mandag den 24. marts 2014

Tapas på Bar Snik Snak


I sidste uge så jeg et opslag på Bar Snik Snak´s facebookside om frokosttapas ad libitum til 89,- kr. pr. person.
Jeg kender i forvejen deres tapas, som jeg flere gange har nydt i selskab med veninder, dog i en lidt anden form, hvor man betaler pr. tapas. Så jeg tænkte, at min mand skulle introduceres for stedet. 

Vi gæstede så baren torsdag middag i sidste uge, sammen med vores 4 årige søn. 
Vi blev som altid taget godt imod, af det nærværende personale og fik præsenteret buffeten. 

Udvalget af tapas varierer fra dag til dag. I torsdags kunne vi nyde disse herligheder:

rimmet laks på ristet rugbrød med sennepsmayo
stegt unghanebryst
bagt fennikel i parma-svøb
små stegte kartofler med den lækreste estragon-aioli
små ristede brød med artiskokcreme med parmesan
ricottacreme på små ristede brød
små søde pebre med tunfyld
små bruchetta med basilikumspesto, bagt peberfrugt og parmesan
stærk salami med grønne oliven
små toasts med gorgonzolacreme
små skåle med salat, indeholdende; artiskokhjerter, edamamebønner, parmesanflager og olieeddike dressing
friskbagt brød -lyst og groft
oliven og hvidløg i marinade
Grillede aubergineruller med ricottafyld

Alt friskt og veltilberedt, og der bliver fyldt op hele tiden.

Herunder et lidt mørkt foto af buffeten (de lune retter var linet op på baren)


Jesper, som er bestyrer af stedet, serverede et glas hvidvin for mig, som passede til min smag, han er også ganske dygtig til at lave lækre cocktails, har jeg erfaret fra mine natlige besøg på baren.
Min mand fik en stor fadøl og vores søn fik en lille cola.

Vi kom alt i alt til at betale kr. 325,- for frokost samt drikkevarer for os tre. Det skal hertil siges, at vi ikke blev bonnet for vores søns mad, tjeneren havde vist observeret at han ikke rigtig havde lyst til at spise andet end en smule brød. Det synes jeg er et sympatisk træk fra restaurantens side!

Jeg synes at man får meget god tapas for pengene, men jeg savnede personligt et lille sødt punktum, evt. i form af små bidder brownies eller lign. 

Jeg skal helt sikkert besøge Bar Snik Snak igen meget snart, men næste gang bliver det i selskab af en veninde, for min mand synes det var lige lovligt feminint at spise tapas, og repræsentationen af kvinder var da også størst i restauranten.

Frokostapas-buffeten serveres alle åbningsdage fra kl. 12-15

Kontaktoplysninger:

Bar Snik Snak
Jernbanegade 14
5000 Odense C.
tlf. 66115711

søndag den 23. marts 2014

Tomattærte med hytteost, løg og feta


Denne tærte er simpelthen bare SÅ lækker, jeg er sikker på at du vil være enig, hvis du smager den! Det er en rigtig provencalsk tærte, med smag af mild ost og dejlige søde tomater og løg.
Den blev postet i går på Foodfanatics facebookside, og jeg tænkte med det samme, at den skulle laves til aften. Foodfanatics opskrifter er nemlig altid et hit her hos os.
Jeg har ændret lidt på opskriften, jeg havde nemlig ikke nok creme fraiche i køleskabet, så supplerede med hytteost.
Jeg har presset tomatkernerne ud af tomaterne, for at tærten ikke skulle blive for våd, og det fungerede rigtig fint. jeg skriver den som jeg lavede den.

Tomattærte med hytteost, løg og feta, som tilbehør til 4 pers.:

1 tærtedej (jeg snød i dag og brugte en pakke færdig tærtedej fra Brugsens køledisk)
3 store tomater
6 cherrytomater, halverede
2 løg, i skiver
4 æg
2 dl. creme fraiche 18 %
2 dl. hytteost
25 g. revet mellemlageret skæreost
25 g. revet parmesan eller pecorino
1/2 tsk. tørret oregano
50 g. smuldret fetaost
1 tsk. groft salt og friskkværnet peber

Bred tærtedejen ud i en tærteform. Læg løgringene oven på dejen.
Skær tomaterne i skiver og pres kernerne ud med fingrene. Læg tomaterne på køkkenrulle, efterhånden som du ordner dem.
Halvér cherrytomaterne og vrid/pres også kernerne ud af dem.
Læg først tomatskiverne oven på løgene og derefter de halve cherrytomater med skæresiden opad.


Pisk æg, hytteost, creme fraiche, parmesan, den revne skæreost samt krydderier sammen i en skål.
Hæld æggemassen over tomaterne og drys med smuldret feta over tærten.


