fredag den 13. december 2013

Lenes ris a´la mande



Opskriften her har jeg fået af min tidligere kollega Lene Duus, som er uddannet konditor.
Lene synes at det er verdens bedste Ris a´la mande. Den smager også rigtig dejligt!
Den er til den søde side, så den egner sig supergodt til de, som ikke bryder sig om kirsebærsauce, men kan selvfølgelig også nydes med kirsebærsauce.
Jeg er vild med risenes konsistens, som er "med bid" og ikke udkogte, som de ofte bliver hvis man koger dem til tyk grød først.
Der bliver en ret stor portion ud af denne opskrift, til ca. 8 pers. vil jeg vurdere.

Lenes Ris a´la mande:

260 g grødris (ganske alm. billige – ikke Pama)
3 dl vand
1 l sødmælk (kun sødmælk kan bruges)

170 g sukker
40-50 g vaniljesukker

6-8 dl piskefløde
Mandler
Kirsebærsovs

Fremgangsmåde:
Ris og vand koges til vandet er væk – mælken kommes i og koger under jævnlig omrøring. SKAL IKKE KOGES TIL GRØD, MEN KUN TIL RISGRYNENE ER MØRE!!!. Prøv dig frem og tyg i et gryn.
Tages af varmen og tilsættes sukker og vanilje. Røres rundt, dækkes til og straks på køl til dagen efter (skal afkøles i gryden den er kogt i, det er vigtigt)

Nu skulle grøden have sat sig og der røres rundt med ske eller hånd – tilsættes hakkede mandler og flødeskum, der ikke er pisket for meget, men heller ikke for lidt. Vær ikke for sparsom med flødeskummet.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar