen, presset samme morgen. Juicen smagte SÅ dejligt og théen af mynte og hyben ligeså.

Kort tid efter kom 1. servering, som bestod af to dele - én lille skål med skyr toppet med honning, rugbrødsknas, ristede mandler og hasselnødder
Og én med müsligrød (a´la Bircher Müsli) som laves af deres egen müsli, der sættes i blød i mælk natten over, derefter tilsættes lidt revet æble, mandelmel, skyr og lidt letpisket fløde og vanille. På toppen af grøden var lidt syltet blomme med saft, det smagte virkelig dejligt, mindede lidt om ris a´la mande.



Kort tid efter kom 2. servering, serveret på et stykke skiffer. Den bestod af oksespegepølse fra Nr. Søby Slagteren, 3 oste; Snowwhite, danablue og fast skæreost fra Ullerslev mejeri, Svendborg skinke (minder om parmaskinke) virkelig lækker i smagen og garanteret lavet uden tilsætningsstoffer og lign. samt rygeost fra Løgismose. En lille skål med porcheret æg og letrøget laks samt karse, og lækker hjemmelavet lun leverpostej med svampe og bacon.
Dertil hjemmebagt Ramsherred rugbrød efter gammel Odenseansk opskrift, hjemmebagte rundstykker og lækkert hjemmebagt hvedebrød. To marmelader, en mælkemarmelade, lavet af mælk, fløde, sukker og mandelstykker, som er kogt ind natten over og en blommemarmelade, virkelig lækkert!


Porcheret æg med letrøget laks og karse


Skifferplade med pålæg og ost


Mælkemarmelade og blommemarmelade


Hjemmebagt brød

3. servering overraskede os; oksespidsbryst på bund af spidskål og glaseret med en kraftig indkogt fond, ledsaget af en blomkålssuppe med sprøde croutoner og små blomkålsbuketter, virkelig lækkert! Stor smag i både suppe og det møre kød, og dejligt med en mere frokostpræget ret ovenpå "morgenmaden".


Oksespidsbryst på spidskål med blomkålssuppe

Nu var vi godt mætte, men 4. servering var der lige plads til, som det søde punktum på en sublim menü!
En meget velsmagende -ikke for sød, æbletrifli, med lidt crunch og fløde.


Æbletrifli



Æbletrifli

Og regningen for alle disse herligheder, samt to kander urtethé, i alt kr. 480,- for 2 personer, det er yderst rimeligt for et måltid af så høj kvalitet! (Brunchen incl. juice og isvand koster kr. 198,- pr. snude.)

Herunder følger lidt fotos af restauranten. Der var i øvrigt pænt besat på alle borde i restauranten imens vi var der.



Vores bord og fødselaren




Udsigten mod H.C. Andersens hus

Det er bestemt ikke sidste gang vi kommer her! Nu vil jeg glæde mig til, sammen med min mand at nyde et aftensmåltid på Under Lindetræet inden for nærmeste fremtid!

Restaurant Under Lindetræet
Ramsherred 2
5000 Odense C
Tlf. 66129286

Restaurantens hjemmeside: http://www.underlindetraet.dk/forside.aspx