Bag tærten ved 200 grader på anden nederste rille i ovnen i ca. 45 min. Ovne varmer forskelligt, så hold øje med at den ikke bliver brændt i toppen, så skal du lægge stanniol over den.

Server en god salat som tilbehør, eller frikadeller eller andet kød.


Velbekomme!

tirsdag den 11. marts 2014

Blinis med stenbiderrogn


Jeg elsker denne tid, hvor der er frisk stenbiderrogn. Det er bare indbegrebet af forår. Det er så simpelt og lækkert, kombinationen af den fuldfede creme fraiche, rødløg, den bløde pandekage og den milde rogn, uhm!

Blinis med stenbiderrogn til 4 pers.

1,5 dl. letmælk
2,5 spsk. cremefraiche (18% eller 38%)
8 g. gær
50 g. boghvedemel
50 g. hvedemel
1/2 tsk. salt
1/2 tsk. sukker
1 æggeblomme
1 æggehvide

Topping:
200 g. stenbiderrogn
38 % cremefraiche
dild
rødløg i tern

Varm mælken til den er en anelse varmere end "lillefingervarm" Hæld den i en skål og rør creme farichen ud deri, sammen med salt og sukker. Nu skulle mælken gerne være "lillefingervarm" eller lidt koldere (må bare ikke være varmere, så slås gæren ihjel) Tilsæt gær og lad den opløse sig.
Tilsæt begge typer mel og æggeblommen, rør dejen godt sammen og læg film på skålen. Lad den hæve i 45 min.

Pisk æggehviden stiv og vend den i dejen med lette tag.

Bag blinis´ene på en blinispande, hvis du ikke har sådan en, hvilket jeg ikke har - bager du dem som små pandekager på en stor pande. Jeg har plads til tre ad gangen på min store pande. De skal bage ca. 2 min. på hver side.

Server dem lune med creme fraiche, rødløg, rogn og dild.

Mørbradfad med banan, ananas, porre og æble


Retten her er en klassisk karryret, men denne version blev lavet på svinemørbrad i stedet for på kylling, som vi oftest får den. Du kan sagtens bruge kokosmælk i stedet for piskefløde.
Retten kan laves spicy eller mild, vi laver den ret spicy, sådan kan vi bedst lide den.
Som tilbehør spiser vi kokosmel, peanuts og rosiner, ligesom til ristaffel.

Mørbradfad med banan, ananas, porre og æble, til 4 personer:

2 afpudsede svinemørbrad
2 store porrer, i skiver
1/2 ananas i tynde skiver
3 bananer i mønter
2 øko. æbler i tern
3 dl. hønsefond/bouillon
1/2 liter piskefløde eller kokosmælk (bruger du kokosmælk skal du IKKE bruge light-udgaven!)
2 store spsk. mangochutney
1 tsk. sambal oelek (kan udelades)
1 tsk. sukker
salt og peber
karry

Skær mørbraderne i ca. 2 cm. tykke skiver. Tryk dem flade med håndroden og krydr dem med salt og peber.
Varm lidt olie i en pande og tilsæt to spsk. karry, lad det brude op og steg kødskiverne heri på begge sider.
Læg kødet i et ovnfast fad.

Varm igen lidt olie i panden og tilsæt 2 spsk. karry. Når det bruser op, tilsætter du porrer, æbler og ananas. Lad det stege et par minutter og tilsæt nu bouillon, sukker, sambal oelek og chutney. Lad det simre i 5 minutter og tilsæt fløden. Smag til med salt og peber.
Læg bananskiverne hen over kødet i fadet. Hæld flødesaucen over, drys med lidt karry.
Bag retten i 30 minutter ved 200 grader.


Server med ris, og drys af peanuts, rosiner og kokosmel.


onsdag den 5. marts 2014

Anmeldelse af Restaurant Nordatlanten




I søndags spiste vi brunch med gode venner på den nye restaurant ved havnen i Odense, Restaurant Nordatlanten, som åbnede i november 2013.
Jeg havde spist en super lækker aftenmenü i restauranten onsdagen forinden, og så i samme anledning restaurantens brunchkort. Beskrivelsen af brunchen så vildt god ud, derfor bestilte jeg bord allerede samme aften, til den førstkommende søndag. Tjeneren sagde at brunchen var vældig populær, så ofte var alle borde besat op til en uge forinden. Brunchen serveres lørdag, søn- og helligdage fra kl. 10-14.

Restauranten ligger i en nyopført flot arkitektonisk bygning, med rå trævægge indvendig og store glaspartier med udsigt til havnen. Huset fungerer som kulturhus, for Grønland, Island og Færøerne og rummer ligeledes en butik med primært grønlandske varer, som tøj, smykker, støvler og frostvarer (lam, hval osv.) samt et lokale mellem butik og restaurant, hvor der p.t. er en grønlandsk kunstudstilling.

