søndag den 26. februar 2017

Lækre sprøde italienske boller


Det har taget mig mange forsøg at nå til den perfekte stenovnsbolle, sprød, salt og med sej krumme, men nu tror jeg endelig at jeg har knækket koden.
Min mand synes i hvert fald, at det er de bedste boller i denne kategori, han nogensinde har smagt.
Normalt når jeg har bagt sådanne boller, er de blevet flade og kedelige, men disse sidder lige i skabet.
Det er imponerende, at man kan få en så velsmagende bolle af kun 4 ingredienser, men en stor del af smagen sidder selvfølgelig i den sprøde skorpe.
Nu skal jeg forsøge med koldhævning næste gang jeg laver dem, det er ikke prøvet i skrivende stund.
Det kræver en røremaskine og en ovn der kan varme op til 300 grader for at lave disse boller.

Italienske boller 12 stk.:
5 dl. lunkent vand (bland 3 dl. koldt med 2 dl. kogende)
25 g. øko. gær
15 g. salt
500 g. sigtet speltmel (kan erstattes af hvedemel)

Fremgangsmåde:
Bland det kogende vand med det kolde vand i skålen til din røremaskine. Tilsæt saltet og pisk rundt i vandet til det er opløst.
Mærk om temperaturen er "lillefinger varm" og hvis den er kan du nu smuldre gæren deri.

Tilsæt melet og start maskinen. Her brugte jeg K-spaden til min røremaskine, da dejen er meget lind og derfor bliver bokset godt igennem af k-spaden.
Den ser sådan ud:


Kør dejen på høj hastighed indtil dejen slipper skålens kanter.
Stil dejen til hævning i 3 timer et lunt sted, evt. på et gulv med varme i. (eller koldhæv dem natten over i køleskabet)

Efter 2,5 timer tænder du ovnen på 300 grader og sætter en bageplade på midterste ovnribbe.

Drys godt med mel på bordet og hæld dejen ud på melet. Drys et lag mel over dejen og brug en bagespartel til at folde dejen et par gange ind over hinanden. Dejen er ret lind og flydende, men sådan skal den være.


Brug spartlen til at separere dejen i 12 portioner (lav 6 ad gangen) og lemp forsigtigt stykkerne over på et stykke bagepapir med god afstand i mellem sig.

Brug en pizzaspade til at flytte bollerne ind i ovnen på den varme ovnplade. Har du ikke en pizzaspade kan du bruge bagsiden af en bakke eller et stort fad, eller et skærebrædt.

Bag de første 6 boller i ca. 10-12 minutter, eller indtil de er sprøde gyldne. Gentag med de næste 6.

Nyd dem med koldt økologisk smør.

Dagen efter bollerne er bagt, kan de opbevares på køl og lunes på brødrister eller i ovn når de skal nydes.
Bollerne er fryseegnede.

mandag den 20. februar 2017

Blomkål-selleri suppe


Igår blev denne suppe til, efter en oprydning i køleskabet, som gemte på rester af både blomkål, selleri og piskefløde. Det kom der en dejlig cremet og mættende suppe ud af.

Blomkål-sellerisuppe til 4 personer:

800 g. blomkål
200 g. selleri
200 g. løg
1 liter hønse- eller grøntsagsbouillon
1 dl. piskefløde
salt & peber

Topping:
Ristet bacon og fintsnittede forårsløg
Evt. brød

Fremgangsmåde:

Hak løget fint og sauter det i lidt smør og olivenolie til det bliver blankt.

Skær blomkål og selleri i mindre stykker og rist det med i gryden i et par minutter inden du hælder bouillonen ved.
Hæld bouillon ved, læg låg på gryden og lad suppen småsimre i 15 minutter.

Blend suppen helt glat og tilsæt fløde. Smag til med salt og peber.

Anret suppen med topping af sprødstegt bacon og forårsløg.

onsdag den 15. februar 2017

Svensk pølseret


I aftes fik vi denne gamle klassiker, svensk pølseret. Det sker ellers yderst sjældent og af samme grund var opskriften ikke på bloggen, men det er den nu, hvis andre skulle have lyst til at genskabe den gamle ret.
De røde pølser har jeg udskiftet med wienerpølser af god kvalitet.
Opskriften rækker til to voksne og to mindre børn.

Svensk pølseret:

700 g. kogte kolde kartofler
6 wienerpølser af god kvalitet
1 stort løg, finthakket
70 g. koncentreret tomatpuré
1 spsk. paprika
2,5 dl. mælk
1/2 dl. piskefløde (kan evt. erstattes af mælk)
salt & peber

Drys: purløg

Pil de kogte kolde kartofler og skær dem i tern.

Skær pølserne i mindre stykker og hak løget fint.

