onsdag den 8. juli 2015

Lækre boller med spelt, grahamsmel, hasselnødder og æble


I aftes bagte jeg disse lækre boller, ud fra hvad jeg havde i huset.
Jeg bager stort set altid uden opskrift, så vi har fået mange variationer af boller gennem tiden. Jeg tilføjer altid lidt revet frugt eller grønt, det giver en god saftig bolle.
Vi spiser egentlig ikke så meget brød som vi gjorde førhen, men jeg har altid en pose boller i køleskabet, til eftermiddagsmad til vores 5 årige søn i børnehaven. Jeg luner en bolle på brødristeren om morgenen, og så bliver der sparket liv i den igen, og den er som nybagt. På den måde, kan bollerne nemt holde sig en hel uge på køl.
Denne version er lidt i luksusudgaven, da den indeholder mælk, smør og æg.

15 store bløde boller:

2,5 dl. mælk
25 g. økologisk gær - se her hvorfor det for mig er vigtigt at vælge det dyre økologiske gær!
50 g. smør
1 spsk. honning
1 tsk. salt
1 tsk. vaniljepulver
2 tsk. kardemomme
2 æg
100 g. hele hasselnødder
1 revet æble
200 g. grahamsmel
400 g. sigtet speltmel

Smelt smørret i en lille gryde. Tilsæt mælken, hold konstant din lillefinger i gryden, indtil mælken har den rette temperatur til gæren.

Hæld mælkeblandingen i en røreskål, tilsæt gær, kardemomme, vaniljepulver, salt og honning.
Når gæren er opløst tilsætter du revet æble, hasselnødder og de 2 æg.

Tilsæt gramhamsmel og rør rundt, tilsæt speltmel. Rør 10 min. på maskine eller ælt dejen i hånden. Hvis du ælter i hånden, skal der måske lidt mere speltmel i, ellers er den formentlig for klistret.

Lad dejen hæve i 40 min.

Sæt 15 boller på en bageplade med en ske. Dejen skal være klistret, men dog ikke så klistret at den flyder ud, juster med speltmel, hvis den er for lind.

Lad bollerne hæve til dobbelt størrelse og bag dem midt i en 220 grader varm ovn i ca. 20 min. eller indtil de er gyldne og sprøde.

Nydes med koldt smør :-)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar