mandag den 16. januar 2017

Restaurantanbefaling - Banh Mi Streetfood på Vesterbro i Odense


På Vesterbro i Odense ligger denne lille perle af en restaurant, ejet og bestyret af vietnamesiske Hanh Mai. 
Jeg hørte om den lille restaurant sidste sommer og er kørt forbi Vesterbro flere gange uden at få øje på den. 
Da jeg omsider fik googlet adressen og fik besøgt stedet i november sidste år, var oplevelsen så god, at restauranten straks blev tilskrevet min yndlingsliste. 

Hanh Mai serverer autentisk vietnamesisk streetfood, som ikke fås andre steder på Fyn. 
Maden kan du nyde i den lille restaurant som har plads til ca. 12-14 gæster, eller tage den med dig hjem. 
Du kan også bestille mad ud af huset til større selskaber. 

Hanh Mai forklarer, at vietnamesisk mad primært består af friske grøntsager ledsaget af lidt kød og risnudler. Vietnamesere steger nemlig ikke deres grøntsager, de mener det ødelægger både smag og konsistens. 

I restauranten kan du få den kendte Banh Mi sandwich med forskelligt fyld, og flere kombinationsretter med dybtstegte wontons, forårsruller, vietnamesiske "frikadeller" eller sticky grillspyd med kylling eller svinekød - altsammen ledsaget af friske sprøde grøntsager og salat samt en lækker risvins-eddikedressing med chili. 
Der er også flere lækre supper på menükortet, bl.a. Pho og suppe med dumplings, samt friske rispapirs forårsruller.

Priserne i den lave ende. Jeg fik en kombinationsmenü i dag ledsaget af en stor kop ingefærthe (selvfølgelig lavet på frisk ingefær) og betalte kun 84,- kr. 

Jeg vil ikke kloge mig på retternes navne, men vil anbefale dig at tage et kig på Banh Mi Saigons Facebookside HER! som er opdateret med fotos og beskrivelser af menü-kombinationerne. 



Min varmeste anbefaling til Banh Mi Saigon og søde Hanh Mai! 

Kontaktoplysninger:
Banh Mi Saigon
Vesterbro 21
5000 Odense C
Tlf. 30829792
Mail: tinamai_2@hotmail.com

Ingen kommentarer:

Send en kommentar