Varm lidt olie i en gryde og steg løg til de bliver blanke. Tilsæt pølsestykkerne sammen med paprika og tomatpure, steg videre i et par minutter og tilsæt mælk og fløde og til sidst kartofler.
Rør det godt sammen, smag til med salt og peber og server med et drys purløg.

tirsdag den 14. februar 2017

Killer chokolade-trøffelkage uden mel og sukker


Kagen her er en videreudvikling af denne kage raw-chokoladekage Bare lige løftet til et højere niveau med marcipanlåg og appelsinsmag.
Jeg kan stadig tage røven på mine gæster når jeg serverer denne kage, der smager som en intens brownie, men ikke indeholder skyggen af smør, mel og sukker - den smager virkelig syndigt!
Kagen er meget intens, så jeg vil vurdere at det er nok til 8-10 pers.


Killer chokolade-trøffelkage uden mel og sukker, til ca. 8 pers.;
Bund:
1,5 dl. mandler
3/4 dl. kakao
2 spsk. kokosolie
1 nip salt

Kage:
450 g. dadler (vægt uden sten)
3 spsk. kokosolie
1,5 dl. kakao
skal og saft af en økologisk appelsin
1 spsk. vaniljepulver (granuleret vaniljestang fra Urtekram)

Marcipan:
150 g. mandler
1 æggehvide
2-3 spsk. sukrin
1 spsk. mandelessens

Pynt: bær

Fremgangsmåde:
Start med at lave bunden; blend mandlerne og bland dem med kokosolie, salt og kakao. Brug hænderne til at presse massen sammen, så bliver den sammenhængende.

Pres massen ud i en form, evt. en springform.

Kør dadlerne til mos i en foodprocessor sammen med kokosolie.
Hæld massen over i en skål og tilsæt appelsinsaft, appelsinskal, kakao og vaniljepulver. Bland det godt sammen.
Bred daddelmassen ud over bunden.

Lav marcipanen; kør mandlerne til fint mel i en foodprocessor. Slå æggehviden ud i en skål og tilsæt mandelessens, pisk det sammen og tilsæt mandelmel og sukrin. Start med 1-2 spsk. sukrin og vurder om du vil have din marcipan sødere.
Rul marcipanen ud mellem to stykker bagepapir. Skær marcipanen til så den passer til din form og læg den ovenpå kagen.
Drys med et fint lag kakao gennem en sigte og fordel frisk frugt ovenpå kagen.

Opbevar kagen på køl, men tag den ud 1/2 time før den skal nydes.


mandag den 6. februar 2017

Barbecue-Laks med marinerede kartofler


Forleden fik vi denne ristede laks med hjemmelavet barbecuesauce, ledsaget af den kartoffelsalat vi ofte får om sommeren.
Det er for mig, mad som gør kroppen glad. Man er så behagelig mæt efter sådan et måltid.

Laks smager skønt i al sin enkelthed, men bliver bestemt ikke ringere af at være dækket af denne intense sauce og med sprød bacon på toppen.

Barbecue-Laks med marinerede kartofler til 4 pers.:
4 laksesteaks
150 g. god bacon i tern

Barbecuesauce:
2 spsk. brun farin
1/2 dl. æbleeddike
2 spsk. worchestersauce
1 spsk. koncentreret tomatpuré
1 spsk. ketchup
1 spsk. soya
1 tsk. paprika
friskkværnet peber

Marinerede kartofler:
800 g. små kartofler med skræl
1 bundt dild, hakket
1 mellemstort rødløg, hakket
2 dl. ærter fra frost
3/4 dl. god olivenolie
2 spsk. flydende honning
2 spsk. æbleeddike
1/2 tsk. dijonsennep
salt og peber

Tilbehør:
evt. råkost

Fremgangsmåde:
Bland alle ingredienserne til marinaden i en lille gryde. Kog marinaden ved svag varme til den tykner og bliver sirupsagtig. Stil den til side og afkøl.

Steg bacon sprødt på en pande og lad det dryppe af på køkkenrulle.

Kog kartoflerne al´dente.
Pisk olivenolie, honning, æbleeddike og sennep sammen til marinaden. Smag til med salt og peber.
Halvér kartoflerne og fordel dressing, ærter, hakket dild og hakket løg over.

Steg laksen et par minutter på hver side, på en pande i lidt olivenolie. Vigtigt at den kun lige akkurat gennemsteges, ellers bliver den tør og kedelig.

Lun barbecuesaucen en smule og fordel den ovenpå laksestykkerne og drys med det sprøde bacon. Server med kartoffelsalaten og evt. en råkost.

søndag den 5. februar 2017

Sund chokoladegrød med ristede hasselnødder og dadler


Jeg har tilbragt det meste af weekenden på sofaen, med min influnenzaramte søn, så der er blevet set en masse fjernsyn, bl.a. madprogrammer med min yndlings Jamie Oliver.
I går lavede han denne chokoladegrød, og da han smagte den udbrød han: "denne grød er jeg virkelig stolt over!"
Så den skulle selvfølgelig prøves her til morgen. Jeg forstår godt, at han er stolt over den, for den smager virkelig godt, sådan virkelig, virkelig godt! Som en syndig dessert med smag af ristet hasselnød, chokolade og appelsin.
Jeg spiser normalt ikke sød grød, eneste sødemiddel jeg bruger er lidt rosiner eller svesker og den frugt jeg topper med, så jeg har reduceret indholdet af dadler i Jamies grød til det halve, og den er perfekt sød efter min smag.
Opskriften herunder giver et stort glas med grynblanding til mange portioner.
Jeg har kogt grøden på hasselnøddemælk, men du kan sagtens koge den på vand eller mælk.

