tirsdag den 28. april 2015

Indisk Dahl / linsesuppe


Her er en dejlig vegetarisk linsesuppe, som mætter godt. Suppen er til den stærke side hvis du følger opskriften, så udelad cayennepeber, hvis der er børn der spiser med.

Indisk Dahl / linsesuppe til 4 pers.;

200 g. røde linser
3 mellemstore gulerødder
1 stængel bladselleri
1 dåse hakkede tomater, drænet for tomatjuice (hæld dem i en sigte)
1 stort løg
4 fed hvidløg
1 stykke ingefær på størrelse med en valnød
2 tsk. garam marsala
1 tsk. stødt spidskommen
1 tsk. karry
1/2 - 1 tsk. cayennepeber
1 liter hønsefond/bouillon
1 lille dåse kokosmælk
salt og peber

Topping: tomater, chili og frisk koriander.

Snit gulerødder, læg og bladselleri i små tern. Riv ingefær og pres hvidløg.
Svits grøntsagerne med alle krydderierne, samt ingefær og hvidløg. Tilsæt hakkede tomater og linser og derpå hønsefond.
Lad suppen simre under låg, for svag varme i ca. 20 min.
Tilsæt kokosmælk og varm det igennem i 5 min.
Smag til med salt og peber.

Anret suppen i dybe tallerkener og top med tomattern, skiver af chili samt koriander.

Nøddetærter


Jeg købte forleden en pakke nøddetærter i Netto, med ca. 60 % chokolade. Nøddetærterne var alt for søde og alt for nødde-fattige efter min smag, så jeg tænkte, at det måtte kunne laves bedre hjemme i mit eget køkken. Og sådan blev disse til.
Jeg brugte 86 % chokolade til tærterne, det gør dem meget intense og en smule bitre, så jeg vil lave dem med 70% chokolade næste gang.

Note: jeg har nu lavet tærterne på ny og har fået målt nødderne af, så jeg har rettet i teksten nedenfor. har også ændret i min fremgangsmåde, således at nødderne tilsættes til chokoladen til sidst.

8 stk. nødetærter:
200 g. 70 til 80 % chokolade (jeg anbefaler Lindt 70%)
100 g. hasselnøddekerner

Fremgangsmåde:
Tænd ovnen på 200 grader. Rist nødderne i ovnen i 8 minutter. Nuldr dem i et rent viskestykke, så næsten alle hinder gnides af.

Smelt chokoladen i chokoladesmelter eller over vandbad.

Fordel chokoladen ligeligt i 8 silikone-muffinsforme. Har du ikke sådan en form, kan du lave tærterne i tykke papir-muffinsforme.

Del nødderne op i 8 portioner. Læg nødderne ovenpå chokoladen og tryk dem let ned i chokoladen.
Bank formen et par gange mod bordpladen, så chokoladen bliver plan i overfladen.



Sæt tærterne i køleskabet i ca. 45 min. Tag dem ud af formene. Opbevar dem på køl i en tætsluttende beholder.

fredag den 24. april 2015

Salat af selleri, æble, fennikel og granatæble


Salaten her er lavet af vinterens sidste grøntsager. Den smager virkelig dejligt i forening med den sur/søde dressing, og der er meget at tygge på.
Havde jeg haft dild i huset, havde jeg drysset det over salaten.


Til 4 pers.:

250 g. selleri
1 øko. æble
1 fennikel
1/2 granatæble
1 håndfuld pecannødder (eller valnødder)
evt. et lille bundt dild.

Dressing:
4 spsk. citronolie
2 spsk. æbleeddike
1 spsk. honning
salt og friskkværnet peber

Skræl sellerien og skær den i 4 bjælker. Skær hver bjælke i ultra tynde skiver, evt. på mandolinjern.
Vask æblet, del det i 4 dele og fjern kernehuset. lad skrællen blive på. Skær bådene i meget tynde skiver.
Vask fenniklen godt og halvér den. Skær hver halvdel i meget tynde skiver.

Bland fennikel, selleri og æble i et fad. drys granatæblekerner over.

Pisk dressingen sammen og smag til med salt og peber. Hæld den over salaten.

drys pecannødder på inden servering, og evt. hakket frisk dild.