Restaurationslokalet er opdelt i flere mindre sektioner, adskilt af glasvægge, hvilket giver en behagelig akustik. Til trods for at restauranten var propfuld søndag formiddag, var der på ingen måde nogen generende støj, og vi kunne nemt tale sammen ved det runde 7 personers bord vi havde fået anvist.

Brunchen er en stor buffet, bestående af små serveringer, anrettet i små glasskåle, som bliver fyldt op i et konstant tempo, som sikrer friskhed og god hygiejne. Alt super lækkert og veltilberedt af gode råvarer.

Brunchen består af disse lækre ting:

Scrambled eggs med purløg
Lammepølser med bacon
Røget lam med syltet blomkål
Kyllingesalat med pink syltede løg
Små souffléer med porrer og selleritern
Rimet laks med sødsyltede bøgehatte - ååhhh den laks var fantastisk!
Spegepølse og lammerullepølse med kapersbær
2 slags ost (Primadonna og brie) med vaniljesyltede valnødder
Pandekager med honning
Hjemmelavet nutella (som også smagte vidundeligt ovenpå pandekagerne)
2 slags hjemmelavet marmelade
Skyr med bland selv müsli, tørrede frugter, 3 slags chokoladeknapper, hvid, lys og mørk, grove flager osv. virkelig et lækkert bredt udvalg af drys.
Stort frugtfad med fintskårede frugter
Lune hjemmebagte kanelsnegle
Marcipankage med hindbærdrys
3 slags hjemmebagt brød, maltrugbrød, maltboller og ciabattaboller
Æble, appelsinjuice og frisk isvand
Kaffe og thé ad libitum! Kaffen bliver serveret i stempelkande.

Alt var simpelthen så velsmagende og det søde personale var omkring os hele tiden, for at fylde op af thé og kaffe, samt rydde bordet for brugte tallerkener.


På tallerkenen her er: maltrugbrød, ciabatta, kyllingesalat, nutella, laks, rullepølse/spegepølse og skyr med topping.


Skyr med 11 slags topping i de små skåle.


Halvdelen af brunchbordet (foto taget gennem glasafskærmning, derfor genskin)


De lækreste små souffléer, scrambled eggs, blødkogte æg, pølser, bacon og pandekager.

Børn er meget velkomne på Restaurant Nordatlanten, det gør personalet meget ud af at fortælle. Netop på grund af skillevæggene hører man ikke hvad der foregår ved de øvrige borde. Vores 4 årige søn nød besøget, og vi voksne kunne slappe af og glemme tanker om eventuel støjende og forstyrrende adfærd.

Brunchen koster kr. 195,- pr. pers.
Børn under 12 år, kr. 95,-
Børn under 2 år spiser gratis.

Husk at bestille bord i god tid!

Kontaktoplysninger:

http://restaurantnordatlanten.dk/

Restaurant Nordatlanten
Nordatlantiske Promenade 1
5000 Odense C
T: +45 22 39 76 00

e-mail: info@restaurantnordatlanten.dk

søndag den 2. marts 2014

Pizza med kødsauce og bacon


Pizzaen her er en rigtig børnepizza, med kødsauce som mætter godt. En lignende pizza blev ofte serveret i mit barndomshjem, men denne er dog improviseret efter vores smag. Toppingen kan varieres efter hvad I bedst kan lide i jeres familie.

Pizza med kødsauce og bacon, 1 bradepande:

2,5 dl. lunkent vand
1/2 pakke gær
1 tsk. salt
1 dl. groft speltmel
Hvedemel til dejen er fast til at rulle ud (fik desværre ikke målt af)

fyld:
400 g. hakket oksekød
1 mellemstort løg, hakket
4 fed hvidløg
2 dåser koncentreret tomatpuré (a 70 g. pr. stk)
1 dl. vand
1 spsk. oregano
1 spsk. merian
1 spsk. basilikum
salt og peber

Topping:
1 pakke stegt bacon (kommes på efter pizzaen er taget ud af ovnen)
cherrytomater i skiver
oliven
ananas i mindre stkker
mozzarella i skiver
wienerpølser i skiver

Opløs gæren i vandet sammen med saltet. tilsæt først speltmel og derfetr hvedemel til dejen slipper og kan æltes med fingrene. Rul dejen ud og læg den i en bradepande, så den næsten fylder den ud.
Lad dejen hæve i bradepanden imens du laver kødsaucen.

Steg løg til de er klare, tilsæt oksekød og brun det godt. Tilsæt hvidløg, krydderier, tomatpure og vand. Lad saucen simre indtil vandt er væk. Saucen må ikke være "våd" når den breder den ud på dejbunden.

Fordel saucen ud over den forhævede bund. Læg mozzarellaosten på og fordel resten af toppingen på, bortset fra bacon.















Bag pizzaen ved 250 grader varmluft i ca. 15 min. eller indtil den er sprød.
Top med bacon og drys med oregano.