Sund chokoladegrød med ristede hasselnødder og dadler:
200 g. hasselnøddekerner
400 g. havregryn, evt. grovvalsede
100 g. dadler (vægt uden sten)
revet skal fra en øko. appelsin
3 spsk. god usødet kakaopulver
1 spsk. vanilje eksrakt

Derudover:
hasselnøddemælk til at koge grøden på, eller bare vand eller mælk

Topping:
Frisk frugt, lidt hakket 85% chokolade og evt. en spsk. skyr

Fremgangsmåde:
Læg hasselnødderne på en bageplade og rist dem i ovnen ved 200 grader i 10 minutter.
Lad dem afkøle lidt og læg dem i et viskestykke og gnid hinderne af.

Hæld det halve af havregrynene i en foodprocessor sammen med dadler, kakao, vaniljeekstrakt samt revet appelsinskal. Blend det en smule, til det er blandet sammen og dadlerne er findelt med grynene.
Hæld blandingen på et stort opbevaringsglas.

Blend hasselnødderne til groft nøddemel. Jeg kan godt lide hvis der er store nøddestykker i, som man kan ane når grøden spises.
Hæld de blendede nødder i glasset til grynmassen.

Den sidste halvdel af havregrynene tilsættes også glasset og det rystes godt, så det hele fordeles.



1 portion grød: 1 dl. grynblanding og 2 dl. væske. Kog grøden langsomt op i en lille gryde, rør konstant i 2 min. eller indtil grøden tykner lidt. Smag til med salt og server med det samme, med den topping du foretrækker.

fredag den 3. februar 2017

Hjemmelavet karrysalat


Den fede karrysalat man kan købe i supermarkederne er noget fanden har skabt, efter min mening.
Jeg laver altid min egen karrysalat eller disse karrysild.

Nu er det måske ikke lige højsæson for karrysalat, men vi havde et glas sild fra julen som vi skulle have gjort kål på, så jeg lavede denne salat i formiddags, i mens min febersyge lille dreng tog en lur.

Jeg kan godt lide at der er sprøde elementer i, og at salaten er let og fedtfattig.

1 skål karrysalat (ca. 4 pers.):

2 spsk. god mayonnaise
2 spsk. 6% creme fraiche
1 spsk. karry
1 tsk. flydende honning
salt og friskkværnet peber
1 hårdkogt æg, finthakket
2 spsk. hakket æble
2 spsk. syltede agurker i små tern
1 spsk. finthakket rødløg
3 spsk. små pastaer (fuldkorns suppehorn)

Fremgangsmåde:

Kog de små pastaer efter pakkens anvisning. Skyl dem over med koldt vand og lad dem dryppe godt af i en sigte.

Bland mayonnaise, creme friache, karry og honning. Smag til med salt og peber.
Bland alle de øvrige ingredienser i dressingen og smag til igen.

Kan holde sig 3-4 dage på køl.

torsdag den 2. februar 2017

Frøknækbrød uden mel



Jeg lavede knækbrød i sidste uge, efter inspiration fra disse knækbrød
Jeg synes dog at knækbrødene var enormt salte, og jeg havde også problemer med at få dem sprøde ved bagning, da massen føltes meget våd, så jeg har eksperimenteret mig til en - for mig - bedre version, som jeg vil dele med jer her.

Jeg synes slet ikke man fornemmer, at der ikke er mel i, de smager akkurat lige så skønt som almindelige knækbrød, eneste forskel er, at disse er lidt mere porøse, da melets egenskab jo er, at binde dem sammen pga. stivelsen.

Det smager skønt, hvis du rister knækbrøddet lidt, fra dagen efter de er bagt, så bliver de som nybagte igen.

2 plader knækbrød:

1 dl. solsikkekerner
1 dl. hørfrø
1 dl. sesamfrø
1 dl. chiafrø
1,5 dl. græskarkerner
1/2 tsk. fint salt
2,5 dl. vand

Fremgangsmåde:
Hæld vand i en skål sammen med salt.

Afmål frø og kerner og tilsæt det til vandet sammen med chiafrø. Rør godt rundt og lad massen stå og trække på køkkenbordet i 15 min.

Rør igen og fordel massen på bagepapir på to bageplader. Brug en dejskraber eller våde hænder til at presse massen så flad som muligt.

Rids knækbrødene op inden de bages, eller bræk dem i rustikke stykker efter bagning, som jeg har gjort.

Bag ved 150 grader i 1 time til halvanden, eller indtil knækbrødene er sprøde.

Nyd dem med koldt smør eller ost.

Opbevar knækbrødene i en tætsluttende beholder, og rist dem evt. på brødrister når de skal spises.