mandag den 10. oktober 2016

Ølbraiseret oksespidsbryst


Det kølige efterårsvejr kalder på simreretter. Jeg elsker denne tid, og efter den skønne sensommer vi har haft, er det ganske fint med køligere vejr. 
I weekenden var jeg et smut forbi gaardbutikken.dk (som ligger i Glamsbjerg) for at købe øko. bacon, og i samme anledning faldt jeg over et 1.4 kilos oksespidsbryst, som jeg har brugt søndagen på at tilberede. Præcis sådan elsker jeg at tilbringe mine søndage.  Udover denne ret, fik jeg også lavet en lækker gulerodskage, hvilket for mig også er lig med efterår :-)

Oksespidsbryst i øl og æblemost til 4 personer:

1 oksespidsbryst på ca. 1 kg.
2 dl. porter
2 dl. god æblemost 
2 gulerødder
1 stort rødløg
1 stykke knoldselleri på størrelse med en knyttet hånd
1 dusk persille
10 peberkorn
1 spsk. groft salt
vand
piskefløde
smør

Tilbehør:
grov rodfrugtmos og smørstegte grøntsager.

Trim brystet for evt. fedt, hvis slagteren ikke har gjort det. Der må gerne være et fedtlag øverst, det giver smag til fonden. 

Varm en pande godt op. Tilsæt 25 g. god øko. smør og steg spidsbrystet med fedtsiden nedad i et par minutter. Vend det og steg et par minutter på den anden side også.

Læg brystet op i en stegegryde som kan gå i ovnen.

På samme pande steges rødløg, selleri og gulerødder i mindre stykker, til det har fået farve. 
Hæld grøntsagerne op i gryden til kødet, samme med porter, æblemost, salt og peberkorn. Hæld vand på, til det står 2/3 op ad kødet. 

Læg et stykke stanniol over gryden og læg låg oven på stanniolen. Vær opmærksom på, om grydelågets "knop" kan tåle ovnvarme, eller kan det ofte skrues af.

Sæt gryden i en 155 grader varm ovn og braiser i 4-5 timer. 

Når kødet er tilberedt, dækker du det til med stanniol og sier fonden over i en mindre gryde. Kasser kogeurterne.
Har du tid til det, kan du med fordel lade fonden stå og reducere yderligere uden låg, så den bliver mere koncentreret. 

Hæld fløde ved fonden i den mængde du foretrækker. Vi var kun to voksne ved bordet til aften, så jeg brugte kun det halve af fonden til sauce (og frøs resten ned) jeg kogte fonden mere ind og tilsatte ca. 1 dl. fløde og fik en virkelig kraftfuld sauce.

Server med rodfrugtmos og stegte grøntsager.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar