torsdag den 23. juni 2016

Asiatisk nudelsalat


Jeg har lavet en lidt anderledes salat til vores grillbøffer, som i aften skal tilberedes ved skt. hansbålet, og transporteres et stykke vej.
Salaten smager rigtig dejligt, og dressingen er virkelig lækker, sådan sur/sød agtig.
I skrivende stund, sidder jeg og nyder en portion af salaten med lidt varmrøget laks i, det kan jeg bestemt også anbefale som let frokostret.


Asiatisk nudelsalat til 2 personer (tilbehør)

1/4 hvidkålshoved (eller 1/2 spidskålshoved)
2 dl. edamamebønner
125 g. risnudler
3 forårsløg
3 grønne asparges
2 dl. blandede svampe, evt. shitake, østershatte, kantareller (jeg har brugt tørrede blandede svampe, som opblødes i vand inden de anvendes - hvis du bruger tørrede, skal du kun bruge 1 dl.)
1 stor mild grøn chili

Ristede og saltede cashewnødder.

Asiatisk dressing:

2 spsk. sesamolie
2 spsk. balsamico (rød)
2 spsk. sød chilisauce
2 spsk. soya
saft fra 1 lime
3 spsk. ristede sesamfrø
lidt friskkværnet peber


Tilbered risnudlerne efter pakkens anvisning. Overhæld dem med koldt vand i en sigte når de er tilberedte.

Rist sesamfrøene på en varm tør pande. Når de begynder at springe på panden hælder du dem over på et stykke køkkenrulle og lader dem afkøle.

Pisk alle ingredienserne sammen til dressingen. Hæld sesamfrøene i dressingen.

Snit kålen meget fint.
Vask alle grøntsagerne godt og skær dem i mindre stykker.

Bred kålen ud i bunden af et fad. Klip/skær risnudlerne i mindre stykker. Bred dem ud over kålen.
Top med resten af grøntsagerne og hæld dressingen ud over det hele.
Drys ristede cashewnødder over.

Har du en rest, kan du spise den dagen efter med lidt varmrøget laks til frokost.

onsdag den 15. juni 2016

Fløjlsblød jordbæris med hvid chokolade og makroner


Nu hvor jorbærsæsonen er startet, har vi allerede besøgt flere vejboder de sidste 14. dages tid. Selvom jordbærsæsonen er betydelig længere end for år tilbage, bliver vi ikke trætte af jordbær.
Vi plejer at lave jordbærsaft og jordbærgrød, men de fleste bær bliver spist lige fra bakken, som tørstslukkere på en varm dag.
I min fryser havde jeg også flere poser jordbær, så jeg besluttede i går, at jeg på min fridag i dag skulle lave jordbæris.
Isen blev rigtig god! Fløjlsblød med smag af sommersøde jordbær, vanilje og marcipan fra makronerne.
Det tager ikke lang tid at lave sin egen flødeis, og her får du det rene produkt og langt mere for pengene, end hvis du køber en kvalitets-flødeis i supermarkedet.


Jorsbæris - rigeligt til 4, nok til 6 pers.

Jordbærsirup:
400 g. jordbær, gerne fra frost
75 g. sukker
1 vaniljestang (gem kornene til isen)

IS:
3 æggeblommer fra gode øko. æg (eller 3 pasteuriserede blommer hvis du er nervøs for at bruge friske æg. Jeg bruger friske blommer, da danske æg ikke indeholder salmonella)
75 g. flormelis
1/2 liter piskefløde
kornene fra vaniljestangen

Fyld:
100 g. hvid chokolade, groft hakket
12 små makroner

Kog gerne jordbærsirup´en dagen før hvis du kan nå det, så kan den stå natten over og trække smag fra vaniljestangen.

Flæk vaniljestangen og skrab kornene ud. Bland kornene med 1 spsk. sukker og stil det på køl indtil du skal bruge det.

Put den tomme vaniljestang i en lille gryde sammen med jordbær og sukker. Kog langsomt op ved middel varme. Pas på med for meget varme, så kan sukkeret brænde på.
Når jordbærrene er gennemvarme blendes de med en stavblender (eller i en alm. blender)
Si sirup´en så kornene siges fra, men lad vaniljestangen blive i den siede sirup. Afkøl helt.

IS:
Pisk æggeblommer og flormelis med vaniljesukkeret til det er lyst og skummende.
Knus makronerne i dine hænder - der må gerne være store stykker, og bland dem i æggesnapsen sammen med det hakkede hvide chokolade og den afkølede sordbærsirup.

Pisk fløden til skum - ikke for stift og ikke for blødt, en mellemting. Vend fløden i æggesnapsen med lette tag, så luftigheden bevares i isen.

Hæld isen i en beholder og frys den i min. 8 timer.


torsdag den 2. juni 2016

Grovbirkes bagt på speltmel


I forgårs på min fridag, var jeg som sædvanlig tidligt oppe, og nåede både morgenmotion i skoven samt at bage disse dejlige grovbirkes til min sovende familie.
Birkes´ene tager kun 1 time at lave, fra du starter op, til der er lune brød på bordet.
Det er en pæn stor mængde smør der skal bruges til birkes, men det går an, da det er en sjælden spise her hos os.

12 store grove birkes:

25 g. øko. gær
2,5 dl. lunkent vand (bland 1 dl. kogende med 2 dl. koldt)
1 tsk. groft salt
2 spsk. rørsukker
1 tsk. vaniljesukker
1 dl. blandede hørfrø, sesamfrø og solsikkekerner
25. g. smeltet smør
1 æg
100 g. fuldkornsspeltmel
ca. 475 g. sigtet speltmel

Til indrulning:
175 g. koldt smør

Til pensling: 1 sammenpisket æg og drys af kerner.

Opløs gæren i det "lillefingervarme" vand. Tilsæt salt, sukker og vaniljesukker samt kerner.
Tilsæt det grove speltmel først, derefter halvdelen af det sigtede speltmel og derpå ægget og det smeltede smør. Ælt resten af det sigtede speltmel i, til dejen er perfekt til at blive håndæltet.

Rul dejen ud til et rektangel på ca. 40 x 30 cm. Skær smørret i tynde skiver med en ostehøvl og fordel 1/3 af smørret på en ene halvdel af dejen. Fold den anden halvdel af dejen over smør-delen og rul igen, indtil dejen igen får en størrelse på ca. 40 x 30 cm. Læg igen smørskiver på den ene halvdel, fold og rul ud igen. Fortsæt en gang mere med det sidste smør. Rul dejen sammen til en aflang "stang" og skær ti birkes ud af den.



Læg birkes´ene på en bageplade beklædt med bagepapir og lad dem hæve i ca. 30 min. Pensl. med sammenpisket æg og drys med frø.

Bages ved 220 grader i ca. 12-15 min.

Nydes nybagte som de er, eller med koldt smør og ost.