tirsdag den 1. september 2015

Svampet squashkage med topping af friskost med brunet smør & kandiserede valnødder





Her er kagen toppet med cashewnøddesmør. 

Jeg har haft hyggeligt besøg af naboens børn i dag. De havde tre store squash med til mig, så vi blev hurtigt enige om, at den ene skulle trylles om til en kage.

Kagen har vi freestylet. Min dygtige køkkenhjælper Sebastian på 8 år, fik lov til at bestemme de fleste af ingredienserne, imens jeg sørgede for at krydre kagen godt.
I stedet for den ellers så gode kendte flødeostglasur, valgte Sebastian, at der skulle hakket chokolade i dejen og ingen glasur. Jeg toppede dog mit stykke med cashewnøddesmør, som er mit nye yndlingstreat for tiden.

Kagen er ikke særlig sød, sådan kan jeg bedst lide den. Næste gang jeg bager kagen vil jeg tilsætte rosiner, men det blev nedstemt i dag.

Note: når jeg sidenhen har bagt kagen, topper jeg den med nedenstående friskost-creme. Det smager så godt med brunet smør i. 

Squashkage til ca. 8 pers.

400 g. revet squash
4 æg
200 g. brun farin eller muscovadosukker
1 dl. rapsolie
275 g. sigtet speltmel, eller hvedemel
1 spsk. kanel
2 tsk. vaniljesukker
2 tsk. bagepulver
1 tsk. kardemomme
1/2 tsk. stødte nelliker
1/2 tsk. muscatnød
1/2 tsk. salt
evt. 50 g. hakket 70 % chokolade
evt. 2 dl. rosiner

Topping
200 g. friskost
25 g. smør (ægte øko. smør, ikke blandingsprodukt)
60 g. flormelis
1 spsk. vaniljesukker

Kandiserede valnødder:
60 g. valnøddekerner
2 spsk. sukker
1 spsk. smør

Fremgangsmåde:
Pisk æg og brun farin lyst og skummende.
Tilsæt revet squash, (hakket chokolade) og olie.
Bland mel med krydderier og bagepulver og sigt det i dejen. Vend det rundt i luftige tag med en dejskraber.
Hæld dejen i en springform på 25 cm. i diameter, foret med bagepapir i bunden og med smurte sider. 

Bag kagen midt i en 185 grader varm ovn i ca. 30 min. eller indtil en kødnål kommer ren op, når den stikkes i midten af kagen.

Imens kagen bager laver du topping. 
Smelt smørret i en lille gryde ved høj varme, indtil det bruser op, bliver brunt og dufter nøddeagtigt. Hæld det brune smør op i en røreskål, uden det brune bundfald. Lad det køle af. 

Friskost piskes med flormelis & vaniljesukker. Det afkølede brune smør tilsættes og der piskes igen, til det er luftigt. 

Til de kandiserede valnødder, smeltes sukker og smør på en pande. Hak valnøddekernerne groft og rist dem på panden, til de er omsluttet af brun karamel. Drys en anelse fint salt på. Lad dem afkøle og bank på dem, så de bliver til crunch. 

Afkøl kagen på køkkenbordet. 
Smør flødeostcreme på og drys med kandiserede valnødder. 




Ingen kommentarer:

Send en kommentar