lørdag den 26. august 2017

Gulerodskage med flødeostglasur


Jeg har i dag været til træf med 5 skønne kvinder og havde medbragt denne gulerodskage, som blev modtaget ganske godt. 
Kagen er inspireret af en kage fra Femina, dog har jeg udskiftet melet med speltmel, samt brugt muscovadosukker som jeg synes giver en lækker karamelagtig smag.
kagen er meget luftig i krummen, det kan jeg godt lide ved den, da gulerodskager ellers godt kan have tendens til at blive tunge og klæge.

Bemærk at portionen er til en 1/2 størrelse ovnbradepande, hvis du vil bage den i springform på ca. 23 cm. skal du blot halvere opskriften!

1 gulerodskage til 1/2 str. ovnbradepande:
4 æg
300 g. muscovadosukker (kan erstattes af brun farin)
4 dl. rapsolie 
1/2 tsk. salt
1 tsk. stødte nelliker
1 tsk. kardemomme
2 tsk. kanel
50 g. kokosmel
100 g. grofthakkede hasselnødder
2 tsk. bagepulver
300 g. fintrevne gulerødder
250 g. sigtet speltmel (kan erstattes af hvedemel)
evt. 2 dl. rosiner

Flødeostglasur:
200 g. philadelphia eller anden friskost - ikke light!
3 spsk. flormelis
korn fra 1/2 vaniljestang
saft og skal fra 1/2 øko. citron

Fremgangsmåde:
Tænd ovnen på 175 grader.

Del æggene i blommer og hvider. Sæt hviderne til side.

Pisk æggeblommerne med muscovadosukkeret og tilsæt olien langsomt imens der piskes konstant.

Tilsæt salt og krydderier, samt kokosmel, revne gulerødder og hakkede hasselnødder. (Tilsæt også rosiner hvis du ønsker det)

Sigt natron, bagepulver og mel i æggemassen. Rør let sammen.

Pisk hviderne helt stive og vend dem forsigtigt i dejen.

Smør formen og hæld dejen i.

Bag kagen midt i ovnen i ca. 40 min. eller til en kødnål kommer ren op, når den stikkes i midten af kagen.

Pisk alle ingredienserne sammen til glasuren.

Afkøl kagen næsten helt og top med flødeostglasuren. Drys med kokosflager og pynt evt. med spiselige blomster.


torsdag den 24. august 2017

Salat med tigerrejer


Jeg elsker en god kålsalat med bid i, og de danske økologiske spidskål er i verdensklasse hvad angår smag, synes jeg.
Denne salat er inspireret af en salat fra et gammelt Isabellas-blad, eller rettere, dressingen er, salaten er min egen sammensætning af yndlingsingredienser.
Udelad ikke nigellafrøene, de gør salaten helt speciel!

Salat med tigerrejer til 1 person:

1 håndfuld risnudler
8-10 tigerrejer 
1 tallerkenfuld revet spidskål (rød eller alm.)
1/2 avocado i tern
1 stor gulerod, skåret i julienne
1 dl. ærter
1 forårsløg i tynde skrå skiver

Dressing:
4 spsk. olivenolie
saft fra en saftig lime
1 spsk. fishsauce
1/2 tsk. sukker

Drys: nigellafrø

Overhæld risnudlerne med kogende vand, drys lidt salt over og lad dem stå og trække i 10 min. på køkkenbordet. 

Klargør grøntsagerne.

Hæld vandet fra risnudlerne. Anret dem i bunden af en dyb tallerken og top med revet spidskål og de snittede grøntsager samt rejer.

Pisk dressingen sammen og hæld den over salaten. Drys med nigellafrø.