onsdag den 22. marts 2017

Nyretapper - vores nye yndlingsudskæring


Kender du nyretapper? Navnet klinger ikke særlig lækkert, men nyretapper har intet med nyrer at gøre, men er en udskæring fra oksen, som ligger op ad nyrerne, deraf navnet.

Det er blevet vores yndlingskød, da det efter vores mening slår både entrecotes og oksemørbrad i smagen! Og bonus er, at det er et forholdsvis billigt stykke kød, til 150 kr. pr. kg. endda økologisk. 

Din slagter kan garanteret skaffe dig nyretapper, hvis du bestiller det i god tid. Jeg køber mine hos Caroline/Gastroteket i Nørregade, Odense. Hun har dem på frost.

Tilberedning af nyretapper:

Beregn ca. 250-300 g. pr. pers.

Nyretapperne købes som et stort firkantet/rektangulært stykke kød. 
I midten af kødet (på den lange led) er en sene som går igennem hele stykket, den skal du skære fra. Tilbage står du så med to lange stykker kød (som ligner små kalvemørbrad) dem pudser du af, for den smule fedt der måtte være på dem.

Lad gerne kødet ligge på et skærebrædt i en halv times tid, så det får stuetemperatur inden du tilbereder det. 

Krydr kødet med salt og peber.

Varm en pande op til glohed. Smelt en blanding af godt økologisk smør og olivenolie og steg de to stykker kød i et par minutter på hver side. Kødet vil typisk have 3-4 sider. 
Det er vigtigt at kødet ikke bliver gennemstegt, så bliver det sejt og uspiseligt, det skal være rosa. 
Du kan prøve at trykke på kødet efter stegning, hvis det giver lidt efter ved dit tryk er det perfekt stegt.

Lad kødet hvile i 8-10 minutter (uden at dække det til) inden du skærer det i skiver. 
Hvis det når at blive koldt, kan du sætte det i ovnen i 2 min. inden du skærer det ud.

Server med ovnstegte kartofler, hjemmelavet bearnaisesauce og det garniture du foretrækker.

mandag den 20. marts 2017

Sunde chia-citrus pandekager


Jeg har et crush med citrus i øjeblikket. Det har ellers aldrig tidligere været et hit, faktisk har jeg været mest til søde frugter og mørke bær, men det har altså ændret sig med alderen.

Disse pandekager lavede jeg i morges til mig selv. Jeg har nemlig fridag i dag og tid til at gøre lidt mere ud af min morgenmad.
De blev super lækre synes jeg, og et par stykker mættede rigtig fint, inden dagens motion i skoven.

6 små chia-citrus pandekager (2 pers.)

2 spsk. chiafrø + 8 spsk. vand
1 moset banan
1 tsk. vaniljepulver
1 stort æg
revet skal af en øko. citron
40 g. boghvedemel
et nip salt

kokosolie eller smør til stegning.

Topping:
skyr, kokossirup og revet citronskal

Fremgangsmåde:
Hæld chiafrøene i en skål sammen med vand og vaniljepulver. Lad det trække i 20 min. til massen er geléagtig.

Mos bananen, tilsæt ægget, salt, citronskal og chiablandingen. Pisk det godt sammen.
Vend boghvedemelet i.

Steg små pandekager i kokosolie eller smør.

Top med skyr, kokossirup og citronskal.

mandag den 6. marts 2017

Den Dybe Tallerken * Keramisk Værksted




I sidste uge hentede jeg den fineste Tagine, hos Pottemager Lisbeth kring, Den Dybe Tallerken i Tommerup.

Jeg elsker keramik! jeg har rigtig meget forskelligt keramik i mit hjem. Mest har jeg te-kopper, sæt af to ens, og rigtig mange af dem!

Min gode veninde Charlotte kender til min svaghed for lækkert keramik, og hun er da også årsag til, at jeg fik øje på Lisbeth Kring for et par år siden, da jeg fik det fineste skål-sæt af Charlotte til min fødselsdag.

Jeg er imponeret over hvor fint Lisbeths håndværk er. Jeg har selv prøvet kræfter med fremstilling af keramik for nogle år tilbage, og ved hvor sindsygt svært det er.
Derudover synes jeg, at hendes priser er virkelig fine, man får meget for pengene hos hende.

I Lisbeths lille butik/værksted som har til huse i Tommerup Erhvervspark, kan du se en pæn samling/udstilling af Lisbeths arbejde.
Du kan handle i butikken, men kan også få en snak med Lisbeth om specielle ønsker og designs. F.eks. har hun fornylig fremstillet et komplet stel til et ungt par, som selv havde designet hvordan det skulle se ud, så det passede til deres nybyggede hus.

Du kan også bestille dørskilte og husnumre hos Lisbeth.

Min smukke tagine, som jeg glæder mig til at kokkerere i.

Fineste krus i forskellige designs samt navnekrus.

Saltkar og urtepotte.

Skåle i flere størrelser.

Flere skåle i andet design.

Kander til både koldt og varmt.

Dåbssæt.

Skålene her er lavet ud fra BH-størrelser. Jeg har selv "E" og "C" da det er mit og min søns forbogstav, synes de er så fine.

Alt keramik fra Lisbeth tåler opvaskemaskine og ovn og alle glasurer er godkendt til fødevarebrug..

Lisbeth afholder ligeledes kurser i kreamik-fremstilling for grupper. her kan du bl.a. lave og dekorere dit eget krus.

Jeg kan på det varmeste anbefale et besøg hos Lisbeth

Kontaktoplysninger og åbningstider:

Åben: torsdag-fredag 10-17 & lørdag 10-14

Pottemager
Lisbeth Kring Jensen
Tommerup Erhvervspark
Østerbro 4, port 2
5690 Tommerup
Tlf. 22794846
mail: lisbeth@kring.as
www.dendybetallerken.dk